Cannes-leder balancerer på #MeToo-knivsæg

Thierry Frémaux kan lide alle spørgsmål, siger han. Lige indtil han får stillet et spørgsmål, han ikke kan lide. Så bliver han meget kort for hovedet.

Traditionen tro mødte Cannes-direktøren pressen dagen før, at den 76. udgave af verdens førende filmfestival åbner.

En journalist ville vide, hvorfor festivalen angiveligt har takket nej til Woody Allens nye film, Coup de Chance. Er den dårlig, ellers skyldes afslaget, at Woody Allen er persona non grata som følge af adoptivdatterens beskyldning om et overgreb for 31 år siden?

”Jeg svarer kun på spørgsmål, der drejer sig om film i den officielle konkurrence,” lød det bestemt fra festivallederen.

Mere talende var han, da en amerikansk journalist spurgte, hvorfor festivalen med åbningsfilmen Jeanne du Barry ruller den røde løber ud for Johnny Depp. Stjernens ekskone, Amber Heard, anklager ham for mishandling og seksuelle overgreb.

”Jeg kender ikke Johnny Depps image i USA. For at være ærlig har jeg kun én regel i mit liv: Det er friheden til at tænke og friheden til at ytre sig inden for lovgivningens rammer,” svarede Thierry Frémaux.

Johnny Depp tabte i 2020 en retssag mod tabloid-avisen The Sun, der har betegnet ham som en ”wifebeater”. Men sidste år vandt han en retssag mod Amber Heard, der blev dømt for ærekrænkelse.

”Hvis der er nogen i verden, som ikke er det mindste interesseret i denne meget medieomtalte retssag, er det mig. Jeg aner ikke, hvad det handler om. Jeg er interesseret i Johnny Depp som skuespiller,” sagde den 62-årige frontfigur og roste Depps præstation i filmen, der åbner festivalen tirsdag aften.

Spyttende instruktør
Festivalen har stadig svært ved at finde sine ben at stå på, når det gælder #MeToo-bevægelsen.

”I 1997 blev jeg voldtaget af Harvey Weinstein her i Cannes. Jeg var 21 år gammel. Den her festival var hans jagtmark,” sagde skuespilleren Asia Argento ved afslutningsceremonien i 2018.

Producenten Harvey Weinstein afsoner i dag en fængselsdom på seksten år for voldtægt i USA. Hans opførsel gennem årene på festivalen, og ledelsens mulige kendskab til den, er aldrig rigtigt blevet afdækket.

Den franske instruktør bag Jeanne du Barry, 47-årige Maïwenn, har selv talt imod #MeToo-bevægelsen. Og i februar overfaldt hun redaktøren af onlinemagasinet Mediapart på en restaurant i Paris ved at rive ham i håret og spytte ham i ansigtet.

Årsagen skulle angiveligt være, at mediet har bragt voldtægtsanklager mod Maïwenns eksmand, instruktøren Luc Besson, som hun i en alder af seksten år fik et barn med. Maïwenn har efterfølgende på de sociale medier undskyldt for overfaldet, der er meldt til politiet.

Skuespiller angriber Cannes
I sidste uge offentliggjorde skuespilleren Adèle Haenel (Portræt af en kvinde i flammer) et åbent brev i magasinet Télérama, hvor hun annoncerede, at hun ville forlade filmbranchen. I 2019 fortalte hun til Mediapart, at hun i en alder af bare tolv år blev seksuelt krænket af den franske instruktør Christophe Ruggia.

I brevet anklagede Haenel Cannes-festivalen for at være villige til at gøre alt for at tage ”voldtægtsforbrydere” som instruktøren Roman Polanski, skuespilleren Gerard Depardieu og chefen for det franske filmcenter CNC, Dominique Boutonnat, i forsvar.

På pressekonferencen var Thierry Frémaux uforstående over for Adèle Haenels omtale af festivalen.

Direktøren fortalte, at han gerne vil give klimaaktivister adgang til at demonstrere på den røde løber, og han bar selv et ”I Stand With Ukraine”-emblem på jakken. Men han mente, at Haenel misbruger Cannes til at skabe opmærksomhed om sine politiske holdninger.

”Der er ingen tvivl om, at af en eller anden grund har hun haft behov for at komme med denne ekstreme udtalelse om Cannes, som er indlysende falsk,” sagde han og fortsatte direkte henvendt til journalisterne:

”Hvis I mener, at det er en festival for voldtægtsforbrydere, ville I ikke sidde her og lytte til mig? Nej, I ville ikke klage over, at I ikke kan få billetter til visningerne.”

Ulmende oprør
Det sidste var en reference til det nærmeste, pressekonferencen kom på et oprør blandt journalisterne. Flere bifaldt højlydt en reporter, som klagede over, at der ikke er billetter nok til tilløbsstykket Indiana Jones and the Dial of Destiny.

Netop den film har fået adskillige journalister og filmnørder til at valfarte til Sydfrankrig, så de kunne være de første i verden til at skrive om den.

”Vi kunne godt bruge en biograf mere, og vi har måttet afvise 10.000 almindelige biografgængere,” erkendte Thierry Frémaux og forsikrede, at man arbejder på at forbedre det elektroniske billetsystem, der hvert eneste år går ned, når presset bliver for stort.

At dømme efter stemningen på pressemødet har direktøren nok mere grund til at frygte journalisters vrede over ikke at kunne få adgang til en amerikansk blockbuster end #MeToo.