”Jeg skrev Weekendavisen ud af mit hjerte”

Alt var jo godt i mange år, og især i de sidste seks-syv stykker – med Synne Rifbjerg som kulturredaktør – var det både meningsfuldt og tilfredsstillende at være filmanmelder på Weekendavisen.

Jeg havde en fast ugentlig broadsheet-side med plads til fire film og skrev ved siden af diverse interviews og reportager, bidrog til Levned & meninger-klummen og anmeldte bøger fra tid til anden. Vi kom helskindet gennem Covid19-perioden, og det lykkedes at fastholde filmkritik som et fast stofområde.

I februar 2022 blev Synne Rifbjerg afløst af Kathrine Tschemerinsky. Hun kom til med en erklæret hensigt om at afskaffe den faste filmside, nedprioritere kritikken som genre (til fordel for vinklede tekster i kommentageformen, som nu fylder næsten alt i avisen) og generelt brede stofområderne ud.

I særdeleshed var det vigtigt for hende at knytte Lasse Winther Jensen tæt til avisen og give ham de opgaver, som han ønskede sig.

I begyndelsen talte vi pænt sammen og holdt et lille ugentligt møde. Den første store konflikt kom, da jeg ikke fik lov at anmelde Verdens værste menneske og interviewe Joachim Trier. Jeg havde forberedt mig, levet med filmen og endog i hånden transskriberet den fulde ordlyd af monologen, som Anders Danielsen Lies karakter fremsiger mod slutningen.

Det gjorde ikke indtryk, at jeg havde skrevet om Triers øvrige film og interviewet ham flere gange. Vi havde siden en serie konflikter i den genre.

Der fulgte nu et svært år med uafbrudt tovtrækkeri. I begyndelsen holdt Martin Krasnik med mig. Han sagde i hvert fald gentagne gange, at jeg var den primære filmanmelder, men at Kathrine var ny og skulle have mulighed for at føre sine idéer igennem. Lige pludselig holdt han så ikke med mig mere.

Natten til torsdag den 23. februar i år (2023, red.) havde jeg sat livet på spil for at skrive, aflevere og indlæse min anmeldelse af Kysset, som er en større, perspektiverende tekst, der fokuserer på Stefan Zweigs forlæg og prøver at formidle, hvordan Bille August denne gang kan (og gør) noget særligt.

Der kom en kig-ind-sms fra Martin, som lidt ad hoc skrev, at han havde set Damien Chazelles Babylon (som det var lykkedes mig at skrive langt om en uge, da Christoffer Zieler redigerede). Han syntes også, den var ”ret fed”.

Det var ikke helt det, jeg skrev, men anyway: Jeg kom overtræt ind på Martins kontor, hvor han forklarede mig, at det var tvingende nødvendigt for avisens overlevelse, at jeg tog imod en frivillig fratrædelse per 1. marts 2023. Der skulle skrives under allerede næste dag. Jeg havde altså én dag til at overveje, hvordan jeg skulle reagere.

Jeg trak tiden lidt, men om mandagen mødtes vi, og jeg skrev under. Begrundelsen var avisens økonomi – også i den mail, han sendte ud til kolleger om, at vi ikke længere skulle have en fast filmkritiker. Den funktion fik Lasse Winther så straks samme uge. Men det var planen – skrev Martin også ud – at jeg skulle fortsætte på avisen som fastlancer, indtil jeg ikke ville mere.

Det var sukkeret, han strøede på min fyring – en leveringsaftale, som sikrede mig 20.000 kroner per måned.

Jeg var og er stadig i chok, ramt i mit inderste væsen og særligt destabiliseret, fordi jeg i tiden med Kathrine virkelig gjorde mit bedste, overholdt alle deadlines, skrev på de givne mål og brugte timer på at indtale teksterne (med megen bonusinfo) fra mit hjemmestudie (med hovedet inde i skabet på trappen, som jeg skrev om i flere klummer).

Jeg gjorde virkelig modstand. Da en sms-krig bølgede, skrev Martin, om jeg da ikke havde troet, vi skulle ”have den samtale en dag”.

Nå. Dagen efter opsigelsen medvirkede jeg i Jesper Steins DR-dokumentarserie om Drukkultur (jeg er gæst i anden del af episode to – den ligger stadig på DR) og var helt rundt på gulvet. Jeg arbejdede videre og skrev om et par af de film, Kathrine modstræbende havde lovet mig: Empire of Light, Corsage og The Fabelmans.

Især Spielbergs autofiktion havde udløst en konfrontation på niveau med Joachim Trier-slagsmålet. Jeg vandt altså slaget, men tabte krigen.

Hen over sommeren bad jeg om adskillige film, men fik afslag hver gang. Det lykkedes mig at anmelde Oliver Hermanus og Kazuo Ishiguros Kurosawa-baserede Living den 4. maj. Mit sidste WA-bidrag ever blev anmeldelsen af Mario Martones Nostalgia – skrevet, indtalt og lagt på nettet den 6. juli, trykt fredag den 7. juli 2023.

Jeg bad om Wes Andersons Asteroid City, den femte Indiana Jones-film og Christopher Nolans Oppenheimer. Jeg fik afslag, holdt i stedet foredrag til forpremieren (i Moviehouse Hellerup og Helsingør) på Asteroid City og skrev i lang form om Indiana Jones og Oppenheimer, senere også Bastarden, til POV. Jeg havde i forvejen en aftale med POV, som brugte tekster fra min blog nu og da.

