I Cannes sidder aktivisterne i juryen

”Skam jer, Hollywood!”

Så hårdt lød det fra den skotske manuskriptforfatter Paul Laverty, da han tirsdag formiddag rundede juryens pressemøde af på Cannes-festivalen.

”Er det ikke fascinerende at se folk som Susan Sarandon, Javier Bardem og Mark Ruffalo blacklisted på grund af deres holdninger, fordi de siger fra over for mord på kvinder og børn i Gaza?” lød det ironisk fra manuskriptforfatteren.

Paul Laverty har siden 1990’erne været socialrealistiske Ken Loach’ faste samarbejdspartner, og skrev blandt andet Guldpalmevinderne The Wind That Shakes the Barley og Jeg, Daniel Blake.

Han lagde også polemisk fra start, da han anklagede Israel for at begå folkemord og opsummerede tidsånden med et citat fra Shakespeares King Lear: ”Det er den onde tid, når gale leder de blinde.”

Det var en eftertrykkelig forskelsmarkering fra dette års Berlinale, hvor juryformand Wim Wenders blev stillet et spørgsmål om Gaza, og for at gyde olie på vandene kom for skade at sige, at filmskabere er nødt til at holde sig bort fra politik.

En kommentar, der udløste så stor en shitstorm, at det nærmest overskyggede filmene på festivalen. Festivaldirektør Tricia Tuttle skød dengang skylden på ”aktivistiske journalister”.

Men i Cannes er der altså højere til loftet – her sidder aktivisterne med i juryen.

Kunst og politik
Alle de førende filmfestivaler – Sundance, Berlinalen, Cannes og Venedig – har siden 7. oktober 2023 i et eller andet omfang forsøgt at styre samtalen uden om ømtålelige politiske spørgsmål.

Men det er lettere sagt end gjort, lød det fra jurypræsident Park Chan-wook (Oldboy, The Handmaiden, No Other Choice), da han som det første blev spurgt om forholdet mellem kunst og politik.

”De to emner kan ikke adskilles. Det er et underligt koncept, at de skulle være i konflikt med hinanden,” forklarede han.

”En film bør ikke ignoreres, fordi den har et politisk budskab. Og selv det stærkeste budskab er ikke andet end propaganda, hvis ikke det er kunstfærdigt udtrykt.”

Nyttesløst at stå imod AI
Det er ikke kun Gaza, der deler vandene i filmbranchen.

Det har allerede vakt kritik, at Steven Soderbergh har brugt AI i sin dokumentar John Lennon: The Last Interview, der har verdenspremiere fredag aften.

Filmen er baseret på et aldrig før udgivet interview, som den gamle Beatle med Yoko Ono ved sin side gav få timer før, han blev skuddræbt 8. december 1980. Og den amerikanske instruktør har brugt AI-genereret videomateriale til at illustrere de idéer, John Lennon udfolder i interviewet.

”Det viste sig at være at virkelig godt værktøj til bestemte afsnit, hvor jeg havde brug for surrealistiske billeder, som var umulige at optage.” forsvarede instruktøren sig for nyligt i branchemediet Variety.

”Hvis du viser mig et nyt værktøj, vil jeg have det i hænderne og se, hvad det kan.”

Det var omtrent samme budskab, den amerikanske skuespiller Demi Moore gav til pressemødet, da hun blev spurgt om brugen af AI i filmbranchen:

”At stå imod AI er en kamp, vi er dømt til at tabe. En mere langtidsholdbar løsning er at finde måder at benytte det på,” rådede skuespilleren.

Hvem ejer algoritmerne?
Det har hun formentlig ret i.

Det er kun få uger siden, at en festival for AI-generede film fandt sted i Palais des Festivals. Og Croisetten er som de fleste steder plastret til med reklameplakater, der ser mistænkeligt plastikagtige ud.

Taget i betragtning, hvordan teknologien vinder indpas overalt i de kreative industrier, risikerer filmbranchen snart at stå i en situation, hvor man enten bruger eller lyver om at bruge AI.

Igen var det Paul Laverty, der satte fingeren på pulsen med et opfølgende spørgsmål: ”Hvem ejer de her konglomerater? For de bestemmer, hvilke algoritmer, der kontrollerer vores liv.”

”Vi kan ikke lade tech-milliardærer, som for det meste er højreorienterede liberalister, bestemme over vores liv. Vi er nødt til at få klarhed over, hvem der ejer teknologien, og vi må kræve, at det bliver mere gennemskueligt og demokratisk. AI er alt for vigtigt til, at vi kan overlade det til de her fyre.”