Farvel, fodbold. Farvel!

En epoke sluttede i går aftes. Messi-epoken.

For mig begyndte den en efterårsaften i 2008. Jeg sad en lørdag aften og zappede mellem tv-kanalerne, mens jeg spiste aftensmad, da jeg pludselig landede i en fodboldkamp. Jeg blev hængende – tryllebundet.

Ellers havde jeg faktisk lagt fodbolden på hylden.

Som barn havde den betydet alt. Ugens store højdepunkt var Tipsfodbold, som programmet hed dengang. DR viste en kamp fra den engelske liga – den række, hvor hele Danmark sad klar for at se, om de havde tretten rigtige på tipskuponen.

Vi tippede ikke, men min far og jeg havde vores eget ritual. Hver lørdag klokken fire satte vi os foran fjernsynet og så kampen sammen. Vi holdt med Stoke, der havde legendariske Gordon Banks mellem stængerne, og Leeds United.

Senere tog min far mig med i Parken, hvor vi så KB. Jeg stod også på tribunen på Næstved Stadion, da jeg oplevede et af de helt store fodboldøjeblikke. En lykkerus bredte sig, da Hans Aabechs gyldne pande mirakuløst sendte bolden i mål to minutter før tid og sikrede KB det danske mesterskab.

Men da jeg begyndte på studielivet, gled fodbolden i baggrunden. Filmen tog over som min store passion, og jeg ville hellere bruge tiden på at se alle de filmiske mesterværker, jeg kunne komme i nærheden af, end at følge en sport, hvor så frustrerende meget afhænger af lunefulde tilfældigheder.

Indtil jeg i 2008 så fodbold fra en anden verden.

Fodbold som kunst
Sådan føltes det i hvert fald. Spillet var så elegant og legende, at det nærmest kunne beskrives som kunst. Jeg forelskede mig med det samme. Samtidig undrede jeg mig over, hvordan fodbolden kunne have udviklet sig så meget i de år, jeg havde været væk.

Jeg tog fejl. Fodbolden havde ikke ændret sig. Det var kun ét hold i verden, der spillede sådan. FC Barcelona. Med Xavi, Iniesta og Messi. Og Guardiola som nystartet træner.

Jeg begyndte at se dem spille hver weekend. Jeg gik på pub og nød deres ekstraordinære spil sammen med andre fans. Det føltes mindre som at se en fodboldkamp og mere som at overvære en forestilling.

Spillestilen blev døbt tiki-taka – en fodboldfilosofi bygget på korte afleveringer, konstant bevægelse og en næsten hypnotisk evne til at beholde bolden. Og mistede de den, forsøgte de straks at vinde den tilbage gennem et voldsomt genpres.

Tiki-taka har i dag fået et ry for at være kedelig maskinfodbold, men i sin oprindelige form – med superhjernen Xavi, ekvilibristen Iniesta og geniet Messi – var det underholdende, poetisk og fyldt med pludselige eksplosioner af kreativitet.

Jeg så stort set alle Barcelonas kampe frem til den 8. august 2021, hvor Messi holdt sin følelsesladede afskedspressekonference. På grund af en katastrofal ledelse og klubbens økonomiske problemer blev han tvunget til at forlade den klub, der havde været hans hjem, siden han som trettenårig forlod Argentina og trådte ind på ungdomsakademiet. Han havde endda accepteret at halvere sin løn for at blive, men Barcelonas økonomi var kørt så langt ud over kanten, at selv det ikke var nok.

Xavi havde allerede stoppet karrieren, Iniesta var rejst til Japan, og med Messis farvel var magien helt væk. En uværdig afslutning for klubbens største spiller gennem tiderne.

Tom Cruise er fin nok
Men Lionel Messi fik sin revanche ved VM i 2022, da Argentina besejrede Frankrig i den største VM-finale nogensinde. Og jeg besluttede mig for, at det skulle være min sidste fodboldkamp. Der fandtes ikke en bedre afslutning. Det perfekte farvel.

