Et filmisk monument over besættelsestiden

Med De forbandede år – Fredens pris når antallet af besættelsesfilm og tv-spil, plus episodeafsnit i Matador og Badehotellet, op på 45 fordelt over 80 år (jævnfør Gunhild Aggers bog Lange skygger).

Besættelsesfilmen er en særdeles sejlivet og populær dansk filmgenre. I det nye årtusind, hvor Danmark var involveret i krige i Irak og Afghanistan, meldte spørgsmålet om, hvem vi er som nation, sig atter meget tydeligt i vores hjemlige filmproduktion og selvforståelse.

Nu kom de store biopics om nøglepersoner fra modstandsbevægelsen som Ole Christian Madsens Flammen & Citronen, Christina Rosendahls Vores mand i Amerika og Anne-Grethe Bjarup Riis’ Hvidstengruppen I & II.

Hvor Hvidstengruppen ikke helt undgår udvendig, sentimental heltedyrkelse, men også perspektiverer kvindernes deltagelse i modstanden gennem den autentiske og modige familie Fiil, favner De forbandede år, De forbandede år 2 og De forbandede år – Fredens pris en fiktiv og privilegeret families brogede og blakkede nærkontakt med – og opposition til – besættelsesmagten.

Anders Refns tre film rummer en fortættet analyse af Karl Skovs position, fordi den handler om det paradoks, det var for politikerne i retsopgøret at underlægge de samme fabrikanter samfundets dom, som de i besættelsens første år stærkt havde opfordret til at samarbejde med værnemagten. 

Aksel Skov (Mads Reuther) går i De forbandede år ind i den kommunistiske gruppe BOPA, efter at hans barndomsven er blevet skudt af dansk politi i 1941.

På spørgsmålet om, hvad der drev Anders Refn til at lave filmen, svarer han da også: ”Det absurde paradoks – at det, der var fornuftigt i 1940, bliver kriminelt i 1945, og den person, der var kriminel i 1940, bliver frihedshelt i 1945.”

Med fabrikant Karl Skov (Jesper Christensen) i spidsen bliver trilogien en allegori over den samarbejdsvillige danske nation og siden radikaliserede modstandsvilje hos en lille del af befolkningen.

Et kontrastfyldt drama om, hvordan regering og storindustri tilskyndede til samarbejde med besættelsesmagten i krigens første tre år. Og parallelt hermed det forræderi, som kommunistiske og borgerlige partisaner var frustrerede over frem til augustoprøret og sammenbruddet 29. august 1943.

Moralsk kompas
Filmens afsæt udspiller sig i nærkontakt med de faktiske omstændigheder, og brudstykker af dialogen er hentet fra datidens politikere. For eksempel statsminister Erik Scavenius’ kendte citat om de imponerende tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring. Her lægges det i munden på handelsminister Berg (Peter Schrøder).

Tilskyndet af venner i regeringen og sin svenske svoger Gustav (Peter Eggers) bakkes Karl Skov op i at samarbejde med tyskerne på sin fabrik Elektrona, hvor produktionen hidtil har tjent civile formål.

Karl ved, at hans kabel- og trådfabrik hurtigt kan omstilles til krigsproduktion, men selv om han er bekymret, er han samtidig overbevist om, at krigen snart er overstået, og han kan undgå afskedigelser, nu hvor fabrikken har mistet det engelske marked.

Karls (Jesper Christensen) egen dårlige samvittighed udfordres af hans kone Eva (Bodil Jørgensen) med det fine moralske kompas i De forbandede år 2.

Karl er en selfmade og retlinet mand, der har bygget sin virksomhed op fra grunden – ikke en overklassedreng, der har fået det hele forærende. 

Hans søn Michael (Gustav Dyekjær Giese) af første ægteskab er veteran fra Vinterkrigen i Finland og glødende antikommunist. Han tager i 1941 med Frikorps Danmark til Østfronten og vender såret og traumatiseret tilbage efter at have deltaget i massakrer på uskyldige kvinder og børn.

Det ryster Karl, der beder ham om at trække sig ud af korpset.

Karls egen dårlige samvittighed udfordres filmen igennem af hans kone Eva (Bodil Jørgensen) med det fine moralske kompas. Karl må hele tiden gå på kompromis og ydmyges gang på gang af den tyske ledelse. Hun foreslår ham at lukke fabrikken, men forstår ikke, at det er for sent.