Jeg begyndte at udgive en blog i 2019. Den handler om film, musik og litteratur. Det er typisk allerede trykte tekster, som bliver arkiveret her, men med noter, links, tilføjelser og ajourføring, så læseren får den definitive udgave. Jeg har i perioder publiceret dagligt – i andre kun én til to tekster om ugen. Der er pt. 948 udgivne indlæg, som er set af 437.000 brugere.

Det er mit håb og min plan at få bloggen anbragt i en portal af en slags, måske hos et forlag, når der ligger 1000 bidrag. Jokeren i alt dette er: Min blog er uafhængig og absolut annoncefri. POV er et lille netmedie uden betalingsmur. Der er ingen penge i noget – tværtimod koster det jo at vedligeholde websitet bogreenjensen.dk, hvor min blog er sat på en fane (bloggen er nu nedlagt, red.).

Jeg fylder 68 om lidt og har en meget trængt økonomi. Jeg var så afhængig af Weekendavisen – og ved faktisk ikke, hvad der skal ske, når min opsigelsesperiode udløber.

Eller jeg ved måske så meget, at jeg skal til at skrive flere bøger og mere af mit eget, altså skønlitterære tekster. Jeg begyndte at tage oversætteropgaver allerede, da energipriserne blev tidoblet under corona, og jeg har generelt holdt flere foredrag og været aktiv i ikke-filmrelaterede sammenhænge.

Men for at gøre avisen helt færdig: Når jeg holder foredrag, er det første spørgsmål fra arrangøren, hvorfor jeg ikke skriver i avisen mere. Det er det tredje spørgsmål fra salen. Det kommer tit op i tråde på Facebook, og i begyndelsen svarede jeg ærligt, at jeg ikke kunne enes med redaktøren.

Det blev Martin Krasnik meget vred over. Han fik det til, at jeg førte en smædekampagne på sociale medier. Først på sommeren havde vi en timelang telefonsamtale, hvor vi råbte og skreg (begge med børn og familier i baggrunden). Det var, som han siden udtrykte det, ”uværdigt for begge parter”.

Da skolen begyndte igen efter ferien, mødte jeg tilfældigt Klaus Wivel ved Krebs Skole (hvor Ava går i 5. Ludvig Holberg nu). Han sagde: ”Kom op på avisen og snak.” Det var lige efter Oppenheimer. Alle havde læst den tekst på POV. Samme dag kom igen en sms fra Martin K. ”Kig ind og lad os snakke.” Da jeg kom, lå papirerne klar allerede. Han havde tænkt over det hele sommeren, og det kunne bare ikke fungere, så der blev ingen fastlance-aftale nu.

Jeg slugte på stedet al stolthed (det har jeg gjort hele året) og spurgte, om jeg ikke kunne skrive ”bare en boganmeldelse ind imellem”. ”Nej,” sagde Martin. ”Det bliver for småt.” Jeg sagde, jeg ville gå hjem og begynde at skrive Weekendavisen ud af mit hjerte.

Dét har jeg gjort. Jeg afmeldte avisen og læser den ikke på nettet. Dér er det så endt efter 42 år. Mit første bidrag blev trykt i avisen den 30. oktober 1981. Der har stået bogstaveligt 9000 tekster.

Hvad jeg vil sige om at skrive filmkritik her det sidste sære år: Jeg savner virkelig ikke at skrive hurtigst muligt i givent format om tre-fire film hver uge.

Jeg nyder at se klassikere på 4K Blu-ray, bokssæt med samlet Godard, Truffaut, Melville, Tavernier, Buñuel, Becker og så videre. Jeg nyder at have tid til at se både 1981-versionen og 2016-versionen af Abel Gances Napoléon (1927), når jeg henviser til maratonværket i min anmeldelse af Ridley Scotts opus 28. Jeg skal tage mig sammen i flere omgange til at skrive de dér essayistiske ting på 20-30.000 enheder, men det føles til gengæld tilfredsstillende, når det er gjort.

Angående essays, tilbageskuende refleksioner etc. Noget af det første, Kathrine ville have mig til, var at se tilbage i en serie, en tekst per årti om tendenser i filmen i de 50 år, som har været min tid. Jeg sagde nej, fordi jeg hellere vil se, følge med i og forholde mig til nye film – så netop i går Jonathan Glazers The Zone of Interest og i dag Justine Triets Anatomy of a Fall.

Men jeg har så meget ud af at gense det gamle. Forstår jo mange af de film meget bedre nu, og de har aldrig stået så skarpt. Jeg ville bare ikke brandes som Yesterday’s Man på avisen, og til sidst var der bitter krig hele tiden.

Alt det hér er sket på atten måneder. 2023 har virkelig været et rædselsfuldt år. Jeg håber meget, at 2024 bliver bedre. Går lige nu og venter spændt på at høre, om en vigtig udgivelse bliver landet af det danske forlag. Det er en klassiker, der skal nyoversættes, og det ville give mig retning og lidt mere ro i nogle måneder.

Det er i store træk den fulde og sandfærdige beretning, som jeg indtil nu ikke har udredt så grundigt, når jeg forklarede andre, hvad der er sket.