Men sensationelt var Messi fire år senere tilbage på VM-scenen. Nu som 39-årig. Han lagde ud med et hattrick mod Algeriet. Kunne han gentage triumfen?

Det måtte jeg naturligvis se. Og jeg blev mødt af en besynderlig version af fodbold: dommerne accepterede skub, trøjetræk og andre unoder, VAR-afgørelser trak ud i det uendelige, reklamepauser var forklædt som væskepauser, seerne blev distraheret af ligegyldige ”genkend-en-kendis”-klip, og finalen bød på et stjernespækket pauseshow på hele 27 minutter og 18 sekunder.

”Vi kan godt lide sang og dans. Og Tom Cruise er fin nok, meeen …” sagde Per Frimann (tidligere KB-spiller) tørt til sin medkommentator Andreas Kraul om forlængelsen af pausen, hvor spillerne blev revet ud af kampens rytme og tvunget til at vente, mens VM-showet skulle afvikles.

Det var prisen for at afholde en VM-finale i underholdningsindustriens højborg. Kampen blev spillet på den dårligste og tørreste bane i mands minde, fordi det udvidede pauseshow ikke levnede tid til at vande græsset ordentligt. Og spillerne virkede udmattede efter en historisk lang og varm turnering.

Ørkenvandring
Finalen blev derefter.

”90 minutters tyranni,” som min kæreste plejer at sige, når jeg forsøger at overtale hende til at se en fodboldkamp. I dette tilfælde blev det 135 minutters tyranni med de indlagte pauser, halvlegsshowet og den forlængede spilletid.

Spanien spillede en degenereret form for tiki-taka: langsomt, repetitivt, forudsigeligt, ukreativitet. En ørkenvandring – nærmest bogstaveligt talt.

Og mine elskede argentinere var forvandlet til statister i en slags en moderne udgave af 1960’ernes Inter Milan, der kynisk parkerede en mur af spillere foran eget straffesparksfelt ud fra en enkel filosofi: Hvis vi ikke kan score, skal modstanderen i hvert fald heller ikke have lov.

Boldbesiddelse: 68 % – 32 %. Skud på mål: 20 – 3. I Spaniens favør. Tallene taler for sig selv.

Værst af alt kammede argentinernes brændende engagement, verdensklasse-fighting spirit og næsten spirituelle overlevelsesinstinkt over og blev til afmægtig brutalitet, ja, nærmest vold. Det var den diametrale modsætning til den magiske VM-finale fire år tidligere.

Det ultimative symbol
Undervejs solgte FIFA sin integritet, da præsident Trump fik ændret en karantæne til en amerikansk nøglespiller. Det burde ikke overraske nogen. FIFA-præsident Gianni Infantino havde allerede gjort sig til Trumps mest ivrige hofmand, da han ud af det blå overrakte ham en forløjet fredspris kort før VM.

De to præsidenters overrækkelse af VM-trofæet i event-arenaen MetLife Stadium i New York må siges at være det ultimative symbol på, hvor langt fodbolden har bevæget sig.

Den gamle arbejdersport, der engang handlede om fabrikker, lokale helte og lørdag eftermiddag på stadion, er i dag en milliardindustri, hvor politik, tv-rettigheder, branding og sponsorer fra lyssky regimer er en del af pakken.

En ny type fodboldspiller har set dagens ly: den gigarige superstjerne, der snarere spiller for sig eget navn end for holdet, nationen og æren. Fodboldspilleren som globalt brand – Ronaldo, Neymar, Mbappé.

Og midt i hele hurlumhejet stod Lionel Messi, verdens bedste fodboldspiller, med sølvmedaljen om halsen og tårer i øjnene. Det mest utrolige er, at han – i en tid, hvor fodbolden for længst har mistet sin uskyld – inderst inde stadig bare er en dreng, der elsker at spille fodbold.

Finalen blev ikke den værdige afsked med ham, som man kunne have ønsket sig. Men sådan er fodbold: lunefuld. For mit eget vedkommende er beslutningen denne gang definitiv.

Farvel, fodbold. Farvel!