Splittelsen kulminerer
Eva er uddannet sygeplejerske og vælger at ledsage en nedkastet og såret britisk soldat til Sverige, som sønnen Aksel (Mads Reuther) har skjult på loftet.

Aksel er gået ind i modstandskampen i den kommunistiske gruppe BOPA, efter at hans barndomsven og tidligere Spaniens-frivillige Svend er blevet skudt af dansk politi i forbindelse med internering af de danske kommunister 1941. 

Eva bliver på det svenske infirmeri, indtil krigen er forbi. Datteren Helenes (Sara Viktoria Bjerregaard) giftermål med en tysk ubådsofficer i Trondheim og hendes desillusionerede hjemkomst fra Norge som enke og Aksel, som hun mener har trukket sin lillebror Valdemar (Sylvester Byder) med i modstandskampen – alt det tager hårdt på Eva. 

Derfor har hun det bedst med at gøre en humanitær indsats på den svenske side af Sundet. Modsætningerne og splittelsen i familien kan ikke blive større.

Efter augustopgøret 1943, hvor regeringen går af, og Frihedsrådet oprettes, bliver modstanden organiseret centralt og sabotagen tager til. 

Det er kommet til et opgør mellem Karl og Aksel, og Karl bliver smidt ud hjemmefra, da hans far finder et våben i huset. Aksel, der er ingeniørstuderende, avancerer til leder af sin sabotagegruppe forud for bombningen af selveste Elektrona.

Tyskerne har efterhånden sat sig på det meste af fabrikken. Så ideologiske og moralske grunde gør, at Aksel siger ja til opgaven. Valdemar skal være chauffør på aktionen, men bliver syg, og derfor tilbyder Aksels storebror Knud (Lue Støvelbæk), som filmen igennem ellers har spillet trygt på trompet i jazzklubben Stardust, at overtage hans plads. Knud bliver skudt og dør i mødet med de tyske sabotagevagter.

Det symbolske portræt, som Evas søster Agnes i anledning af Karl og Evas sølvbryllup 9. april 1940 havde malet af den lykkelige familie Skov med de fem vellykkede børn, hænger over kaminen i familiens stue. Ved befrielsen hænger det der stadig, men nu nærmest som en bleg og vrængende parodi.

Hævntørsten aftager
Først med Anders Refns trilogi folder den samlede besættelsestid sig ud i et drama med alle de nuancer og menneskelige tab, der kan rummes i en filmisk fortælling om den mest skelsættende epoke i det 20. århundredes Danmarkshistorie.

Et stort udfoldet epos, der berører alle de spændinger og konsekvenser, som besættelsen bød på fra samarbejdspolitik over jødeforfølgelse og aktiv modstand til befrielse, fængsling og retssagen mod fabrikant Karl Skov.

Efter at have gemt sig i Sverige vender Karl (Jesper Christensen) tilbage til Danmark i De forbandede år – Fredens pris.

Efter befrielsen trak retsopgøret i langdrag, som det også afspejler sig i trilogiens tredje del. Stikkere og meddelere, der ikke blev dræbt i modstandsfolkenes befrielsesrus, fik ret hårde domme i starten. 46 dødsdomme blev eksekveret, men det endte med få statuerende eksempler blandt de mest indflydelsesrige fabrikanter i gråzonen.

Hævntørsten var generelt aftaget i slutningen af 1940’erne, og man havde i en fredstid brug for industrien til at bygge landet op igen. Men især blandt kommunisterne var hævnmotivet intakt, og det er her, den tredje film tager fat.

”Hele den prestige, som omgav den kommunistiske modstandsbevægelse, blegnede mere og mere,”som Anders Refn udtrykker det.

Aksel har hele tiden skullet bevise, at han ikke er en ”burgøjserdreng”, og han opmuntres til at smugle Moskva-guld hjem fra Stockholm til styrkelse af det kommunistiske parti.

Karl Skov, der efter råd fra sine tidligere protegéer i regeringen har slået sig ned i Sverige for en tid, hentes til sin overraskelse af det svenske politi på opfordring af det danske. Nu står han foran sin rettergang i Danmark. 

Kun én gang tidligere har dansk film bevæget sig ind på storkapitalisternes rolle, nemlig i Johan Jacobsens glimrende Tre år efter fra 1948. 

