Following

Christopher Nolan sender denne sommer Odysseus ud på Middelhavet med guder, monstre og et budget på størrelse med mindre nationers bruttonationalprodukt. Men inden den store begyndte, skildrede Nolan en ganske anden odyssé, hvor en ung mand mister kursen, identiteten og til sidst næsten sig selv.

Following er lavet for bare 7000 pund – omkring 60.000 kroner, altså frokostbudgettet på en reklamefilm i vor tid.

Men af en mikrobudget-film at være er den vanvittigt ambitiøs og næsten sensationelt vellykket. Og nu er den lille perle fra det herrens år 1998 som en understregning af Nolans betydning for biografsektoren tilbage i biografen – for første gang i regulær dansk distribution.

Den er særligt interessant for Nolan-disciple, der er kommet til i de mellemliggende 28 år. Following viser nemlig, at den senere blockbuster-auteurs besættelser fandtes i kim fra første billede.

En navnløs ung mand (Jeremy Theobald) driver rundt i Londons gader og følger efter tilfældige mennesker. Han kalder sig forfatter, men virker mere optaget af at kloge sig på livet end omsætte det til tekst. Han studerer gangarter, ansigtsudtryk og de små rutiner, som udgør et menneskes identitet.

En dag vender en af hans ”ofre” sig om og byder insisterende på kaffe. Manden hedder Cobb og er, i mangel af bedre betegnelse, en filosofisk indbrudstyv. Han stjæler ikke for at blive rig, men for at ruske op i folks selvbedrag. Vores unge antihelt lader sig fascinere og besnære til at tage med på et togt.

En blondine, en revolver, en gangsterboss, et pengeskab og en strisser senere er hovedpersonen fanget i en malstrøm af løgne.

I Following spirer Nolans fascination af kontroltabet. Senere Nolan-karakterer i Memento, Insomnia, The Prestige, Inception og Oppenheimer bliver alle fanget i labyrinter af manipulation, skyld, illusion eller fejlagtig erindring. Fælles er, at deres forsøg på at kontrollere verden – eller deres egen fortælling om den – ender med at afsløre, at kontrol i sidste ende er en illusion.

Og så er der det med kronologien.

Det hedder sig, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Ingen nulevende instruktør har gjort den tanke til sit kunstneriske varemærke som Nolan.

Memento, The Prestige, Dunkirk, Tenet foldes ud på en måde, hvor årsager og virkninger konstant bytter plads. Og den a-kronologiske besættelse begynder i Following, der er mættet med mystificerende tegn. For eksempel et blåt mærke, som først forklares nogle scener senere, hvorefter vi forstår hændelsernes rækkefølge.

Det er spændstigt og dækker elegant over manuskriptets psykologiske huller. Også et ret karakteristisk Nolan-træk.

Nolan havde fuldtidsarbejde, og han optog filmen i weekenderne over næsten et år med venner og frivillige skuespillere. Man kunne kun købe så meget 16mm-film, som økonomien tillod. Optagelserne blev derfor planlagt ned til mindste detalje.

Der var ganske enkelt ikke råd til mange gentagelser, og filmen er en kompakt, 69 minutters knaldperle. Nolan skrev, instruerede og klippede, ligesom han producerede sammen med sin senere hustru og faste producer Emma Thomas.

Hovedrolleindehaverens lejlighed blev brugt næsten uændret – komplet med et Batman-klistermærke på døren, en pudsig forudsigelse af, hvad der senere ventede instruktøren.

Man mærker også, at det er en debut. Skuespillet er ujævnt, enkelte dialoger lyder mere smarte end naturlige. Filmen vil være thriller, karakterstudie, genrehyldest til 1930’ernes noir-film og fortælleteoretisk eksperiment på en gang.

Men mærkeligt nok lykkes det meste, samtidig med at filmen vibrerer af en håndholdt intensitet, som klæder den.

Following blev visitkortet, der sendte Christopher Nolan til Hollywood. Set i dag er den endnu mere interessant som oprindelsesfortælling. Den viser en filmskaber, der længe før milliardbudgetterne havde fundet sin stemme.

Det mest slående ved gensynet er, hvor lidt Nolan egentlig har forandret sig. Hans film handler stadig om mennesker, der forsøger at kontrollere deres egen fortælling og ender fanget i den. Og om den besnærende tanke, at hvis blot man kan kontrollere rækkefølgen, hvori sandheden afsløres, kan man kontrollere sandheden selv.

Dét kan ingen – med Nolan som mulig undtagelse.