Lille Amélie

Lille Amélie kommer til verden i 1969. Hun er født ind i en belgisk familie udstationeret i Japan. Ud over far og mor tæller familien også to ældre søskende.

Hun hverken taler eller græder, men iagttager sin familie inde fra sin lille boble. Snart konkluderer Amélie i voiceover, at hun er en gud, et centrum for universet, der strækker sig så langt, som hendes øjne rækker.

I toårsalderen træder hun ud af sin vegetative tilstand med en verdensforståelse præget af umiddelbarhed og livslyst.

Den yderst charmerende og Oscar-nominerede animationsfilm Lille Amélie forbliver fast forankret i Amélies perspektiv gennem sin beskedne spilletid på 77 rørende og billedsmukke minutter.

Ligesom Totto-chan: Den lille pige i vinduet, der havde dansk premiere tidligere på året, har Lille Amélie et selvbiografisk islæt. Den er nemlig baseret på belgiske Amélie Nothombs erindringsroman.

Den lille pige har ordet i sin magt, men mangler forståelse fra omverdenen. Kun publikum kan høre hendes grublerier om forældrenes travle hverdag.

Filmen udspiller sig i spændet mellem Amélies opfattelse og familiens virkelighed, hvor de fantastiske elementer ubemærket passerer forældrene forbi eller mødes med skuldertræk. Skildringen af børneperspektivet får dermed et skær af magisk realisme, som kun kan opnås med animation.

Da det bliver forår, og Amélie i en af de mange ekspressionistiske sekvenser udforsker haven, vokser og blomstrer planterne omkring hende. Hun fremstår lillebitte blandt bladene som en anden Tommelise, mens hun i fryd boltrer sig i bedene, der løfter sig for at møde hendes fødder.

Blandt de mange belgiske og franske selskaber bag Lille Amélie finder man Maybe Movies og 2 Minutes, der også stod bag På toppen af verden, om teenagepigen Sashas rejse mod polarcirklen i søgen efter sin forsvundne bedstefar.

Begge film udelader konturstreger, og det fravær bidrager til en æstetik som en levende børnebog, hvor den ellers realistiske billedside sømløst skifter til Amélies farverige forestillinger.

Især Amélies farmor åbenbarer den sanselige verden for barnebarnet, da hun kommer på besøg fra den anden side af kloden. Hun medbringer mirakuløs hvid chokolade, hvis smag for alvor antænder Amélies appetit. Farmoren forstår sit barnebarn til fulde og bliver en af to kvinder, der får enorm indflydelse på Amélie.

Den anden vigtige skikkelse er unge Nishio-san, der hyres til at aflaste morens huslige arbejde, da hun har hænderne fulde med de større søskende. Især den lettere uvorne storebror André har et temperament, og hvad som helst kan antænde en konflikt.

For Amélie bliver Nishio-san både en ekstra storesøster og bedsteven. Hun introducerer Amélie for Japans kultur, herunder kanji-tegn og obon, en festival, hvor man sender papirlanterner ned ad floden til minde om de afdøde.

At Nishio-san på den måde deler ud af landets traditioner, falder dog ikke i god jord hos familiens strikse udlejer Kashima-san, der stadig sørger over tabet af sin familie under Anden Verdenskrig.

Konflikten mellem Nishio-san og Kashima-san bliver et af Amélies første, øjenåbnende møder med verdens kompleksitet. Hun bliver bevidst om, at kloden eksisterede før hendes fødsel, og at den vil fortsætte efter hendes død.

Instruktørerne Maïlys Vallade og Liane-Cho Han viser denne ændring i Amélies perspektiv, så selv de mindste blandt publikum kan følge med. Samtidig bliver man selv hensat til den vækkelse, vi alle har gennemgået i barndommen.

På den måde er Lille Amélie en klassisk dannelsesfortælling, hvor det lille menneske bliver klogere på sig selv og lærer at se verden uden for sin egen næsetip. Det kunne være et tungt emne at løfte, men med sin dybe forståelse for det barnlige sind viser filmen sig at være opgaven værdig.