Filmen handler om en tidligere værnemager i provinsen (Ib Schønberg), men filmen tør kun fremstille ham endimensionelt som en usympatisk opportunist af ringe karakter, der forstår at flyde ovenpå. Og altså ikke som Karl Skov, der var presset og hele tiden prøver at gøre det rigtige, men trods sit humanistiske sindelag kommer i klemme.

Ikke bare filmene var sort-hvide lige efter besættelsen. Det var fremstillingen også.

Grim og mangefacetteret
Det er altid en hård proces at få finansieret en periodefilm, men produktionshistorien om de tre spillefilms tilblivelse, samt en tv-serie i seks afsnit baseret på optagelser fra de første to, går 25 år tilbage. og har krævet stor tålmodighed og stædighed hos instruktør og manuskriptforfattere.

Filminstituttets såkaldte markedsordning har støttet hele vejen. Men det betød, at den anden halvdel af budgettet skulle finansieres af tv-stationer i ind- og udland og private investorer. Så både økonomi og coronakrise gjorde indhug i tidsplanen.

I den tredje film bliver jazzklubben Stardust den nye hovedlokation, hvor Helene (Sara Viktoria Bjerregaard), der ved befrielsen blev stemplet som tyskertøs, begynder at synge.

Anders Refn startede omkring år 2000 med at skrive manuskriptet til første film – dengang betitlet Krigen – sammen med sin ven og samarbejdspartner, multikunstneren Flemming Quist Møller. De forbandede år,der med henvisning til Danmarks Frihedssang blev dens endelige titel, fik premiere i 2020.

Refn og Quist Møller voksede selv op i krigens skygge og ville favne hele besættelsestiden og efterspillet gennem en historie, der skulle behandle alle dens store spørgsmål. Med Anders Refns egne ord:”Vores generation skylder at skildre besættelsen så grim og mangefacetteret, som den var.”

Idéen var også at give små mennesker som meddelere og stikkere en plads i fortællingen og ikke kun som dramatiske plotformidlere.

Dybe hjertesår
Kort før premieren på De forbandede år 2 i 2022 døde Flemming Quist Møller pludselig. Han nåede dog at se det færdige resultat af toeren og var begejstret. 

Dagen inden blodproppen ramte ham, gik han og Anders deres daglige tur og talte om at afslutte filmserien med en treer om det upopulære og ideologisk prægede retsopgør – et opgør, som omfattede hårde domme til de første, men lod mange af de mere komplicerede retssager om dansk industris rolle trække ud og ende med benådninger.

De forbandede år 2 blev godt modtaget af presse og publikum i 2022, og serien har på alle platforme indtil videre haft 2,6 millioner seere. Men Anders Refn var fortvivlet og slet ikke klar til den oplagte afslutning uden sin bedste ven og skrivemakker.

Det endte med, at Jesper Christensen, der gerne ville følge sin rolle til dørs, foreslog, at han og Anders skulle skrive manuskriptet sammen.

Karl Skov har mistet sin formue og sin strandvejsvilla, så historien skulle finde en ny hovedlokation i treeren. Det blev jazzklubben Stardust, der genåbner med Britta (Lisa Carlehed) som indehaver hjulpet af Karl Skov.

Det er et interessant greb at lade en location med international appeal og amerikansk musik spille en hovedrolle som vindue ud mod verden efter en tid med forbud og lukkede grænser.

Aksel bliver smidt ud af kommunistpartiet, da han stiller spørgsmålstegn ved partiets dogmatiske linje. Eva forlader Karl til fordel for en excentrisk svensk kunstmaler. Karl fængsles og dømmes for landsforræderi. Den nye bestyrelse med tidligere departementschef Steen Rasmussen (Lars Simonsen) som formand erklærer fabrikken konkurs, men videresælger gerne dens patenter til egen fordel.

Det hele ramler for Karl.

Fredens pris er også, at Aksels store kærlighed Liva (Kathrine Torborg Johansen) fra modstandsbevægelsen vender stærkt svækket hjem fra kz-lejr og gerne vil se ham i filmens – ja, trilogiens – mest gribende scene. Michael har taget sit eget liv i forbindelse med befrielsen. Knud har de mistet. Aksel nægter at tale med sin far.

