Nyhed
29. apr. 2014 | 23:18

Seerne svigter dansk tv-satsning

Foto | Rolf Konow
Anmelderne har delte meninger om Julie Zangenbergs præstation i Heartless, hvor hun suger livskraften ud af sine ofre.

Kanal 5’s nye ungdomsserie, Heartless, er kommet skidt fra start med lave seertal og lunkne anmeldelser. Men det bekymrer ikke seriens producent, Ronnie Fridthjof, der er fint tilfreds.

Af Daniel Pilgaard

Kun 111.000 danskere satte sig til rette og så den store ungdomssatsning, Heartless, der havde premiere på Kanal 5 i aftes.

Det er den første egenproducerede dramaserie på kanalen, som ejes af SBS Discovery, der har lavet Heartless i samarbejde med Fridthjof Film.

Serien er et dansk bud på et overnaturligt univers i stil med film som Twilight og serier som True Blood og Hemlock Grove

Handlingen følger tvillingerne Sebastian (Sebastian Jessen) og Sofies (Julie Zangenberg) forsøg på at opspore deres ophav på en kostskole. Tvillingerne gemmer nemlig på en mørk hemmelighed. De er vampyrer, der i stedet for blod suger energi ud af deres ofre. 

Tilfreds filmproducent
Interessen bed dog ikke fast på overvældende mange seere. 

Men filmproducent, Ronnie Fridthjof, mener det er alt for tidligt at kaste håndklædet i ringet. Tværtimod synes han, at 111.000 seere er en udmærket start.

”Kanal 5 har fordoblet antallet af seerne mellem tolv og 24 år, som normalt ser med på det her tidspunkt. Det tager jeg som en god indikation, og så skal man også huske på, at seerne ikke er vant til at se en dansk ungdomsserie på Kanal 5. De skal vænne sig til det, så det nytter ikke at sætte seertallet op mod de store dyre serier på DR,” siger han til Ekko.

Skuffet programdirektør
I en pressemeddelelse deler SBS Discoverys programdirektør, Maiken Wexø, ikke umiddelbart Ronnie Fridthjofs positive holdning, men er enig i, at det også handler om tilvænning. 

”Seertallene i går var lige i underkanten af, hvad vi havde ønsket os, men det er første gang, vi sender drama på Kanal 5, og det skal seerne selvfølgelig lige vænne sig til. Forventningerne er stadig, at serien vil få fat i flere seere på sigt,” siger Maiken Wexø i dagens pressemeddelelse.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Maiken Wexø om, hvad forventningerne har været. Tv-stationen oplyser principielt heller ikke deres estimerede seertal, forklarer SBS Discoverys informationschef, Jesper Jürgensen, til Ekko.

Ronnie Fridthjof kender heller ikke til et nøjagtigt estimat af forventede seere, men påpeger, at man ikke kun kan forholde sig til seertallet under premieren. 

”Man skal også tage de akkumulerede tal i betragtning, fra når serien har været genudsendt på torsdag i primetime og de tal, der kommer fra seerne på nettet. Og hvis vi så pludselig kommer op i 300.000 seere, er det da en stor succes,” siger han.

Serien fortsætter
Heartless bliver i første ombæring sendt i fem afsnit af 42 minutter, der samlet har kostet knap tyve millioner kroner at producere. Fem yderligere afsnit er skrevet og klar til at blive filmet i efteråret – hvis seerne hænger ved.

Ronnie Fridthjof er ikke i tvivl om, at serien nok skal fortsætte. 

”Hvis Heartless havde meget færre seere, end de øvrige udsendelser på Kanal 5, var der ingen grund til at fortsætte og skyde flere penge i den. Men det er jo ikke tilfældet,” siger producenten.

Kanal 5 har tidligere på året inkasseret en seerlussing, da kun 97.000 personer så med under premieren på Big Brother i januar. 

Men det er endnu for tidligt at feje Heartless ind under tæppet som en fiasko, lyder det fra SBS Discovery. 

”Vi kan ikke træffe en afgørelse om at fortsætte serien, før vi kender seertallene for alle fem afsnit. Men det svært at se, Heartless ikke skulle have potentialet til at fortsætte på nuværende tidspunkt, udtaler Jesper Jürgensen. 

Blodfattig og kluntet
Det er ikke kun seerne, som virker skeptiske over for Heartless. Serien er også blevet mødt med noget lunkne og blandede anmeldelser.

Ekstra Bladets Søren Henrik Jacobsen fælder den hårdeste dom med to stjerner og mener, at det kluntede manuskript får serien til at ligne en julekalender. 

Politikens trestjernede anmeldelse er ikke synderlig mere positivt indstillet: ”Et blodfattigt ungdomsdrama,” lyder Sophie Engberg Sonnes overskrift.

BT’s Niels Lind Larsen mener, at replikkerne ofte virker klodset skrevet, men uddeler tre stjerner og roser specielt Zangenberg og Jessen for deres friske præstationer. 

Der er større begejstring hos Berlingskes Louise Kidde Sauntved, som også hæfter sig ved skuespillernes præstationer og skriver, at serien ikke ligner noget, der før er set i dansk tv-fiktion og kvitterer med fire stjerner.

Det samme gør Ekkos Rikke Schubert, der mener, at Heartless emmer af international succes og perversioner, provokationer og lidenskab.

Anmeldelserne har ingen betydning
Ronnie Fridthjof har før i medierne ikke lagt skjult på sin foragt for filmanmeldernes holdninger, når kritikken har haglet ned over flere af hans film som Julefrokosten og Alle for én. Men han tager ikke de negative ord så tungt denne gang. 

”Jeg er efterhånden vant til, at mine produktioner ikke har anmeldernes blåstempling. Men jeg er overbevist om, at det ingen betydning får for resten af seriens seertal. Anmelderne hadede også Badehotellet på TV 2, men over en million danskere så med hver mandag aften,” siger Ronnie Fridthjof og fortsætter:

”Den gode respons, som serien får rundt omkring på de sociale medier, peger også i retning af, at handlingen og skuespillerne bliver taget godt imod af målgruppen. Så i mine øjne gør det anmeldernes mening ubetydelig,” siger han.

Heartless vises mandag aften på Kanal 5.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko