Nyhed
12. apr. 2021 | 14:18

Coster-Waldau følger op på Game of Thrones

Foto | HBO
Nikolaj Coster-Waldau fik som ridderen Jaime Lannister lov til at udvikle sig meget over de otte sæsoner af kæmpesuccesen Game of Thrones.

Den danske verdensstjerne forbereder sin næste amerikanske tv-serie, som går i en anden retning end fantasy-fænomenet, der gjorde ham internationalt berømt.

Af Nicki Bruun

Danske Nikolaj Coster-Waldau blev en verdensstjerne takket være rollen som ridderen Jaime Lannister i det amerikanske seriefænomen Game of Thrones.

Da serien sluttede i 2019, vendte skuespilleren hjem og medvirkede i film som Krudttønden og Selvmordsturisten.

Han er snart aktuel som dansk mesterkok i Christoffer Boes Smagen af sult, men Nikolaj Coster-Waldau er også i gang med at planlægge sin næste internationale succes.

Danskeren skal ifølge branchemediet Variety både spille hovedrollen i og være producer på en serieudgave af Christina Clancys populære bog The Second Home.

Tv-projektet er for tiden under udvikling, og der er endnu ikke fundet hverken en manuskriptforfatter eller en tv-kanal/streamingtjeneste, hvor serien skal vises.

Men med Nikolaj Coster-Waldaus navn tilknyttet projektet må chancerne være betydeligt forbedret for, at serien bliver realiseret.

Hele verden rundt
The Second Home
følger to familier over en sommer, hvor de begge holder ferie på det eftertragtede Cape Cod i USA.

Idyllen sprænges dog, da hemmeligheder kommer op til overfladen. Det får store konsekvenser for både de enkelte familiemedlemmer og forholdet mellem de to familier.

Nikolaj Coster-Waldau har flere projekter under opsejling. Han spiller kaptajn Ejnar Mikkelsen i den kommende Against the Ice, som skuespilleren selv har skrevet i samarbejde med Joe Derrick.

Filmen er baseret på en bog skrevet af den autentiske polarforsker Ejnar Mikkelsen, der fra 1909 til 1912 drog på den såkaldte Alabama-ekspedition i Nordøstgrønland.

Nikolaj Coster-Waldau, der er gift med grønlandske Nukâka Coster-Waldau, har tidligere dyrket sin fascination for landet højt mod nord. I en dokumentarserie for DR rejser han rundt i Grønland og oplever, hvad den tidligere danske koloni kan byde på af særligt store naturoplevelser.

Against the Ice får efter planen premiere på Netflix senere i år.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko