Nyhed
07. nov. 2010 | 08:42

Phoenix' frygtindgydende vanvidsridt

Joaquin Phoenix skaber i fupdokumentaren I’m Still Here en dæmonisk, rablende figur, som kunne have haft hovedrollen i en excentrisk Werner Herzog-film.
Af Jacob Ludvigsen



I næsten to år spekulerede alverdens medier på, om Joaquin Phoenix – eks-alkoholiker, bror til det afdøde 80’er-idol River Phoenix, Oscar-nomineret skuespiller – virkelig var gået fra forstanden.

Han droppede sin skuespilkarriere for at blive rapper, tog et tocifret antal kilo på og gav sin hårvækst frie tøjler. Og så lod han vennen og skuespilkollegaen Casey Affleck dokumentere hele derouten. Autentisk forvandling eller fiktiv forvandlingskunst?
 
Illusionen brister
I dag er forklædningen taget af, og når man ser den postulerede dokumentar om Phoenix’ postulerede nedtur, I’m Still Here, må spørgsmålet derfor være: Hvad har Phoenix og Affleck på indenunder? 

I en håndholdt, grynet og i det hele taget uskøn æstetik følger filmen Phoenix’ nye karrierespor gennem tykt og tyndt. Mest tyndt.

For selvom Phoenix i ekstatiske monologer overbeviser sig selv om, at han forfølger sin inderste drøm, brister illusionen hurtigt.

Pinlighedskomik
Joaquin Phoenix er nemlig en talentløs rapper med klichetunge rim og klodsede beats i posen. Og hans autentiske optrædener foran først velvillige, siden vantro fans, er stor pinlighedskomik.

Hans liv udvikler sig til et vanvidsprojekt.

Han bestiller ludere over nettet, sniffer kokain, fortaber sig i usammenhængende talebyger og støder sine bedste venner fra sig – i en sådan grad, at én af dem føler sig nødsaget til at skide en sovende Phoenix i hovedet!

De færreste lod sig narre
De alt for intime scener kombineres med talrige, virkelige tv-klip fra hele forløbet. Her skildrer medierne Phoenix’ kovending og sætter spørgsmålstegn ved dens rigtighed.

Affleck og Phoenix har sikkert gerne villet trække tæppet væk under berømmelseskulturens frådende fryd over feterede stjerners ulykke. Men tv-klippene viser klart, at de færreste lod sig narre, og at medierne alt i alt viste et vist voyeuristisk mådehold.

Til gengæld er I’m Still Here vellykket som satire over narcissistiske Hollywood-stjerners tro på, at alt, hvad de laver, er interessant og kunstnerisk og vigtigt.

Phoenix fremstiller en selvsmagende ekshibitionist, som har ondt af sig selv og ikke ejer selvindsigt. Hans nærmeste venner er også hans betalte undersåtter, og når hiphop-ikonet Sean ”P. Diddy” Combs ryster høfligt på hovedet over hans rapnumre, er det selvfølgelig Diddy, der må have misforstået noget.

Tragikomisk tone
Hvad kunstnerisk pointe angår, kan I’m Still Here minde om danske Klovn.

Og ligesom Rob Reiners klassiske fupdokumentar This Is Spinal Tap udstillede rockmiljøet, udstiller Affleck og Phoenix sig selv og sine kollegaer. Men i en langt mere tragikomisk, dyster tone, der indimellem tenderer det selvhøjtidelige.

Mest imponerende er det dog, hvordan Phoenix gennem to års frygtløs metodespil får skabt en dæmonisk, rablende figur, som kunne have haft hovedrollen i en excentrisk Werner Herzog-film.

Og så er det egentlig ligegyldigt, hvor meget der er virkeligt, og hvor meget der er snyd. 

Filmen vises på Cph:Dox tirsdag den 9. kl. 16.30.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko