Nyhed
01. mar. 2011 | 16:20

Manden bag Susanne Bier

Bag enhver stor kvinde står en mand. I Biers tilfælde hedder manden Anders Thomas Jensen.
Af Helene Withington

Da Hævnen natten til i går vandt en Oscar for Bedste udenlandske film, var det ikke mindst Anders Thomas Jensens fortjeneste.

Han fik i sin tid idéen til filmen og har skrevet manuskriptet. Men Hævnen er ikke første samarbejde mellem ham og Susanne Bier.

Allerede tilbage i 2002 lavede de dogme-dramaet Elsker dig for evigt og i 2004 Brødre, som fik stor international succes og senere blev til et Hollywood-remake.

38-årige Anders Thomas Jensen har selv med succes instrueret Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler, tre sorthumoristiske komedier.

Han har forsvoret, at han ville komme til at instruere et drama, men i samarbejdet med Susanne Bier fandt han et match, der skabte film som den Oscar-nominerede Efter brylluppet og nu Hævnen.

Afvist af Filmskolen
I 2004 mødte Ekko den autodidakte manuskriptforfatter og instruktør til en snak om hans allerede dengang lange filmkarriere.

På det tidspunkt havde han fået en Oscar for Valgaften og havde skrevet elleve spillefilm.

Noget af en bedrift for en mand, som blev afvist fra Den Danske Filmskole og i stedet startede på retorik-studiet. Men der gik ikke lang tid, før M&M Productions fik øjnene op for hans gudbenåede talent.

Film om incest er for nemt
For Anders Thomas Jensen er det ikke de store emner, der interesserer ham mest.

”Det er vigtigt at vove noget og turde rykke ved den gode smag. For mig er det ikke vovet at lave en film om incest. Den vil alle bakke op.”

”Man vil gerne have, at kunstarten ’film’ skal beskæftige sig med noget dybt, men man kunne faktisk lave en fantastisk film, et mesterværk, der burde vinde Den Gyldne Palme, som handler om ... ja, nu kan jeg ikke komme i tanke om noget, der er overfladisk nok.”

Læs hele interviewet med Anders Thomas Jensen.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko