Nyhed
30. apr. 2011 | 15:52

Fransk, amerikansk eller sydkoreansk?

Ifølge Ekkos kritikerpanel skal vinderen af hovedkonkurrencen New Talent Grand Pix 2011, der uddeles i aften, findes blandt tre-fire film.
Af Claus Christensen

Ti film, ti lande, ti debutanter.

I aften afgøres det, hvem der løber med New Talent grand Pix 2011 og den nette sum på 30.000 euro, godt og vel 220.000 danske kroner.

Det er en jury på tre personer, der skal træffe afgørelsen, men hvis man skal tro Ekkos kritikerpanel, så går prisen til en sydkoreansk, fransk eller amerikansk instruktør.

Øverst i Stjernebarometeret ligger Jo Sung-hees sydkoreanske End of Animal, som forener road-movie og apokalyptisk fremtidsgyser. Det er en intens, dyster og meget mystisk film, hvor en tilsyneladende banal taxatur udvikler sig til et sandt mareridt for den gravide Soon-young.

End of Animal har et stjernegennemsnit på 3,1 (ud af fire), og det er samtidig den film, som kritikerne er mest enige om. Ekkos Henrik Østergaard har den som sin vinder, og seks ud af syv kritikere vurderer den som enten ”god” eller ”bedst”.

Men den sydkoreanske lavbudget-film bliver åndet i nakken af David Dusas franske Flowers of Evil, som er frisk, original og energifyldt – kort sagt: en ægte debutantfilm.

Fransk YouTube-kandidat
Flowers of Evil foregår i Paris og beskriver mødet mellem en danseglad fransk fyr og en iransk studine i sommeren 2009, hvor voldsomme uroligheder samtidig fandt sted i Iran.

Via iranske amatøroptagelser fra YouTube, der elegant indflettes i handlingen, får de unges forelskelse et tankevækkende politisk bagtæppe, ligesom pigens frihedslængsel sættes i relief.

Filmen har i Stjernebarometeret et gennemsnit på 3 og er Weekendavisens Nikolaj Mangurten Lassen og undertegnedes favorit til at vinde New Talent Grand Pix.

Amerikansk naturlyrik
Politikens Michael Bo er panelets suverænt med generøse kritiker (gennemsnit 3,1), og sammen med Informations Katrine Hornstrup Yde har han valgt den amerikanske Two Gates of Sleep som sin vinderfilm.

Alistair Banks Griffins simple og næsten ordløse fabel om to brødre, der skal begrave deres mor, foregår ved Mississippi-floden. Den er båret af nærmest spirituelle naturoptagelser, der kan minde om Terrence Malicks film.

Men Two Gates of Sleep er også en film, som deler panelet, idet fire kritikere kun har takseret den til to stjerner, det vil sige ”rimelig”. Til gengæld er den en minimalistisk artfilm af den slags, som altid er i høj kurs på festivaler og sagtens vil kunne begejstre en jury.

Kulørt Congo-outsider
De to sidste kritikere i Ekkos panel har deres helt egne favoritter.

Jyllands-Postens Nanna Frank Rasmussen peger på irske Alicia Duffys børne-jalousidrama, All Good Children, som panelet i gennemsnit har givet 2,6 point.

Og Stjernebarometerets enlige udenlandske kritiker, Neil Young fra The Hollywood Reporter, foretrækker Djo Tunda Wa Mungas Viva Riva!, der er noget så usædvanligt som en gangsterfilm fra Congo.

Den forbløffende velgjorte Congo-gangsterfilm er skamløst underholdende, men åbenbart også en mandefilm, for de to kvinder kritikere i panelet har kvitteret med blot en enkelt stjerne.

Man mindes dog ikke tidligere at have set en film fra Den Demokratiske Republik Congo, så det kunne være et forfriskende vindervalg. Men mon juryen tør give prisen til det mest kulørte indslag i en hovedkonkurrence, der har været præget af stillestående og noget selvhøjtidelige film?

Det får vi svar på om nogle timer.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko