Wasteman

Efter tretten år i spjældet får Taylor muligheden for at blive prøveløsladt, fordi fængslerne er overfyldt. Men er han overhovedet moden til at komme ud?

På en skala fra ét til ti bedømmer han sig selv beskedent til et lille ottetal. I øvrigt kræver det, at han fortsat opfører sig ordentligt.

Det gør han, men på fængslets præmisser og regelsæt. Narkoman, stikirenddreng, kantinemedhjælper og frisør for de to indespærrede bøller, som brutalt styrer salg og distribution af narko.

I debutanten Cal McCaus britiske fængselsfilm, den rosværdigt virtuose og råsyltet voldelige Wasteman, synes alt tilsyneladende at flaske sig for Taylor, så friheden rykker nærmere. Men så flytter den mystiske og fandenivoldske Dee ind i hans celle.

Cellekammeraten driver sin egen lille købmandsbutik med dagligvarer og narko til de indsatte. Dee forærer gavmildt stoffer til Taylor, der overvejer at blive clean. Til gengæld hjælper Taylor ham med at få kontakt til sin søn – stik imod drengens mors ønsker.

Via Dees hemmelige mobil får Taylor endda sendt et par kostbare løbesko til sønnen, som svarer tilbage til den far, han næsten aldrig har kendt, og kun husker i glimt fra en omsorgssvigtet barndom i

Film om mænd bag tremmer er et helt selvstændigt kapitel i filmgenren. Typisk taler vi om en virkelighedstro socialrealisme.

Helvedet er vitterlig de andre medfanger bag de meget lukkede døre i et klaustrofobisk univers, som ofte afspejler det ydre samfunds tilstand. Fængslet er nedslidt og misligholdt og reflekterer latent et Storbritannien, som er krøbet i den storpolitiske storvask – en nation, som viser sin mangel på anstændig humanisme.

Dee begynder at blande sig i det narkobetingede hierarki i fængslet. Det får han læsterlige tæsk for i en grad, at filmen langt fra er noget for sarte sjæle.

Den bestialske omgang bøllebank får konsekvenser. Også for Taylor, som forsøger at holde fast i tremmerne, mens magtkampen eskalerer mellem narkofangerne. Men som i andre fængselsfilm kommer det også til at handle om venskab, solidaritet og selvfølgelig frihed.

Wasteman veksler mellem at fortælle sin historie i et traditionelt filmformat og så snævre telefonoptagelser fra fangernes indsmuglede mobiler.

Filmen tager sig god tid og er gennemsyret af stille melankoli fra både Taylor og Dees side, afbrudt af hæsblæsende actionsekvenser, der uden omsvøb viser, hvad desperate mænd kan finde på at gøre ved hinanden.

Volden er bestialsk i sin enkle form, hvor et dåselåg af blik kan bruges som skarpslebent mordvåben. Og man slår hinanden til lirekassemænd uden nåde og skånsel. Fangevogterne spiller medvidende håndlangere mellem fanger, hvis handel og vandel, de ser igennem fingre med.

Talentfulde David Jonsson gestalter Taylor med en fin fornemmelse for både karakterens ynkværdige fremtoning og den finurlighed, der lurer lige under overfladen – som en underdanig svækling og kujon.

Tom Blyth er uhyggeligt overbevisende som den psykopatiske Dee med morderiske venner uden for fængslets mure. Farlige forbindelser, som han får brug for i sit endelige opgør med stedets to narkobøller, der har det engelske flag på væggen og tætklippet fascistisk frisure.

Filmen udstiller gedulgt hvid racisme forklædt som harmløs nationalisme. Det kommer til et mindre fangeoprør, hvilket giver Dee mulighed for at slå til og få ram på sine modstandere.

Filmens plot er thrillerens overraskelser i noget, som synes forudsigeligt, men langt fra er det. Helt til de sidste billeder er handlingen grusomt spændende og raffineret retfærdig.

I en genre fyldt med klichéer inden for murene er Wasteman uhyre nytænkende, overraskende og ja, i den grad fængslende.