Filmbranche: ”Det er ikke så ringe endda”

Trods mange ophedede og højlydte skænderier på tværs af filmbranchen i forskræppet er det tilsyneladende lykkedes folketinget at lave et filmforlig, som gør de fleste glade.

I hvert fald melder instruktørerne, producenterne og Det Danske Filminstitut sig alle godt tilfredse med den dugfriske filmaftale, der løber fra 2015 til 2018.

”Det er sundt at være både en lille smule ydmyg og en lille smule taknemmelig. Aftalen bekræfter, at et samlet dansk folketing bakker stærkt op om dansk film. Jeg er mere end bare nogenlunde tilfreds,” konstaterer Det Danske Filminstituts direktør Henrik Bo Nielsen.

Producentforeningens direktør Klaus Hansen supplerer:

”Sagt på jysk: Det er ikke så ringe endda. Der er meget at bygge videre på.”

Ikke længere free riders
Klaus Hansen har ellers været én af de stærkeste fortalere for en filmafgift, som skulle pålægges teleselskaberne. Ifølge flere stemmer burde teleselskaberne påtage sig et ansvar for at sikre økonomien af dansk film, som de selv tjener penge på gennem blandt andet streaming.

Det ønske fik Producentforeningen ikke opfyldt, men Klaus Hansen hæfter sig ved, at Kulturministeriet vil inddrage telebranchen i en dialog omkring problemerne med piratkopiering.

”Selvfølgelig ville vi gerne have haft 80 millioner kroner fra teleselskaberne, men jeg synes alligevel, at aftalen markerer et ryk,” siger han.

”Jeg ved ikke, om jeg havde forventet andet. På et tidligt tidspunkt i forløbet var der en god politisk opbakning til forslaget, men den var åbenbart ikke stor nok. Det vigtigste for mig er, at teleselskaberne nu ikke længere er free riders. Forliget tydeliggør, at de også har en rolle at spille i forhold til, hvordan dansk films økonomi har det, og at de skal bidrage på især spørgsmålet om ulovlig download.”

Tankesæt skal ændre sig
Også Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører, har plæderet for en teleafgift, men heller ikke hun græder snot over, at den ikke kom.

”Det er ærgerligt, men jeg er ikke så bekymret, for der lægges op til, at politikerne vil gå ind og regulere allerede om et år, hvis ikke filmbranchen og teleindustrien kan finde melodien,” siger hun.

”Dengang tv-stationerne blev pålagt at investere i dansk film, var de også utilfredse, og det tog dem nogle år at indse, at de også fik en masse ud af det. På samme måde skal teleindustriens tankesæt ændre sig, og det er åbenbart ikke sket endnu.”

Instruktøren er også glad for aftalen:

”Vi var bange for, at politikerne ville sige, at vi skulle lave færre film og flere mainstream-film for at styrke økonomien. I stedet er signalet, at vi skal væk fra ensretning og ensformighed, og at vi skal tænke kreativt og sikre kvalitet og vovemod.”

– Men er ord som ”kvalitet” ikke også meget lette og uforpligtende at flette ind i sådan en tekst?

”Nej, det synes jeg ikke, du har ret i. Markedsordningen har ikke tidligere haft kvalitet som et kriterium, og det får den nu. Fremover skal man ikke kun skele til publikumspotentialet, men også kvaliteten, og det bliver meget konkret lige fra det allerførste møde i 2015. Man vil kunne afvise film, fordi de simpelthen ikke er gode nok. Det er ikke bare et ord,” siger Christina Rosendahl.

Vil takke kulturministeren
Kvalitetskravet er også på Henrik Bo Nielsens liste over plusser.

”Jeg har bestemt tænkt mig at takke kulturministeren for, at der så klart lægges vægt på kvalitet. Det er et vigtigt signal, at uanset om vi laver sær og outreret filmkunst eller brede og folkelige film, så vil vi have høj fortællemæssig kvalitet,” siger han.

Man må imidlertid kigge langt efter de 40-60 ekstra millioner årligt, som Filminstituttet mener, der har manglet. Producentforeningen har estimeret det økonomiske hul til hele 80 millioner kroner årligt.

Dansk film har fået tilført ekstra 70 millioner over den fireårige forligsperiode gennem 30 millioner overskydende licensmidler samt fem millioner mere årligt fra både DR og TV 2, men det stod klart på forhånd. Og de manglende penge vil få konsekvenser, mener Klaus Hansen.

