Kulturministeren vil ikke tale om … kultur

Den 7. juni skriver jeg til kulturminister Zenia Stampe via Kulturministeriets pressechef Daniel Durst-Andersen. Emnelinjen er: ”Anmodning om interview med ministeren, når lejlighed byder sig.”

Ordene ”når lejlighed byder sig” er helt bevidst. Ministeren og hendes folk skal ikke kunne parere henvendelsen med en forklaring om, at tidsrammen er alt for presset. Nej, vi vil gerne tale med hende, når det passer.

For at gøre en lang historie kort så passer det angiveligt slet ikke ministeren at tale om sit resort. Måske engang efter sommerferien, har Kulturministeriets presserådgiver Mette Gerlach forklaret mig. Jeg må igen konstatere, at jo flere rådgivere, der skal sikre kommunikationen med borgerne via pressen, desto mindre bliver der kommunikeret.

Jeg forstår, at ingen medier har fået interview endnu. For ministeren skal først lige forberede sig, må jeg forstå. Hen over sommeren!

Det er en skandale, og vi skal i medierne sige fra over for den slags magtmanipulation. Borgerne betaler politikernes løn, og når de – politikerne – udsender et grundlag for, hvordan riget skal regeres, skal de selvfølgelig stille op og forklare sig. Hvor svært kan det være?

Krybende, næsten slesk
Lad mig understrege, at det ikke er, fordi der er dårlige sager gemt i min henvendelse til Zenia Stampe. Tværtimod skriver jeg uddybende:

”Filmmagasinet Ekko vil gerne bede om et interview med den nye minister, Zenia Stampe, med fokus på AI’s betydning for film, bøger, arkitektur og andre kulturelle områder.”

Og videre er vores henvendelse nærmest en åben invitation til ministeren:

”Hvilke fordele ser ministeren i brug af AI? Hvor går grænsen, og hvordan sikrer vi, at den ikke overskrides? Vi sender gerne en mere udførlig spørgeguide og er selvfølgelig lydhøre over for, hvilke temaer ministeren selv gerne vil kaste ind i debatten.”

Altså et tilbud om, at alle spørgsmål fremsendes først, og at ministeren selv kan sætte en dagsorden. Det er så krybende og næsten slesk, at en journalist, der kan huske dengang, medierne lavede journalistik og ikke bare formidlede politisk positionering, næsten får det dårligt.

Men hvorfor i alverden skal ministeren mene noget om AI, tænker du måske. Ja, måske fordi hun selv har åbnet debatten. Eller rettere: Monologen.

Det sker i regeringsgrundlaget med løftet – eller varslet – om, at regeringen vil:

”Arbejde for, at den teknologiske udvikling ikke udhuler det kulturelle kredsløb, men sker på en måde, der respekterer skabere, rettighedshavere og demokratiske værdier, så menneskelig skaben fortsat anerkendes som en grundlæggende forudsætning for AI-tjenester og digitale platforme.”

Det er en helt afgørende dagsorden for skabende kunstnere. Ydermere hedder det i regeringsgrundlaget: ”(…) kunstig intelligens vil skabe dybe og varige forandringer af vores arbejdsmarked og vores uddannelser, hvilket vil stille store krav til, at vi som samfund hurtigt kan omstille os.”

Imponerende ingenting
Vi må forstå, at sagen er vigtig, og den haster. Regeringen tager det alvorligt.

Men Zenia Stampe har ikke travlt. Tre dage efter henvendelsen fra Ekko, har vi intet hørt. Nu går den rituelle rykkerunde i gang:
”Hej. Har I modtaget denne? God dag. Mvh Øjvind.”

Pressechef Daniel Durst-Andersen er flink og svarer med det samme: ”Yes, det har vi. Skal nok vende retur.”

Hvem ministeriet vender retur til, står hen i det uvisse. Ikke mig i hvert fald. Den 15. juni – der er altså gået en uge med ingenting – rykker jeg igen, og denne gang hører jeg fra presserådgiver Mette Gerlach.

Jeg må forstå, at sagen er røget videre i det kommunikative system af rørpost. Hun forklarer mig, at ”min anmodning er modtaget, men der er ikke taget stilling til den”.

Det vil sige, at informationsværdien er præcis den samme, som da hendes chef Daniel Durst-Andersen tog sig af den. Jeg er ikke kommet videre – jeg er bare kommet et andet sted hen. Imponerende ingenting. Der skal jo være noget at lave for alle rådgiverne, så min mail vandrer lidt mellem skriveborde og kaffekopper, tænker jeg.

”Hvis du ringer til mig, kan jeg uddybe lidt,” skriver Mette Gerlach.

Jeg ringer selvfølgelig. Og får at vide, at ministeren slet ikke har givet tiltrædelsesinterview endnu.

”Ministeren vil lige læse sig ind i området, før hun giver de store interview,” lyder det.

