Europa har brug for en Charles de Gaulle

Part deux af den i alt fem timer lange og mere end 500 millioner kroner dyre franske film om Charles de Gaulle, der begynder som general og ender som præsident, har netop haft premiere.

Det er svært ikke at se Modstandens pris og Frihedens stemme og den som en kommentar til nutiden og en patriotisk opsang til Frankrig og resten af Europa.

Kan man virkelig blive ved med at lave film om Anden Verdenskrig? Ja, det kan man. Og ja, det skal man. For den, der ikke vil lære af historien, er dømt til at gentage den, og krig i Europa er desværre ikke kun noget, der foregår i historiebøgernes og filmens verden.

Det er svært ikke at drage paralleller til nutiden, når man ser det franske mesterværk om Frankrig under Anden Verdenskrig.

På tværs af hudfarver
For det første forsøger filmen at vise et samlet Frankrig på tværs af kontinenter og hudfarver. De Frie Franske styrker ledet af de Gaulle samler republikken, og sorte afrikanere fra de franske kolonier i Nordafrika kæmper i filmen side om side med hvide franskmænd mod italienere og tyskere.

Jeg tror, at vi i Danmark kan have svært ved at sætte os ind i, at man i Frankrig har accepteret den ret store indvandring til Frankrig.

Her er man nødt til at forstå, at Frankrig har været en kolonimagt. Og stadig er det i mindre skala. I Danmark vil det være en absurd tanke at lukke grænserne og ikke lade grønlændere og færinger komme til Danmark.

Sådan har man det også i Frankrig, ikke mindst i forhold til de tidligere kolonier i Nordafrika. Integrationen halter mildest talt, som vi ikke mindst i de seneste uger har set ret voldsomme eksempler på, hvor unge med indvandrerbaggrund har stormet butikker med luksusvarer og stjålet med arme og ben.

Der er mange forskellige forklaringer på den adfærd, men Frankrig har brug for en fortælling om, at vi er alle franskmænd. Vi kæmper sammen for republikken.

David kan slå Goliath
For det andet viser filmene, at David kan slå Goliath, og at man ikke skal give op over for overmagten.

General Leclerc fra Charles de Gaulles frie franske styrker leder en heroisk og nærmest dumdristig kamp mod de tyske kampvogne fra general Rommels tyske Afrikakorps.

Frihedskæmperen med kælenavnet Rex og resten af de franske helte kæmper hjemme i Frankrig og bukker ikke under – selv ikke under tortur (i øvrigt er det på tide at vise en anden side af frihedskampen end den, der fjollet, men ret morsomt skildres i den britiske komedieserie ’Allo ’Allo!).

Det er svært ikke at tænke på præsident Zelenskyj og de andre helte fra Ukraine, der kæmper mod en langt større russisk hær med vor tids Hitler i spidsen.

Selvstændig linje
For det tredje er filmen en patriotisk opsang til alle os i Europa, der siden Anden Verdenskrig mere eller mindre har overladt vores sikkerhed til USA. Frankrig har – på grund af præsident de Gaulle – altid stået for en mere selvstændig linje i NATO.

Frankrig har atomvåben og sin helt egen våbenproduktion (deres kampvogne er opkaldt efter general Leclerc). De er med andre ord ikke afhængige af amerikanerne, og når man ser filmene om de Gaulle, forstår man i høj grad hvorfor.

Vidste du, at præsident Roosevelt under Anden Verdenskrig ville indføre amerikansk-trykte pengesedler i det befriede Frankrig – ganske vist forsynet med den franske trikolore? Og at han samtidig luftede planer om at oprette en ny stat ved navn Vallonien, der skulle omfatte dele af Belgien, Luxembourg og Frankrig?

Det er svært ikke at tænke på USA’s nuværende præsident og hans aggressive kurs over for sine allierede, ikke mindst Danmark og Grønland. Hverken de nye pengesedler eller de nye landegrænser blev til virkelighed, men begge dele forklarer den franske skepsis over for USA.

En skepsis, som vi i Europa i dag kan være glade for, og som eksempelvis manifesterede sig i, at Frankrig var et af de lande, der var først til at sende til tropper til Grønland som led i den såkaldte militærøvelse.

Held og heroisme
For det fjerde viser filmene, hvor vigtigt held, tilfældigheder, flid, fedt og snyd samt ikke mindst personer og personlige relationer er i politik. Krig er, som militærhistorikeren Clausewitz sagde, fortsættelsen af politik med andre midler.

Hvis ikke Churchill havde været så glad for Frankrig, at han ikke bare drak flydende fransk champagne af mærket Pol Roger, men også talte flydende fransk, havde han næppe bakket de Gaulle op i samme grad. Uden opbakningen fra Churchill havde verdenshistorien set anderledes ud.

Og hvad var der sket, hvis ikke de Gaulle havde haft held med sine mange bluffnumre?

Endelig for det femte viser filmen, at når politikere kæmper for at få magt, skyldes det en dybtfølt overbevisning om, at de har ret. Det har de jo ikke alle sammen, men de Gaulle havde altså ret.

Det ville være til at forstå, hvis de Gaulle havde kastet håndklædet i ringen og var taget hjem til sin hustru og deres børn, hvor den yngste datter oven i købet havde Downs syndrom.

Men det gør han ikke. Og det gør de mange tapre andre franske frihedskæmpere heller ikke. De kæmper for alt, hvad de har kært. Ikke for egen vinding, men for Frankrig.

Så hvis du ikke har fået set de to franske blockbuster-film om de Gaulle endnu – så se dem!

Det er underholdende, spændende, rørende, gribende og morsom historieundervisning med en nutidig relevans.

Hvis jeg var Hjemmeværnet, ville jeg skynde mig at reservere plads i reklameblokken til De Gaulle – Résistance og Liberté, som de to film hedder på originalsproget.

Og ja, skal jeg komme med en sidste pointe, så er fransk godt nok et fedt sprog at holde flammende taler på.