Cph:Dox 2022
23. mar. 2022 | 16:19

Kritikere giver stjerner på Cph:Dox

Foto | Hansen & Pedersen
I Into the Ice sætter instruktør Lars Ostenfeld sit liv på spil ved at bevæge sig dybt ned i et hul i den grønlandske indlandsis for at undersøge klimakrisens indvirkning på naturen.

Ekkos panel af internationale anmeldere uddeler på årets dokumentarfestival stjerner til alle film i hovedkonkurrencen. Se deres vurdering af åbningsfilmen!

Af Nicki Bruun

Efter to år med pandemi-påvirkede udgaver er Cph:Dox endelig klar til at afholde en dokumentarfestival med en masse biografvisninger.

I dag starter festivalen, der kører til og med 3. april. Programmet byder på både nye verdenspremierer og hits fra andre festivaler som amerikanske Sundance.

Her på Ekko har vi samlet et korps af internationale anmeldere, som i løbet af festivalen uddeler stjerner til alle tolv film i hovedkonkurrencen Dox:Award.

Blandt dem finder man Navalny om Putin-kritikeren Aleksej Navalny. Da filmen fik verdenspremiere på Sundance, skrev Rusland-eksperten Samuel Rachlin i Ekkos spalter, at filmen ”opruller en surrealistisk verden af vold og bedrag”.

Oppositionspolitikeren har netop fået ni års fængsel i hjemlandet, så det må siges at være en højaktuel film.

Mangler du et overblik over festivalens mange titler, eller er du i tvivl om, hvilke film man bliver nødt til at se, kan du løbende konsultere vores stjernebarometer.

Cph:Dox åbner i år med danske Into the Ice, hvor instruktør Lars Ostenfeld sætter sit liv på spil og begiver sig ned i et 180 meter dybt hul i den grønlandske indlandsis for at undersøge klimakrisens indvirkning på naturen.

Anmelderne i vores kritikerpanel er overvejende begejstret, så filmen lander på gennemsnittet 3,0 ud af fire mulige. Se stjernebarometeret!

Klar til stærke dokumentarer
Det er en flok navnkundige anmeldere, der udgør medlemmerne i Ekkos stjernebarometer.

Britiske Wendy Ide dækker festivalen for det førende branchemedie Screen Daily, men hun har igennem længere tid også været tilknyttet Ekkos anmelderkorps.

I sidste uge gav Ide fem stjerner til Paul Thomas Andersons Oscar-nominerede og biografaktuelle Licorice Pizza.

Carmen Gray dækker festivalen for det europæiske dokumentarmagasin Modern Times Review og har tidligere været del af kritikerpanelet.

Det samme har Lauren Wissot fra det anerkendte amerikanske Filmmaker Magazine.

Det britiske magasin Sight and Sound, et af verdens mest respekterede filmmedier, har sendt deres anmelder Nick Bradshaw til Cph:Dox.

Endelig fuldender Ekkos egen kritiker Aske Nielsen panelet. Den næste dokumentar, som anmelderne giver stjerner, er danske Andreas Koefoeds Faldet om en pige, der mirakuløst overlever et fald fra femte sal.

Trailer: Into the Ice

Kommentarer

Cph:Dox 2022

Dansk dokumentarfilmfestival etableret i 2003.

Den største af slagsen i Nordeuropa.

Kører i år fra 23. marts til 3. april.

Følg Ekkos stjernebarometer med vurdering af filmene i hovedkonkurrencen.

Læs mere om festivalen.

© Filmmagasinet Ekko