Oscar-nomineret instruktør tror ikke på ondskab

Amélie er to år, da en bid hvid chokolade transformerer hende fra en passiv gud i sit eget univers til et sansende, aktivt menneske.

Men selv om hun er født og nu godt i gang med at opvokse i Japan i slutningen af 1960’erne, er hele hendes familie forbundet til et andet sted: hjemlandet Belgien, hvorfra faren er udsendt diplomat.

Liv, død og menneskelig kompleksitet åbenbarer sig for den intelligente tumling, der forelsker sig i en verden, som hun en dag uundgåeligt vil komme til at forlade.

Biografaktuelle Lille Amélie, baseret på Amélie Nothombs roman,blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm og er instrueret af franske Maïlys Vallade sammen med Liane-Cho Han. Ligesom Amélie er Liane-Cho Han blevet forelsket i et fremmed land: Danmark.

Hans kinesiske mor flygtede fra Cambodja til Paris, hvor hun mødte hans kinesisk-malaysiske far. ”Og nu bor jeg i Aarhus,” griner instruktøren, da han taler i telefon med Ekko.

”Folk spørger altid, hvor jeg er fra, og jeg siger Frankrig, men min familie ville nok ønske, jeg var mere kinesisk.”

”Amélie kalder sig japaner, men er begge dele, og jeg behøver heller ikke at vælge. Jeg savner mine venner og familie, men som vi gerne vil sige med filmen, så kommer der mere ud af at åbne sig for verden i stedet for at fortabe sig i det, man har mistet.”

En svær baby
Liane-Cho Han kom til Danmark i forbindelse med arbejdet som animationsinstruktør og storyboardkunstner på Rémi Chayés På toppen af verden, som blev produceret med hjælp fra Nørlum i Viborg.

”Jeg havde arbejdet uden pause i tre år og spurgte, om jeg kunne komme til Danmark en uges tid,” husker instruktøren, og under Viborg Animation Festival mødte han sin nuværende kone, som også arbejdede på filmen.

Efter en del år frem og tilbage mellem Frankrig og Jylland, slog de sig ned i Aarhus, da deres fælles søn nåede skolealderen.

”Jeg må tilpasse mig og tager danskkurser. For jeg vil bo her så længe som muligt. Men livet er fuldt af overraskelser, og man ved aldrig, om min søn beslutter at flytte meget langt væk en dag.”

En stor inspiration til Lille Amélie var mødet med den danske tilgang til børneopdragelse.

”Min søn var en meget svær baby, og franskmænd er vant til at skælde børn ud og sætte tydelige grænser. Min danske kone var bedre til at gøre alt til en leg. Hvis han ikke ville have bukser på, sagde hun: ’Vil du helst have de blå eller grønne på?’ i stedet for at insistere.”

I filmen har forældrene svært ved at forstå og håndtere Amélie. Men den japanske barnepige Nishio-san formår at rive hende ud af hidsigheden ved at fange barnets opmærksomhed med fiskefodring og japanske skrifttegn.

”Børns hjernehalvdele forbinder sig først rigtigt i toårsalderen, og sammenlignet med andre overgangsfaser ved vi utroligt lidt om overgangen fra spædbarn til barn,” siger han om fasen, hvor man går fra universets centrum til et individ, der må finde sig i andre menneskers vilje.

Bomber i gryden
I filmen er udviklingen fortalt abstrakt gennem udtryksfuld, farverig animation. Amélie går på opdagelse i en voksende have og indfanger havets lyde i et syltetøjsglas. Men hun forsøger også at forstå de voksnes sorg – over bedstemorens død og krigen, som Nishio-san mistede hele sin familie i.

I en alvorstung scene gør grøntsagernes fald ned i suppegryden det ud for bomberne, som barnepigen husker alt for tydeligt.

”Amélie Nothombs bog er til voksne, men filmen skal også kunne ses af børn. Det var en stor udfordring,” fortæller Liane-Cho Han.

”Alle har en holdning til, hvad børn kan forstå, men vi har troet på, at de kunne håndtere meget – emotionelt mere end intellektuelt. Mine forældre skændtes, da jeg var barn, og det gjorde ondt i kroppen længe, selv om jeg ikke forstod, hvad de talte om.”

En stor ændring er familiens japanske udlejer Kashima-san, der i bogen er så forbitret over krigen og hader de vestlige lejere så inderligt, at hun lader Amélie ligge og næsten drukne, da hun falder i en dam. I filmen redder hun pigen.

”Vi tror ikke på ondskab. Alle er tabere i en krig, alle mister noget, også børn. Empati over for børn kan måske løse de værste konflikter i verden, og Kashima-sans handling repræsenterer håbet om, at vi kan bryde cirklen.”

Oscar-mentor
Lige nu arbejder Liane-Cho Han som storyboardkunstner på sin første danske produktion, Jonas Poher Rasmussens Dansker.

Under Viborg Animation Festival i 2023 talte Ekko med Halfdan Pisket, som står bag den roste tegneserieudgivelse Dansker. En dyster flygtningehistorie i sort-hvide tegninger, som nu bliver til animation.

”Tegneserien er meget ekspressionistisk og punk, men stadig realistisk. Det er første gang, jeg arbejdet på en rigtig voksenfilm og storyboarder seksuelle scener, vold, stoffer, og hvordan en hånd ser ud, når den holder en joint. Det er vidunderligt,” griner Liane-Cho Han og tilføjer, at filmen forhåbentlig går i produktion til sommer.

Jonas Poher Rasmussen var selv tredobbelt Oscar-nomineret for den animerede dokumentarfilm Flugt i 2022. Han blev en slags Oscar-mentor for Liane-Cho Han, da Lille Amélie blev nomineret tidligere i år.

”Han var en stor hjælp under Oscar-kampagnen, fordi han selv har været igennem det. Og det er en stor ære at arbejde med Jonas nu.”

Forældreløs pige i istiden
Samtidig arbejder franskmanden på sit næste projekt som instruktør. Den skal også laves i Danmark, men har lange udsigter. Mindst fem år siger han, for i animationsverdenen går intet hurtigt.

”Det er en serie baseret på Hulebjørnens klan,” fortæller instruktøren begejstret om Jean M. Auels berømte roman, der skildrer en forældreløs pige i istiden og er første bind i serien Jordens børn.

”Jeg har lavet nogle tidlige koncepttegninger og har fået et partnerskab med Sun Creature, som coproducerede Flugt. Det er et dansk og fransk produktionsselskab, hvilket passer mig perfekt.”

”Der er mange episke øjeblikke og detaljer i historien, så det bliver svært. Men Hulebjørnens klan har solgt bedre i Danmark end i noget andet land, så jeg har stor tillid til Danmark!”