Alle lider af det, som Chr. X ved åbning af Rigsdagen den 9. maj 1945 og med henvisning til Grundtvig kaldte ”dybe hjertesår”.

Midt i det hele prøver filmens unge at etablere sig i en efterkrigstid. Helene, der ved befrielsen blev stemplet som tyskertøs, begynder at synge i jazzklubben. Og Stardust bliver sammen med det frø, som Knud nåede at så – drengen Lille Knud – en smuk metafor for håbet om fremtiden. 

Og hvad med Karl? Efter mange måneders afsoning benådes han og genfinder sin værdighed.

En spændende og visuelt fortalt pointe er det, at filmen mod slutningen befolkes af loyale medarbejdere som værkfører Kurt (Ulver Skuli Abildgaard), Karls tidligere sekretær Sara (Birthe Neumann) og den trofaste husholderske Annelise (Pernille Højmark), der mistede sin søn Svend for en af politiets kugler under klapjagten på kommunisterne i 1941 og nu hjælper Britta på Stardust.

De sidder alle sammen som ægte venner og fejrer fødselsdag i Kurts kolonihave. Krigen har ophævet klasseskellet imellem dem. 

Trilogien giver et sublimt overblik over en periode på sammenlagt otte år, og med sit kollektive ensemble på tværs af køn, klasse og alder appellerer den til et bredt publikum. Det er forbløffende så mange detaljer om besættelse og befrielse, som den elegant får flettet ind i sin historie. 

Valget og dets konsekvenser
For hvert nyt filmisk bud på besættelsesgenren op gennem årtierne og med afsmitning fra ny historisk indsigt er fortolkningerne blevet dybere og mere nuancerede. Men aldrig så overbevisende og gennemgribende som i Anders Refns trilogi. 

Karl Skov fejrer fødselsdag sammen med familie og tidligere ansatte i kolonihave, efter krigen har ophævet klasseksellet med dem.

Det skyldes blandt andet et manuskript med naturlige replikker og meget velvalgte unge og ældre skuespillere til at levere dem.

Der skulle gå 80 år, før samarbejdspolitikken og det retslige efterspil som hovedtema blev taget under behandling i filmisk form. Så De forbandede år 3 – Fredens pris er en tematik, vi har ventet længe på at se behandlet. Og det smukke ved en trilogi er jo, at med premieren på treeren får de to første film en velfortjent renæssance.

Anders Refns epos om de forbandede år består af tre enkeltstående værker med en indbyrdes sammenhæng, gennemsyret af livets grumhed og den enkeltes fejlbarlighed. En fejlbarlighed, der også gælder soldaten Michael, som ikke forudser, at han kommer til at bryde krigens love, og frihedskæmperen Aksel, der kommer til at skyde en uskyldig mand i den tro, at han er stikker.

De store sidekarakterer haler ind på hovedkarakteren og får mere og mere fylde i fortællingen. ”Alle har muligheden for at vælge og må siden tage de ukendte konsekvenser af deres handlinger,”som det lyder fra instruktøren.

Som formel og æstetisk fornyer af genrebegreber og gennem hans ambition om altid at lave film af høj kvalitet og production value, har Anders Refns spillefilm lyst op i et filmlandskab med ofte mere moderate danske ambitioner. 

Fra debuten med Strømer (1976), hvor han overbeviste om, at dansk film godt kunne favne politigenren med biljagter og tårnhøjt tempo, de to Gustav Wied-filmatiseringer Slægten (1978) og Sort høst (1993), der for altid fik den idylliske herregårdsfilm til at krakelere, de store internationale armbevægelser med cirkusfilmen De flyvende djævle (1985), fornyelsen af tv-drama med det håndholdte kamera og kollektive univers i Taxa (1997), den korte spillefilm om desperadoen Seth i et kuldslået Nordjylland (2000) og endelig de tre ambitiøse film om De forbandede år, hvor Karl Skov gør sit bedste i situationen, men hvor det alligevel går fuldstændig galt, som det altid gør for Anders Refns protagonister.

I De forbandede år – Fredens pris bindes der sløjfer, og i slutningen sendes der en hilsen tilbage til fortællingens sorgløse åbningsscene i haven den 9. april 1940. Den sølvbryllupsmorgen, der blev afbrudt af tyske fly i luften, og som sætter de mellemliggende forbandede år i tankevækkende relief.