Nyhed
31. juli 2020 | 16:14

Ellen undskylder, mens nye anklager opstår

Foto | NBC
Når Ellen DeGeneres inviterer kendte gæster ind i sit program, er der ingen ende på kærligheden og morskaben, men anderledes står det til, når kameraerne er slukket.

Ellen DeGeneres beklager i et brev til sine medarbejdere efter anklager om giftigt arbejdsmiljø på hendes talkshow. Imens er nye anklager om seksuelle overgreb dukket op.

Af Nicki Bruun

En række medarbejdere gik for nylig frem og fortalte, at der bag kulissen i talkshowet The Ellen DeGeneres Show herskede en ond stemning med racisme og anden uacceptabel opførsel.

Ellen DeGeneres – der som vært har brugt sloganet ”vær venlig” – blev af nogle opfordret til at tage ansvar for, hvad der foregår på arbejdspladsen.

Organisationen bag talkshowet, WarnerMedia, har indledt en intern undersøgelse af forholdene for de ansatte. Og nu har Ellen DeGeneres skrevet et brev til sine medarbejdere, som branchemediet The Hollywood Reporter har bragt i sin helhed.

”På dag ét af vores show sagde jeg til alle ved vores første møde, at The Ellen DeGeneres Show skulle være et lykkeligt sted – ingen skulle nogensinde hæve stemmen, og alle skulle behandles med respekt,” skriver Ellen DeGeneres til de ansatte.

”Noget har åbenlyst ændret sig, og det er jeg skuffet over at opdage. Jeg beklager. Enhver, der kender mig, ved, at jeg står for og håbede på noget andet for vores show,” fortsætter tv-værten, der i 1997 under stor mediebevågenhed afslørede, at hun er homoseksuel.

”Som en person, der er blevet bedømt og næsten mistede alt for at stå ved den, jeg er, forstår jeg og har medfølelse for dem, som er blevet behandlet anderledes, uretfærdigt, ulige eller – endnu værre – blevet ignoreret. At nogle af jer har haft det sådan, er forfærdeligt at tænke på.”

Fyring på vej
Undskyldningen har fået en blandet modtagelse på de sociale medier, hvor flere brugere kritiserer Ellen DeGeneres for at fralægge sig ansvaret og skyde skylden på andre.

To anonyme kilder siger til The Hollywood Reporter, at en af de ledende producere af The Ellen DeGeneres Show – Ed Glavin – vil blive fyret som følge af kritikken.

Han har ifølge de elleve tidligere og nuværende medarbejdere, som er fremkommet med anklager om showets arbejdsmiljø i mediet Buzzfeed, stået bag de værste situationer, der har skabt et dårligt arbejdsmiljø.

Sammen med sine to kolleger Mary Connelly og Andy Lassner tog han det fulde ansvar, da anklagerne i første omgang blev bragt i Buzzfeed.

Ellen DeGeneres er dog i årenes løb også blevet kritiseret for at være svær at samarbejde med. Blandt andet af sin bodyguard, som arbejdede med hende, da hun var Oscar-vært i 2014.

Uønsket befamling
Kort tid efter DeGeneres’ brev blev offentliggjort i medierne, bragte Buzzfeed en ny artikel, hvor en række forhenværende medarbejdere på The Ellen DeGeneres Show fortæller om seksuelle overgreb på arbejdspladsen.

Den ledende producer Kevin Leman skal angiveligt have befamlet flere ansatte og spøgende bedt om at modtage oralsex, hvilket han dog selv har benægtet på det kraftigste.

Fem personer har til Buzzfeed sagt, at Ed Glavin har befamlet dem mod deres vilje, mens mange flere fortæller, at han dagligt skabte frygt med sine raseriudbrud.

Hverken WarnerMedia eller Ellen DeGeneres har villet bekræfte fyringen af Ed Glavin, men i sit brev til de ansatte skriver hun:

”Efterhånden som showet er vokset eksponentielt, har jeg ikke været i stand til at have styr på alting. Jeg har stolet på, at andre ville gøre deres arbejde, som de vidste, jeg ville have det gjort. Det var åbenlyst ikke alle, der gjorde det. Det ændrer sig nu, og jeg vil sikre mig, at sådan noget ikke sker igen,” skriver Ellen DeGeneres.

”Jeg har også opdaget, at nogle af dem, der arbejder for og med mig, har talt for mig, men ikke gjort, som jeg ønsker. Det skal stoppe.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko