Cannes 2019
25. maj 2019 | 10:28

”Der er noget fascinerende ved baller”

Foto | Marco Graziaplena
Det meste af den tre en halv time lange Mektoub, My Love: Intermezzo foregår på et neonoplyst diskotek, hvor parisiske Marie (Marie Bernard, yderst th.) danser sig til nærkontakt med en gruppe unge i Sydfrankrig.

Guldpalmevinderen Abdellatif Kechiche er ligeglad med kritikken af hans numsefikserede Cannes-film, men vil ikke høre tale om overgrebsanklager.

Af Nicki Bruun

Mektoub, My Love: Intermezzo har ramt bunden af Ekkos stjernebarometer, hvor et internationalt kritikerpanel bedømmer filmene i Cannes-festivalens hovedkonkurrence.

Chefredaktør Claus Christensen er mest positiv med kun to ud af fire stjerner og spekulerer på, om filmens instruktør – Abdellatif Kechiche, der vandt Guldpalmen i 2013 for Adéles liv – er ved at skabe et nyt filmsprog.

Det er lige præcis formålet med filmen, der ikke gemmer megen historie bag den sexfyldte hedonisme, fortæller instruktøren på pressemødet.

”Jeg vil fejre livet og kærligheden ved at lave en fri film, fri fra den sædvanlige idé om en fortælling,” siger Abdellatif Kechiche.

”Det er et eksperiment, hvor jeg tvinger mig selv til at bryde reglerne. Ikke alle ser tingene på samme måde som mig, men det bekymrer mig ikke det mindste. Faktisk havde det været forfærdeligt, hvis det var tilfældet.”

Fortryder fjernelse af scene
Abdellatif Kechiche var på pressemødet med otte af de unge og smukke skuespillere fra Mektoub, My Love: Intermezzo, der er en fortsættelse af Mektoub, My Love: Canto Uno.

Skuespillerne kom dog ikke meget på banen, da journalisterne var mere interesseret i at høre, hvorfor instruktøren har lavet en tre en halv time lang hyldest til seksualitet og – i særdeleshed – kvinders bagdele.

”Der er noget fascinerende ved maver og baller. Det virker måske nemt at bevæge sig på den måde, som de medvirkende gør i filmen, men det er altså svært og faktisk ret magisk,” fortæller Abdellatif Kechiche og udtrykker beundring for sine unge skuespillere, hvoraf mange af dem er debutanter.

”Jeg er meget imponeret over alle de her unge skuespillere, og jeg ville vise min begejstring for dem i filmen.”

Med hensyn til den lange spilletid går instruktøren ikke selv op i, hvor lang en film er. Men han gav udtryk for at være ked af, at det var nødvendigt at bruge så meget af publikums tid.

Da filmen blev offentliggjort på festivalen, var det med en spilletid på fire timer, men det har den ifølge instruktøren aldrig varet. Han fortryder dog, at nogle scener ikke er kommet med i filmen.

”Der er særligt en dialog, som jeg fortryder at have fjernet. Den kommer måske med igen, når filmen skal have regulær premiere,” sagde den 58-årige instruktør.

Anklage om overgreb
Abdellatif Kechiche forklarede, at Mektoub, My Love: Intermezzo var en måde, hvorpå han kunne flygte fra den grimme virkelighed til et smukkere sted. Og han betragter sig selv som en maler, der befinder sig imellem forskellige stilarter.

”Det lyder måske prætentiøst, men jeg prøver at arbejde som en kunstmaler, der både bruger impressionisme og kubisme,” siger han og henviser henholdsvis til den snakkesalige strandscene og den flere timer lange dansescene på et diskotek, hvor former og bevægelser er i fokus.

Til gengæld sagde han kategorisk nej til at svare på spørgsmål om arbejdet med filmens unge skuespillere. Det skyldes nok ikke mindst, at Léa Seydoux og Adèle Exarchopoulos kritiserede Kechiches måde at optage sexscener på efter succesen med Adéles liv.

Og da en journalist spurgte ind til en beskyldning om et overgreb, blev stemningen decideret dårlig. Ifølge det franske medie BMF-TV efterforskede en anklager i Paris sidste år en kvindens beretning om, at hun efter en middag med drinks vågnede op i instruktørens lejlighed, hvor hun blev befamlet af ham.

Journalisten ville høre instruktøren, hvorvidt Cannes-festivalen havde spurgt ham om den alvorlige anklage.

”Dit spørgsmål er utroligt dumt,” svarede Abdellatif Kechiche. ”Vi er på en festival, hvor vi fejrer filmkunsten, og jeg har ingen grund til at være bekymret i forhold til loven.”

Pressemøde på Mektoub, My Love: Intermezzo

Kommentarer

Nicki Bruun

Ekkos udsendte journalist i Cannes dækker dagligt festivalen.

Laver primært interviews og opstøver store og små nyheder.

Cannes-festivalen blev holdt første gang i 1946 og regnes for verdens mest prestigefyldte festival.

Årets festival er nummer 72 og løber fra 14. til 25. maj 2019.

© Filmmagasinet Ekko