På jagt efter mesterværket

”Det, der sker ved siden af, er det vigtigste.”

Sådan lød rådet fra en veninde, da jeg første gang drog til Cannes. Og når jeg tænker på min dækning fra festivalen siden 2007, har hun ret.

Jeg har skrevet i hundredvis af artikler om alskens store og små film, men det meste af filmkritikken og analyserne er for længst glemt.

Derimod er der flere læsere, som husker beretningen om festivalens rædsomme kastesystem, hvor journalisterne og kritikerne får tildelt en farve på det skilt, man er tvunget til at rende rundt med på maven.

Farven viser, hvor vigtig du er i festivalens øjne, og hvis du er højt rangeret, får du en række privilegier. Er du nederst i hierarkiet, kan du godt indstille dig på, at du ikke vil få adgang til festivalens mest eftertragtede film.

Andre husker historien om mit møde med Bill Murray på festivalens mindste lokum, der udvikler sig til hyggelig passiar med den ukrukkede skuespiller. Til skræk for hans sikkerhedsvagter, da de opdager, at verdensstjernen uden opsyn har befundet sig alene på et toilet med en komplet ukendt mand.

Men den slags sker yderst sjældent.

Bælgravende mørke
Stjernerne og vandbærerne (læs: journalisterne) bliver godt og grundigt adskilt på festivalen. Jeg står ikke og sipper drinks med Johnny Depp og Mads Mikkelsen under palmernes skygge, jeg ligger ikke i ske med Scarlett Johansson eller Sidse Babett Knudsen på stranden om natten.

Og når man forsøger at se 35-40 film på ti dage, oplever man ikke stort meget andet end at sidde i en biograf i bælgravende mørke.

I år vil jeg dog forsøge at komme til min første fest i Cannes. Det tegner dog ikke for lovende. Ingen fest uden invitation, og det vælter ikke ligefrem ind med invitationer i min indbakke.

Jeg har derfor allieret mig med Tina Jøhnk Christensen fra Hollywood Foreign Press Association. Hun skal til efterfesten på Indiana Jonas and the Dial of Destiny og har mulighed for at tage en ledsager med.

Men spørgsmålet er, om foreningen, der kæmper med sit eget omdømme, har mod på at slippe en fuld filmnørd løs på de bonede gulve?

Vindere og veteraner
Vi har for vane at kalde Cannes-festivalen for verdensmesterskabet i filmkunst, men det er en sandhed med modifikationer.

Der er 21 film i årets hovedkonkurrence, og det skulle i så fald være de 21 bedste film i verden. Det er det langt fra.

Cannes-ledelsen tager nemlig hensyn til en række andre ting end kvalitet, når de udvælger filmene blandt de flere tusinde film, de får tilsendt.

For det første er der hensynet til tidligere Guldpalmevindere og hæderkronede veteraner. De optager i år ni pladser, og det har meget karakter af ”round up the usual suspects”, den mindeværdige replik fra Casablanca.

Japanske Hirokazu Kore-eda, italienske Nanni Moretti, tyrkiske Nuri Bilge Ceylan og engelske Ken Loach har tidligere vundet Guldpalmen – sidstnævnte oven i købet to gange.

Finske Aki Kaurismäki, amerikanske Wes Anderson og Todd Haynes, italienske Marco Bellocchio og tyske Wim Wenders er veteraner, som har været mange gange på festivalen.

De er en del af det, festivalen helt åbent kalder ”Cannes-familien”, et nærmest mafiøst begreb, der signalerer indspisthed. Det er ikke hvem som helst, der bliver medlem af familien.

Har nogle af dem lavet en god film i år? Uden tvivl. Har de revolutioneret filmsproget? Næppe. Deres gennemsnitsalder er 69 år (!), og de fleste af dem har allerede givet deres originale bidrag til filmkunsten.

Når man er en auteur, har man et personligt formsprog og personlig tematik, som man nok kan variere og udvikle, men det er yderst sjældent, at en aldrende auteur opfinder den dybe filmtallerken.

