Køoplevelsen får seks stjerner fra mig

Dybt inde i campingområdet på Roskilde Festival giver en ring af træer skygge til en lille, aflang rød bygning med ”CINEMA” i hvide versaler på taget. 

Her genopstår festivalens biograf en søndag formiddag, tretten år efter den lukkede med henvisning til et behov for forandring.

Forandringens vinde er vendt, og imens de omkringliggende camps langsomt gnider glitter ud af øjnene og kommer til hægterne oven på nattens regn, torden og lyn, er vi en lille flok, der lister ind i mørket. 

Her er ét langt rum beklædt med hængende røde gardiner, som samler sig i en spids i biografens loft og løber hele vejen ned til filmlærredet. Det fremmaner fornemmelsen af at være trådt ind i et hyggeligt festtelt og føles passende midt i et hav af telte og pavilloner. 

Blandt de omkring 100 siddepladser placerer jeg mig på anden bagerste stolerække og venter på, at den tyske dokumentarfilm The Tender Revolution åbner ballet, imens publikum kun fylder salen halvt op. 

Det skal ændre sig, når aktivisten Emma Holten og handicapforskeren Emil Falster efter filmen indtager den meget lave scenen under lærredet. De er aftenens trækplaster, og jeg kan kun skimte toppen af deres hoveder fra min plads. Folk må stå ned langs siderne i biografen for at være med. 

Dokumentaren følger mennesker, der lever med svære handicap, og de personer, der drager omsorg for dem. Den udfordrer vores forestillinger om omsorgens rolle og peger på behovet for et grundlæggende opgør med, hvordan vi værdisætter de bløde værdier. 

Samtalen mellem Holten og Falster indfanger præcist det, man med rette kan kalde Roskilde-festivalens ånd. 

Når Spotify vinder, taber musikerne
Den nye Cinema adskiller sig fra den gamle, der lukkede i 2013 og havde plads til 800 filmgæster. Ikke alene er den betydeligt mindre, men programmet er også koncentreret om dagene, inden musikken går i gang. 

Til gengæld er programmet herligt varieret, og flere af filmvisningerne ledsages af talks, workshops eller en fælles meditation over temaer, der udforskes. 

Den alarmerende kortfilm Why Spotify’s CEO Is Worth Billions While Musicians Make Pennies – som kan ses på YouTube – udfordrer mandagens biografgængere på deres forhold til Spotify. Filmen efterfølges af en snak med det danske band Slim0, der har fjernet deres musik fra streamingtjenesten og kritiserer dens praksis. 

I Why Freedom-begivenheden interviewes filmskaberne til en samling af afrikanske dokumentar-kortfilm, som sætter fokus på sociale problematikker, der hindrer individets frihed. 

Som når ulovlig minedrift i Ghana forvandler en klar, livgivende flod til et en brun, giftig fare for økosystemet. Eller når en somalisk filmskaber grundet sit køn må lægge bånd på sine kreative visioner i et samfund, hvor kvinder tvinges til at dække sig til. 

Imens pumper basserne igennem væggene fra de kæmpe lydsystemer i de mange camps, der har kringsat dette intime, audiovisuelle univers, Cinema prøver at skabe. Og Spotify supplerer ironisk nok de fleste af spillelisterne, der trænger sig på inde i den lille røde bygning. 

Man kan høre folks prutter
Jeg vender tilbage sent på aftenen for at opleve Carl Th. Dreyers første tonefilm, Vampyr fra 1932. Duoen Big Fan har skabt et nyt soundtrack, som de fremfører live under visningen. Samtidig sætter filmen punktum for et gennemgående tema i filmdagene, hvor hver

aften er blevet rundet af med en vampyrfortælling. 

Men jeg kommer for sent. 

I modsætning til de øvrige visninger, jeg har været til, er biografen fyldt til bristepunktet. Kun de mest optimistiske ville stille sig bagest i den lange kø, der bugter sig langs ringen af træer. 

Foran mig står en nordmand og en dansker med samme optimisme som mig. Vi får ikke set et eneste glimt af filmen den første time, men fordriver tiden med munter snak. 

Danskeren hedder Klaus – med K, hvilket han opklarer for mig næste dag, da han spotter mig til en gospelkoncert og løber hen og krammer mig. Han har gået i gymnasiet med Mija Milovic, den ene del af Big Fan og medlem af trioen Slim0. Han bor i campingområdet Get A Silent Spot, hvor der er så stille, at han kan høre, når folk omkring ham prutter. 

Jeg fortæller, at jeg er frivillig for festivalen på tiende år og laver videomateriale til deres sociale medier. Så jeg har slået mit telt op i et roligt område for frivillige. 

Nordmanden får jeg aldrig navnet på, men jeg ved, at han er 37 år, at han kom fast på Roskilde fra 2006 til 2016, og ligesom Cinema er han først vendt tilbage i år. Og så ejer han mere en femten guitarer og har ikke tjent mere end små 25 kroner om året fra de få tusinder afspilninger, hans musik har fået på Spotify. 

Pusterum fra kaos
Køoplevelsen får seks stjerner fra mig, og Klaus kalder det et Roskilde-moment. 

Mens folk langsomt bliver sluset ind, og andre falder fra, rykker vi uventet frem og ender forrest ved åbningen, lige foran væggen, der skærmer projektorens lys. 

Der opstår tre ledige pladser, og vi smutter ind til de sidste ti minutter. 

Strygere og stortromme er erstattet af tunge toner fra duoens to keyboards, men udenfor er festen i fuld gang, og det kan være svært at skelne mellem det, der er tiltænkt filmen, og det, der trænger sig på udefra. 

Ordet ”Ende” toner frem på lærredet, keyboardene glider ud, og pludselig bryder Justin Timberlakes SexyBack gennem lydsystemet fra en camp 40 meter bag lærredet. 

I sin nuværende skikkelse er Cinema en behagelig oase, der tilbyder et kort pusterum fra festivalens kaos, men eskapismen når aldrig helt at indfinde sig i den svale biografsal. Festivalens puls banker insisterende udenfor væggene og forvandler filmoplevelsen i Roskilde Festivals ånd – på godt og ondt.