Den apokalyptiske filmpoet
Michael Haneke insisterer på, at filmkunsten fortsat må være ubehagelig, krænkende, kontroversiel. Portræt af den østrigske instruktør, der er aktuel i biografen med Cannes-vinderen Skjult.
Michael Haneke insisterer på, at filmkunsten fortsat må være ubehagelig, krænkende, kontroversiel. Portræt af den østrigske instruktør, der er aktuel i biografen med Cannes-vinderen Skjult.
World of Warcraft er det hidtil mest populære online-rollespil. Men hvorfor? Hvordan kan det tiltrække både regelnørder, kamphaner, egotrippere og sludretanter?
Alt drama er entré og sortie. Nogen kommer ind. Nogen mødes. Nogen går igen. Manuskriptforfatteren, afdelingsleder for Manuskript og Dramaturgi på Den Danske Filmskole, Mogens Rukov, skriver et brev om nogle af de døre, der har inspireret ham.
Man kan lyve med et autentisk billede, ligesom man kan tale sandt med et uautentisk. Måske var det forvekslingen af sandhed og autenticitet, der kom til at koste Jeppe Nybroe jobbet på DR.
Hvorfor kan man altid finde parkeringsplads midt i New York? Hvorfor kan Eiffeltårnet ses fra hvilket som helst vindue i Paris? Og hvorfor bryder biler, der smadres, næsten altid i brand? Lektor Peter Schepelern går i clinch med filmklicheerne.
Boksning er blodrus og blå mærker. Men samtidig kalder de på vores civiliserede væmmelse. I anledning af James Tobacks dokumentar Tyson giver Kristoffer Hegnsvad et indblik i den voldelige genres fascinationskraft i ringen og på filmlærredet.
I midten af 1990’erne brød en ny dansk filmgeneration igennem. De var inspireret af amerikansk film og omplantede med succes amerikanske filmformler i en dansk samtidsvirkelighed. Nu forsøger den samme generation sig med engelsksprogede film. Det er en fejltagelse, mener lektor Peter Schepelern.
Lars von Trier og hans faste manuskriptmakker Niels Vørsel skrev i 1990 et manifest på engelsk til 30-års-filmen Dimension. I anledning af Ekkos udgivelse af den ufærdige film bringer vi her manifestet i sin fulde længde.
Den kvindelige seksualitet er dødsensfarlig, faktisk intet mindre end livstruende. Hvis man altså skal tro, hvad vi ser på film.
I Ekko #40 skrev instruktøren Nikolaj Arcel om sit forhold til filmjournalister, mens et panel af filmfolk vurderede ti fremtrædende filmanmeldere. En af de anmeldte var Ebbe Iversen — Berlingske Tidendes kritiker gennem fire årtier — som vi her giver ordet.