En bjørnetjeneste
Endnu mere problematisk er der hvert år reserveret fire-seks pladser i hovedkonkurrencen til franske film.

Mindst 75 procent er dårlige eller bare gennemsnitlige. Den eneste grund til, at de er udtaget til hovedkonkurrencen, er, at festivalen baserer sin økonomi på den franske stat og betaler tilbage ved at fungere som en promovering af fransk film og kultur.

Det havde været mere ærligt, hvis festivalen havde et program, hvor man viste årets bedste franske film, men i stedet bliver de løftet op i hovedkonkurrencen, som om de var blandt verdens bedste.

Man gør dem i virkeligheden en bjørnetjeneste.

De franske film i år er Justine Triets Anatomie d’une chute, Catherine Breillats L’ete dernier, Catherine Corsinis Le retour og Anh Hung Trans La passion de Dodin Bouffant.

Der er givetvis en eller flere fremragende film iblandt disse tretten titler, men det siger sig selv, at når over halvdelen af pladserne i hovedkonkurrencen er forhåndsreserveret, er pladsen til nye navne og banebrydende film begrænset.

Det er festivalens konservatisme i sin nøddeskal.

Hvor er dansk film?
Måske er det en af grundene til, at dansk film glimrer ved sit fravær i år. Vi er ellers blevet forvænt med udtagelse til både hovedkonkurrencen og parallelserierne.

I 2023 må vi tage til takke med danske Paloma Productions’ co-producerede bidrag til østrigske Jessica Hausners Club Zero, som er udtaget til hovedkonkurrencen og byder på en rolle til Sidse Babett Knudsen. Desuden har vi en afgangsfilm fra Den Danske Filmskole med i en kortfilmkonkurrence.

Isabella Eklöfs Kalak var ellers i spil og havde på papiret gode chancer.

Hun var med til at skrive Ali Abbasis Grænse, som i 2018 vandt den næstbedste konkurrence i Cannes. Og Kalak er en filmatisering af Kim Leines berømte roman om misbrugsproblemer i Grønland – en kolonifortælling, som burde have den globalt orienterede festivals interesse.

Der går rygter om, at Kalak med en barsk åbningsscene er for hård kost for Cannes-festivalen, men det får vi nok aldrig svar på.

Filmiske milepæle
Det danske fravær har ikke øget tilstedeværelsen af danske journalister og kritikere på festivalen.

Men det er efterhånden flere år siden, at Berlingske og Jyllands-Posten stillede med hver en kritiker og journalist, der konkurrerede om levere de varmeste nyhedshistorier. I år er aviserne slet ikke til stede.

Den tid, hvor legendariske Søren Høy med rullende DR-kamera vandrede op ad Croisetten med åbenstående skjorte og lækkert hår, er for længst forbi.

Cannes er ikke længere hot, og filmkunsten er i krise, hårdt presset af streamingtjenester, der satser på serier og ”content”, som det med en karakteristisk anonymitet kaldes. Vejret er i øvrigt heller ikke så godt længere.

Hvorfor så overhovedet tage til Cannes og spendere op imod 30.000 kroner alene på overnatning i det opskruede niveau, som det er lykkedes entreprenante Cannes-beboere at sætte?

Fordi det er her, hvor der er størst chance for at opdage det banebrydende mesterværk, som vil forny filmkunsten og stå tilbage som en milepæl.

Bong Joon-hos Parasite, Michael Hanekes Amour, Abdellatif Kechiches Adèles liv og Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage er højdepunkterne i mine femten gange på festivalen.

Det er film, vi takket være Cannes har opdaget tidligt og derfor kunne gøre en særlig indsats for at brede ud til vores danske læsere. Tre af instruktørerne har vi besøgt i deres hjemland og fået et særligt tæt forhold til.

For at finde frem til mesterværket er man nødt til først at se ti dårlige film. Det er bare betingelsen for en kritiker på en festival, hvor det er umuligt at vide på forhånd, hvor filmskatten er gemt.

Men nu må jeg løbe. Jagten på dette års mesterværk er gået i gang.