sommerserie
19. juli 2020 | 20:18

Det er okay at ville være Barbie

Foto | Mattel
Når Barbie snurrer på sine tåspidssko, ser vi, at der noget magisk ved kvindelighed, skriver Thea Kjærulff Torp, der har vist Barbie i Nøddeknækkeren for sine niecer i Ekkos sommerserie.

Trods mere handlekraftige rollemodeller i de senere års børnefilm vender vi stadig tilbage til Barbie. Hvorfor tiltrækkes små piger af det kønne, venlige og passive?

Af Thea Torp

”Så kys hende dog!” udbryder syvårige Alva.

Hun ligger med sine lyse krøller og lillebitte krop under tæppet. En miniaturekvinde, der ikke er stor nok til at fylde sofaen.

Vi ser Barbie i Nøddeknækkeren fra 2001. Sidste gang jeg så Barbie danse, var jeg heller ikke stor nok til møblerne.

Jeg tænkte, at animationsfilmen baseret på Tjajkovskijs ballet fra 1892 kunne give mine to niecer et kulturelt boost.

I fortællingen træder vi sammen med Barbie ind i en pastelfarvet fantasiverden, der er som spundet direkte ud af 1950’erne. Her må den magiske nøddeknækker redde hende igen og igen fra den onde musekonge, mens hun selv står yndefuldt og venligt smilende ved hans side.

Jeg lod til min umiddelbare skræk niecerne blive opslugt af det kønsforstyrrede univers, hvor mænd handler, mens kvinder snurrer rundt på tåspidssko.

De elskede det.

Hvor forfærdeligt, tænkte jeg. Onde Barbie udrydder årtiers kvindekamp, og jeg er i færd med at ødelægge næste generation. Men så gik det op for mig, at jeg inde i mig selv også følte mig draget ved tanken om at være som Barbie.

Selvfølgeligt at blive elsket
Børnefilm har ofte den funktion, at deres hovedpersons udvikling skal afspejle rejsen fra barn til voksen.

At se Barbie i Nøddeknækkeren er altså et tryllespejl, som mine niecer kan se ind i for at få et glimt af, hvad de kan vokse op og blive til.

Engang var Barbie den eneste mulighed. Alt, en pige skulle være, var imødekommende, elegant og smuk.

I opgøret med dét ideal er der opstået et nyt. Nu skal vi være selvstændige, uafhængige og stærke. Præcis som vores mødre af den moderne kvindekamp – og børnefjernsynet – har lært os.

Det er der én fejl i.

Det er både ensomt og koldt at opdrages til, at man ikke behøver andre mennesker. Især hvis ens egen natur er mere skrøbelig og afhængig end stærk og selvstændig.

Barbie får lov til at være alt dét, kvinder i dag ikke må. Det er okay at lade sig blive reddet og stole på andre, ligesom Barbie stoler på prinsen. For prisen er lille og let at betale for den gevinst, der følger med.

Hvor Barbie går og optræder, er folk glade for at se hende. Hun lever og opfører sig, som om hun har fortjent beundring og omsorg fra omverdenen.

Hun kan lære mine niecer, at det er selvfølgeligt at blive elsket. For sådan er det for Barbie, sådan bør det være for alle små piger.

Magisk kvindelighed
Det føles rigtigt for mange at klæde sig ud som en Barbie og spille rollen som den blide.

Når Barbie snurrer på sine tåspidssko, ser vi, at der noget magisk ved kvindelighed som sådan.

Særligt for små piger, der betragter magien som et løfte om en dag som ved et trylleslag at kunne påtage sig en glitrende overflade – ligesom prinsesserne i filmen næsten altid gør.

Man er villig til at opgive rollen som den modige leder for at være den smukke og venlige i tåspidsskoene.

Og det er helt okay.

Trailer: Barbie i Nøddeknækkeren

Kommentarer

Set i corona-tiden

Nedlukningen under pandemien har givet os meget mere tid til at se tv og serier.

I sommerserien reflekterer Ekkos skribenter over, hvad de har set.

Frederik Hoff har skrevet om sit gensyn med Breaking Bad.

Thea Kjærulff Torp skriver om sit møde med Barbie.

© Filmmagasinet Ekko