Umiddelbart besnærende, men basalt set noget vrøvl. Jeg har jo ikke bedt om noget stort interview, men tværtimod spurgt direkte i forlængelse af regeringsgrundlaget. Og åbnet en dør for, at ministeren selv kan vælge sit emne! Jeg skal dog forstå, at det ”nok ikke kan nås inden sommerferien”.

Altså ikke selve interviewet, men derimod svaret på, om der overhovedet bliver et interview. Eller om ministeren hellere vil ud via Politiken, der har fedtet for hende med denne underrubrik:

”Med Zenia Stampe som minister vil kulturpolitikken i højere grad komme til at handle om demokrati og moderne dannelse end om økonomi og vækst, skriver Politikens kulturredaktør i denne kommentar.”

Tvivlsom strategi
Jeg har den største lyst til at være polemisk over for rådgiveren, men undertrykker det. I stedet siger jeg bare: ”Spændende!”, hvortil Mette Gerlach lidt defensivt replicerer: ”Jeg ved ikke, om det er spændende. Det er bare en minister, der gerne vil sætte sig ind i området.”

Sætningen afslører, at hun godt ved, at ministeren burde stille op. Og dermed kan vi jo konstatere, at regeringsgrundlaget må være skrevet, uden at regeringen er inde i de områder, der fremhæves. Det er unægteligt spændende. Og lidt uhyggeligt.

Mens Zenia Stampe bruger sommerferien på at beslutte, hvor hun vil sige hvilke ord, og måske får læst regeringsgrundlaget; mens den kulturpolitiske debat dermed syltes, forsøger journalisten at passe sit arbejde. Jeg tænker, at vi lige så godt kunne være fortsat uden minister.

Jeg rækker nu ud efter tre ud af fire kulturordførere i regeringen med ret præcise spørgsmål. Se dem i boksen efter artiklen.

I min høflige og åbne henvendelse den 11. juni lyder det blandt andet: ”Jeg kontakter flere kulturordførere for at bede om et interview om kulturområdet i forlængelse af regeringsgrundlaget.”

Da jeg heller ikke hører fra ordførerne, rykker jeg den 15. juni med en lille reminder om, at politikerne dog tjener landet. ”Godmorgen! Vil den folkevalgte tale med pressen? Mvh Øjvind,” skriver jeg sammen med en smiley.

Men samlet er konklusionen, at kun Moderaternes Frida Bruun siger ja til at blive interviewet. Socialdemokratiets kulturordfører Sophie Andersen hører jeg ganske enkelt aldrig fra. Og Zenia Stampes partikammerat Philip Vivet, der er De Radikales kulturordfører, mener sig ikke klædt på til at mene noget som helst om den udstukne kulturpolitik – præcis som ministeren.

Det ser ud til at være rådgivernes nye råd nummer 1: ”Lad som om du ikke ved nok!” En lidt tvivlsom strategi, tænker jeg. Philip Vivet fra Radikale svarer mere præcist:

”Hej Øjvind. Som folkevalgt vil jeg naturligvis gerne tale med pressen. Som helt nyvalgt ordfører er jeg ved at sætte mig grundigt ind i de mange områder. Jeg har derfor ikke mulighed for et sådant interview på nuværende tidspunkt. Men jeg vil gerne tage en snak på et senere tidspunkt.”

Svar medierne!
Igen er pressen sparket til hjørne, og vi må konstatere, at man både kan skrive et regeringsgrundlag og blive minister eller kulturordfører uden at vide nok om kultur til at kunne tale om det.

Jeg holder dog fast i sagen.

For Philip Vivet brystede sig før valget af, at han ville være den helt rette mand for kulturlivet: ”Jeg elsker musik og spiller blandt andet trompet og klaver. Derfor ved jeg, hvor vigtig kulturlivet er. Det giver fordybelse, fællesskab, dannelse og meningsfulde oplevelser for mennesker i alle aldre. Derfor kæmper jeg for et stærkt kulturliv.”

Man kan vel lidt lakonisk konstatere, at den kamp foregår på de indre linjer. Måske i et lukket rum sammen med Zenia Stampe? Et Safe Space barrikaderet af vellønnede rådgivere, som skal sylte alt, der ikke er koreograferet af centraladministrationen eller kan udkomme på TikTok?

Philip Vivet mener tilsyneladende, at min henvendelse drejer sig om en sag. Han svarer: ”Jeg prioriterer som politiker at sætte mig ind i sagerne, inden jeg træffer beslutninger og udtaler mig. Det tror jeg gavner kultur- og medieområdet bedst.”

Og jeg forklarer retur: ”Jeg synes jo ikke, at der er en egentlig ’sag’ at sætte sig ind i. Men giv lyd, når du er klar, så vi kan fortælle vælgerne, hvad Radikale mener om centrale dele af kulturområdet efter valget.”

Underforstået: Før valget, ville han jo godt bræge om kultur.

Vi venter spændt. På ministeren og ordføreren. Eller rettere: På at deres rådgivere får røv nok i bukserne til at give det eneste råd, der fremmer troværdighed: Svar, når medierne spørger!

Politikerne er en del af demokratiet. Eller burde være det.