Ekko Shortlist Awards 2022
21. okt. 2022 | 11:06 - Opdateret 04. nov. 2022 | 14:48

Indstil kandidater til diversitetspris

Foto | Ólafur Steinar Rye Gestsson
Kate Krosschell fra MIX Copenhagen gik under Ekko Shortlist Awards 2021 på scenen for at modtage Diversitet Prisen på vegne af lgbtq-festivalen.

Alle kan nu sende forslag til, hvem de mener er en værdig vinder af Diversitet Prisen, som for anden gang uddeles ved Ekko Shortlist Awards i en hyldest til mangfoldighed og gensidig respekt.

Af Nicki Bruun

Vi er i fuld gang med at gøre klar til et brag af en filmfest, når Ekko Shortlist Awards den 19. november løber af stablen i Bremen Teater i København.

Det er niende gang, at prisuddelingen for de bedste præstationer i kortfilmgenren finder sted. Sidste år indførte vi en ny pris, som også bliver uddelt ved årets store show.

Diversitet Prisen er en hyldest til en arbejdsplads, en producent, en broadcaster eller en enkelt person, som gør en særlig indsats for at inkludere alle mennesker – uanset køn, seksualitet, alder, etnicitet og social klasse – og alene værdsætte dem for deres faglige kvaliteter.

Og du bestemmer, hvem der kommer i spil til prisen. Alle kan nemlig komme med forslag til, hvem man mener er en værdig modtager af prisen.

Deadline er den 10. november kl. 12, hvor man senest skal have sendt sin indstilling til ekko@ekkofilm.dk. Der skal medfølge en kort begrundelse for, hvorfor en person eller institution har fortjent prisen.

Billetsalget til Ekko Shortlist Awards 2022 er åbent, så køb billetten nu!

Hyldest blandt ligesindede
Diversitet Prisen uddeles af FILM&TVGRUPPEN, som er en organisation af film- og tv-arbejdere under fagforeningen Dansk Journalistforbund. Med over 2.000 medlemmer er gruppen en af de største i filmbranchen.

Initiativet til Diversitet Prisen blev taget i kølvandet på, at folkene bag det såkaldte Protestbrev i Ekkos spalter kaldte på et øget fokus på gensidig respekt i den danske filmbranche.

Det er en jury bestående af folk fra landets største broadcastere og produktionsselskaber, der vurderer de indkomne forslag og udvælger fem nominerede.

Ved Ekko Shortlist Awards 2022 bliver vinderen af Diversitet Prisen udråbt på scenen ligesom showets andre prismodtagere, så de kan blive hædret blandt ligesindede og kolleger.

Sidste år var tv-stationen TV-Glad, Filmværkstedet København, lgbtq-festivalen MIX Copenhagen, komikeren Ellie Jokar og producenten Malene Flindt Pedersen nomineret.

Prisen blev vundet af MIX Copenhagen, der i dag fredag netop har slået dørene op for årets udgave af den mangfoldige festival.

Kommentarer

Ekko Shortlist Awards

Prisuddeling for danske filmskabere og deres kortfilm.

Finder i år sted den 19. november i Bremen Teater i København.

Se filmene på Ekko Shortlist og upload din egen film.

Støttet af Det Danske Filminstitut, Producentforeningen, FILM&TVGRUPPEN i Journalistforbundet og Danske Filminstruktører.

Køb billet!

© Filmmagasinet Ekko