”Overnight bliver det svært at opretholde dansk films kunstneriske og publikumsmæssige ambitioner, når pengene mangler. Men så må der være så meget desto større fokus – både fra producenterne, biograferne, distributørerne og VoD-distributørerne – på at finde en løsning. Alle siger jo, at der ligger guld for enden af den digitale regnbue, og det må vi jo prøve at finde.”

Henrik Bo Nielsen mener ikke, man kunne tillade sig at forvente flere penge fra statskassen.

”Staten har løst en tredjedel af problemet med de ekstra 70 millioner, og så er beskeden fra politikerne, at branchen selv må klare resten. Det er et fair synspunkt. Jeg har aldrig gjort mig nogen forestillinger om, at staten ville løse hele udfordringen, og man kan bestemt også diskutere, om det ville være klogt.”

Kogepladen gløder
Filminstituttets direktør roser beslutningen om at fordele størstedelen af de 30,4 mio. kr. overskydende licensmidler i forligsperiodens første to år (15,4 i 2015 og 10 i 2016), fordi det giver filmbranchen tid og arbejdsro til at finde nye løsninger.

”Det er en stor fordel, og det har også været et udbredt ønske: Hvis der ikke er flere penge, kan vi så ikke få pengene tidligt? Det giver lidt mere ro, nu hvor tingene er i deres vorden, og løsningsmulighederne stadig diskuteres.”

– Men er det realistisk, at den slags løsninger kan findes?

”Det må tiden vise. Der er mange estimater og vurderinger. Nordisk Film har tegnet et meget optimistisk billede af, hvad digitalt salg af film kan kaste af sig. Men der er ikke andet for end at afsøge mulighederne. Digitaliseringen indebærer betydelige elementer af trial and error, og jeg hverken kan eller vil prøve at forudsige udviklingen.”

”Kogepladen står i hvert fald og gløder. Det er ikke en anden god gang, vi skal finde på løsninger – det er lige nu.”

Penge at tjene på lavbudgetfilm
En af de største fornyelser i filmaftalen er, at der i forligsperioden kan ydes støtte til 12-24 lavbudgetfilm, uden at der dog er nogen minimumsgrænse.

Lavbudgetfilmene kan støttes både på talentordningen New Danish Screen, konsulentordningen og markedsordningen og behøver ikke nødvendigvis at komme i biografen. Forsøget glæder især Christina Rosendahl.

”Jeg havde gerne set en minimumsgrænse, men det var en deal-breaker for især Dansk Folkeparti, som ikke ville have det krav. Så er det jo op til os instruktører at bevise, at vi har lyst til at lave de her film, og at det sagtens kan blive godt,” mener Christina Rosendahl.

”Det kræver, at man tænker økonomi og kreativitet sammen, og jeg håber, at det kan blive en inspiration for branchen. De forholdsvis små investeringer gør, at man har mulighed for at tjene penge på dem. Selvfølgelig skal der også være de store udstyrsstykker, men der er for få af de film, som ikke koster ret meget, men som stadig brager igennem.”

Klaus Hansen er mere lunken.

”Jeg tror ikke på, at lavbudgetfilmene vil gå ind og redde dansk film. Det er ikke nogen redningskrans. Men lad os se, hvad det kan bruges til,” lyder det fra Producentforeningens direktør.

I gang med at brainstorme
Hvad nye løsningsmuligheder angår, peges der blandt andet på den såkaldte EST-periode, som går ud på at sælge film som en digital fil, inden de kan lejes.

”Vi skal fokusere på to digitale indsatsområder. Det ene er at bekæmpe piratkopiering. Og så går Producentforeningen ind for, at det elektroniske salgsvindue bliver rykket frem. Hvis der skal komme nye penge, er det i første omgang derfra,” mener Klaus Hansen.

Christina Rosendahl er enig.

”Det er ikke hos Netflix, at vi skal tjene vores penge. Det kan være med EST, hvor man kan købe en film meget tættere på biografpremieren, og så koster den til gengæld lidt mere,” siger hun og fortsætter:

”Man kan finde på mange forskellige modeller. Man kan også forestille sig, at man købte en biografbillet til en lidt dyrere pris, men så til gengæld fik adgang til at se filmen digitalt i en uge efter visningen. Vi skal i gang med at brainstorme.”