Enzo

Enzo er seksten år gammel og havde egentlig besluttet sig for, at han ikke er typen, der går i skjorte. Han er heller ikke en type, der tager en akademisk uddannelse, selv om der var farens ønske, og derfor er han kommet i lære som murer.

Men nu sidder han i forældrenes mondæne villa i Sydfrankrig, iklædt en skjorte, som han har lånt af Vlad – den ukrainske murer i tyverne, som han er dybt fascineret af.

Faren vil vide, hvor Enzo har været henne med skjorten. Sandheden er, at den mindreårige Enzo blev afvist ved døren til den natklub, Vlad havde taget ham med til. Alligevel svarer han, at han har haft den bedste aften i sit liv.

Måske lyver han for at provokere sin far, måske taler han sandt. Enzo ved det næppe selv.

I det franske drama Enzo er titelpersonen lige så svær at blive klog på for publikum som for ham selv.

Filmen er på en måde den sidste af Laurent Cantet, instruktøren bag Guldpalmevinderen Klassen. Franskmanden skrev manuskriptet til Enzo sammen med sin klipper og instruktørkollega Robin Campillo. Men i en alder af 63 døde han af kræft i 2024, hvorefter Campillo overtog instruktionen.

Campillo har udtalt, at de to filmskaberes tilgang til fortællingen især divergerer, når det kommer Enzos forelskelse i Vlad.

For Campillo, der ofte beskæftiger sig med queerhistorier (120 slag i minutter), er det en klar vækkelse af Enzos seksualitet. Hos Cantet har drengens begær endnu ikke fundet sin form og er derfor helt flydende.

I den endelige film er det op til én selv at vurdere, hvad det er for en lyst, som teenageren pludselig kaster på den voksne mand. Men Enzos famlende opførsel kunne tyde på, at Cantet har fået sin vilje fra graven.

Et vigtigere spørgsmål i filmen er, hvad der gør den unge mand så utilregnelig, at han tiltagende er til fare for sig selv og sine omgivelser.

Er det seksuel forvirring alene? Skammen over at komme fra et overklassehjem med pool, som kollegerne fnyser over på byggepladsen? Plages han af sine egne problemers ligegyldighed sammenlignet med Vlad, der overvejer, om han skal tage hjem og kæmpe for familien i Ukraine?

Den debuterende skuespiller Eloey Pohu giver ikke noget klart svar med sit spil som Enzo. Han nøjes med at levere et smukt upræcist portræt af et individ, der ikke kan forstås, fordi han ikke har defineret sig selv endnu.

Faren, spillet sympatisk af Pierfrancesco Favino, er rørende med sine mange fejlslagne forsøg på at fatte sin søn. ”Det er jo ikke, fordi jeg bare vil have ham til at være som mig,” siger han og lyver nok lidt for sig selv.

Moren (en empatisk Élodie Bouchez) ser derimod lige igennem sønnen, men er alligevel magtesløs over for hans selvdestruktive adfærd.

Handlingen glider uanseeligt afsted i et selvsikkert, roligt tempo. Det ikke er tydeligt, hvad plottets byggesten skal forme, men opmærksomheden holdes alligevel i et fast greb af ukomplicerede, kønne billeder og jordbundent skuespil stort set uden musik.

Ofte virker det, som om dramaet skal til at accelerere voldsomt. Som da Enzo får fingrene i en pistol eller gør ansats til at indlede et ulovligt seksuelt forhold til Vlad. Værst ser det ud, da Enzo i et anfald af trods får fremsagt en falsk voldtægtsanklage.

Men filmen er nænsom og nøjes med at antyde, hvor galt det hele kunne gå, frem for at mose publikums ansigter ned i cementen, som danske dramaer har for vane.

Manuskriptet kunne til gengæld godt have fået mere ud af klassekløften mellem Enzo og kollegerne, der kommer til at fremstå lidt overfladisk.

Maksym Slivinskyi er skøn som Vlad, der fornemt spejler Enzos ungdomskaos.

Vlad er en klassisk vred, ung mand fyldt med modsætninger. Det ene øjeblik er han en fontæne af ustyrlige følelser. Det næste er han stoisk overskudsagtig over for den sekstenårige mide, der klæber sig til ham.

Hvor Enzo tydeligt er et barn, er Vlad gammel nok til at tage ansvar for sine problemer.

Enzos stille kamp med følelserne er det vigtigste i den lille film, der empatisk minder os om, hvor livsfarlig en knivsæg, man i teenageårene går på. Hvor stor skade, man kan gøre på resten af sit liv – og på andres – i den korte periode.

Hvis man overlever, har man chancen for at blive et godt og måske endda et lykkeligt menneske. Men langt fra alle klarer sig uskadt igennem hormonernes regime, og for Enzo kunne det lige så godt være gået helt galt.