trailer
03. mar. 2017 | 11:30

Se trailer til Peter Schønau Fogs comeback

Foto | Martin Dam Kristensen
I starten er Frederik (Nikolaj Lie Kaas) og Mia (Trine Dyrholm) glade og forelskede, men da han får konstateret en hjernesvulst, bryder begges verden sammen.

To af Danmarks største skuespillere mødes i filmatiseringen af Christian Jungersens succesroman Du forsvinder.

Af Nicki Bruun

I går fik vi traileren til Pusher-forfatteren Jens Dahls 3 ting, og minsandten om i dag ikke også byder på første kig til en ny dansk film.

Denne gang er der tale om Peter Schønau Fogs længe ventede næste film. Han spillefilmdebuterede med Kunsten at græde i kor for ti år siden, men holdt en længere pause, hvor han blandt andet var filmkonsulent.

Nu er han imidlertid tilbage med filmatiseringen af Christian Jungersens bestseller-roman Du forsvinder. Den helt nye trailer kan ses nederst i artiklen.

To af landets største skuespillere har hovedrollerne. Trine Dyrholm spiller Mia, som er gift med skolelederen Frederik (Nikolaj Lie Kaas), der tages i at have begået et alvorligt underslæb.

Han får dog også konstateret en hjernesvulst, og det rejser spørgsmålet, om han har været ved sine fulde fem eller ramt af en personlighedsspaltning. Samtidig må Mia stille spørgsmålet, hvem hun egentlig har været gift med.

Mens Kunsten at græde i kor var et tragikomisk drama, er der ingen humor i den nye films trailer, der er svøbt ind i følelsestung musik.

Om det lykkes at forløse Jungersens roman i et filmisk format, får vi svar på den 20. april, hvor Du forsvinder har biografpremiere.

Trailer: Du forsvinder

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko