Essay
06. apr. 2022 | 14:42

Encanto har reddet min forstand

Foto | Disney
Animationsfilmen Encanto følger de elskelige medlemmer af Madrigal-familien, der trods udfordringer elsker hinanden betingelsesløst.

I et samfund blottet for sorgritualer må vi skabe vores egne, skriver forfatter i hyldest til animeret Oscar-vinder.

Af Anne Mette Kirk

Jeg var ulykkelig og kæmpede mig gennem dagene med cirka samme livsglæde som en fyldt støvsugerpose.

I november måned gik min mor bort, og jeg var i chok, i sorg og i stykker.

En eftermiddag i sommerhuset spurgte min mellemste søn, om vi ikke skulle se den nye Disney-film Encanto. Jeg sagde: ”Okay, det kan vi godt.”

Hvilket jeg sikkert også havde svaret, hvis drengen havde foreslået at overvære en ungarsk billardturnering. For det betød, at jeg kunne smide mig på sofaen, trække dynen op over mit hoved og få et par timer til at passere, uden jeg selv skulle tage stilling til det mindste.

Jeg kunne endda ligge i sådan en vinkel, at mine børn ikke ville opdage, at jeg samtidigt scrollede løs på de sociale medier og afstands-hadede alle dem, der så ud til at leve glædesfyldte liv.


Familien Madrigals magiske hus er et fortryllende hjem for en flok mennesker, som har hver deres særlige evner.

Filmen begyndte, og jeg ved stadig ikke, om jeg har fundet ord for, hvad der skete, da seneste skud på Disney-stammen begyndte på vores mikroskopiske fjernsyn i sommerhuset.

Jeg lagde mobilen fra mig og følte pludselig, at alt talte til mig. Mirabel, Bruno, Julieta, Antonio, Luisa, Dolores og alle de andre. Musikken, det spanske sprog, dialogen, farverne, handlingen.

Jeg grinte højlydt og græd som pisket. Jeg skrålede hurtigt med på We Don’t Talk About Bruno og Dos Oruguitas og alle de andre bangers.

Måske var det de computeranimerede figurers ekstra store øjne? Eller den ladede musik, som vrider vores følelser til sidste dråbe? Måske den simple fortælling om, at magien findes inde i os mennesker?

Jeg er ikke helt sikker.

Jeg havde brugt de sidste mange dage på at holde gråden og sorgen tilbage, men da jeg så Encanto, gav jeg los og smed de følelsesmæssige hæmninger ad helvedes til.

Jeg turde pludselig føle alt i dette sikre rum.


Et fortidsspor i filmen viser, hvordan bedstefaren Pedro ofrede sig for at sikre sin families overlevelse.

Allerede næste dag spurgte jeg, om vi skulle se Encanto igen. Heldigvis kan mine børn godt lide skærmtid, så de sagde ja.

Tårerne flød på ny.

Jeg græd over kærlighed mellem generationer, over misforståelser og mirakler i familien Madrigal. Jeg blev rørt over karakterernes fastlåste livsvilkår, og jeg fældede adskillige tårer, fordi abuelito Pedro gik bort alt for tidligt.

Encanto er på forunderlig vis blevet mit faste holdepunkt i sorgen. Jeg ser den ikke dagligt, men det er fandeme tæt på. En time og 39 minutter, som jeg tager til mig selv, hvor jeg føler alt intenst. Hvor jeg ved, hvad der sker, men alligevel lader mig overraske og overrumple gang på gang.

Jeg kunne måske lige så godt have mediteret, gået en lang tur i naturen eller noget tredje. Men her sidder jeg: en voksen kvinde og får mentalbistand af en Disney-film, som vandt Oscar-prisen for bedste animation.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan beskrive det. Men når Encanto slutter, og credits løber over skærmen, føler jeg mig altid en lille smule mere opløftet.

I stedet for at gå en hel dag på randen af gråd giver jeg den fuld smadder i halvanden time. Bagefter er jeg grædt færdig. I hvert fald for en stund.


Hovedpersonen Mirabel forsøger at finde ud af, hvad hendes magiske evne er, mens familiemedlemmerne stråler under festligheder.

Du tænker måske, at jeg bare bliver manipuleret af Disneys effektive pengemaskine. At de præcis ved, hvordan de trykker på alle tangenter. Og at jeg, et svagt menneske, hopper i med begge ben?

Og det kan meget vel være, men det virker.

Du kalder det måske eskapisme, men det er det faktisk ikke. For når vi ser animationsfilm fra Disney, Pixar eller Dreamworks, så tror jeg ikke, vi flygter fra vores følelser.

Vi pakker dem ikke ind. Vi pakker dem derimod ud.

Som når vi lytter til en sang af Adele eller fælder en tåre til en video fra et socialt medie, hvor en svagtseende baby pludselig får nye briller på og ser sine forældre for første gang.


Encanto slutter med et hjertevarmt budskab om, at livets sande magi findes i kærlighed mellem mennesker.

Min sorg er på ingen måde blevet mindre, efter jeg forelskede mig i Encanto. Jeg savner stadig inderligt min mor, og den daglige smerte er som at få stukket begge øjne ud med en rusten kniv.

Men jeg har fundet en kanal til sorgen. Et ritual i sorgen. Jeg siger heller ikke, at det virker for alle. Men vi lever i et samfund blottet for ritualer, når det kommer til sorgbearbejdning. Derfor må vi selv skabe de ritualer.

For os selv og for hinanden.

I går da jeg genså Encanto, var der en særlig sætning sagt af hovedfiguren Mirabel, som jeg hørte for første gang: ”You don’t have to worry about me because I have an amazing family.”

Replikken genlød i mit indre.

Jeg havde hørt den utallige gange, men denne gang hørte jeg den rigtigt. Mirabel havde ret. Jeg stoppede filmen øjeblikkeligt. Der var masser at være glad for i mit liv. Sådan har jeg det lige nu.

Det vil formentligt ændre sig. Sorg kommer i uforudsigelige og utæmmelige bølger. Så mon ikke jeg finder Encanto frem igen i morgen?

Trailer: Encanto

Kommentarer

Anne Mette Kirk

Født 1979 i Vedbæk.

Har læst Filmvidenskab på Københavns Universitet.

Tidligere journalist og vært på TV 2 News.

Har været presse- og kommunikationsrådgiver i Kongehuset.

Har udgiver romanerne Knust, Låst og Blæst på forlaget People’s Press.

© Filmmagasinet Ekko