Succeshistorien om dansk dokumentarfilm

Samtidig med at dokumentarfilmfestivalen Cph:Dox for 23. gang var over os i marts, kom Oscar’en for bedste dokumentarfilm i hus. Efter imponerende otte nomineringer. 

Hvad ikke lykkedes for blandt andre Flugt (2022), The Act of Killing (2014) og Burma VJ (2010) lykkedes for Mr. Nobody mod Putin. 

Siden den første danske nominering i 2010 er det kun USA, der har opnået flere nomineringer. Det er imponerende og dermed interessant at se på, hvad årsagen kan være til, at dansk dokumentarfilm i årtier har stået så stærkt internationalt. 

For hvis vi lige et øjeblik ser bort fra, at Oscar-uddelingen handler mindst lige så meget om (film)politik som om filmkunst – og at hoved- og medinstruktøren til Mr. Nobody mod Putin er henholdsvis amerikaner og russer – ændrer det ikke ved, at Danmark i årtier har stået virkelig flot på den internationale dokumentarfilmscene. 

Det er for eksempel ikke tilfældigt, at to af de selskaber, der har arbejdet stærkt og vedholdende internationalt i årtier, har valgt at brande sig ved at kalde deres produktionsselskaber henholdsvis Danish Documentary og Made in Copenhagen – sidstnævnte er produktionsselskabet bag Mr. Nobody mod Putin. 

Danmark er et kvalitetsbrand. 

Her kommer nogle bud på, hvad der blandt andet kan være årsagen til vores årtierlange stærke position. Og afslutningsvis en ikke uvæsentlig krølle: Hvad er en dokumentarfilm egentlig? Et interessant spørgsmål med flere svar. 

Folket skal oplyses
Vi må starte med at gå en del år tilbage i tiden, nærmere bestemt 1939, hvor Statens Filmcentral bliver grundlagt som et kerne-socialdemokratisk initiativ til fremme af folkeoplysning og undervisning. Folket skulle oplyses – og nok også i ny og næ belæres. 

Efter nogle år begyndte Statens Filmcentral, ud over distribution, også at støtte produktion af film, og så var grunden lagt til en helt unik institution. 

Os af lidt ældre dato glemmer aldrig larmen fra en 16mm-fremviser midt i klasselokalet. Lidt yngre generationer er blevet maltrakteret af vhs-videobåndenes hårrejsende ringe kvalitet, og de yngste generationer har haft fornøjelsen af først de langt bedre dvd’er og fra omkring årtusindskiftet den digitale streaming. 

Den danskproducerede, Oscar-nominerede The Act of Killing konfronterer en indonesisk folkemorder med hans gerninger gennem absurde iscenesættelser.

Siden midten af 1980’erne har vi tilmed ikke behøvet at gå i skole for at få adgang til filmene. Vi kunne låne først vhs’erne og siden dvd’erne på vores lokale bibliotek, og nu kan vi streame dem via samme. 

Noget, der minder om fire generationer, er vokset op med at se dokumentarfilm. Det kan ikke undervurderes, og når jeg nævner det for udenlandske kolleger, er de ved at falde ned af stolen. For os er det naturlig dagligdag, for dem er det paradis på jord. 

Inden jeg laver et stort tidsspring, er det værd at notere sig den udvikling, der skete med de film, Statens Filmcentral støttede og hen ad vejen også importerede. Det var ikke længere kun oplysende, men også kunstneriske film. Kreativ dokumentarfilm, som det også ofte kaldes af mangel på bedre (for der er vist ikke mange, der profilerer sig på at ville lave en u-kreativ film). 

Men filmkunsten fik større og større plads. Dokumentarfilm var ikke kun emne og indhold, den stod i egen æstetiske og dramaturgiske ret. Ligesom spillefilmene. 

En starut bliver ansat
I 1998 skete der noget afgørende. Fiktionsfilmens institution Det Danske Filminstitut og dokumentarfilmens ditto, Statens Filmcentral, blev slået sammen. De positive og negative sider er stadig til debat blandt folk, der arbejder med dokumentarfilm. 

Det er stort set aldrig en fordel for dokumentarfilmen at komme under tag med storebror. Og det var da også et tilbageslag for udviklingen af genren, at den mistede sin engagerede ambassadør. Jeg hører dog til dem, der også ser nogle positive sider for dokumentarfilmen i forlængelse af sammenlægningen. 

Men jeg kan ikke lade være med at nævne et par pudsigheder, som strengt taget ikke har noget med sagen at gøre, men dog er ganske illustrative for styrkeforholdet. 

Den nye institution fik navnet Det Danske Filminstitut. Det smager mere af ”lægning” end af ”sammen”. DFI’erne brugte pc’er, SFC’erne de lidt frækkere Mac’er. Det nye filminstitut dekreterede pc. DFI’erne havde fri 5. juni og SFC’erne 1. maj. Gæt selv det nye DFI’s fridag. 

Det nye filminstitut fik to sideordnede produktionsafdelinger, én for spillefilm og én for dokumentarfilm. Jeg blev ansat i en nyopslået stilling som producer i produktionsafdelingen for dokumentarfilm. En af stillingerne for øretævernes holdeplads, og der var trængsel på de pladser i de første år efter sammenlægningen. 

For eksempel var jeg efter et par dage i stolen til møde i foreningen Danske Filminstruktører. Frit efter hukommelsen var det første spørgsmål, jeg fik: ”Hvad fanden skal sådan en starut gøre godt for?” 

Professionelle producere
Der var flere årsager til spørgsmålet. 

For det første skulle jeg blandt andet vurdere, om det var realistisk, at den film, som filmkonsulenten gerne ville støtte, kunne laves med det planlagte budget og organisering. Den form for fagligt modspil var ansøgerne ikke vant til. 

Det andet var, at hvis produktionen havde internationalt potentiale, blev producerne bedt om at afsøge mulighederne, inden Det Danske Filminstitut fastlagde sit støttebeløb. Det var producerne ikke vant til. 

Og for det tredje kunne producer og instruktør ikke længere være samme person. Det var de mange instruktører, der kun agerede producere af nød, ikke vant til. 

Den første danske Oscar-nominering for bedste dokumentar var Burma VJ fra 2008 om hemmelige videojournalister, der dokumenterer landet hårdhændede regime.

I dag er der mig bekendt ingen kritik af ordningen med producere på Det Danske Filminstitut. Nok fordi den har været en medvirkende årsag til det nuværende stade. 

Instruktørerne kan koncentrere sig om at instruere. Producerne er generelt blevet professionaliseret. Og turen ud på det internationale marked giver inspiration, finansiering og gode kontakter. En række stærke dokumentarproducenter er vokset frem hånd i hånd med disse tiltag, herunder flere af dem, der står bag Oscar-nomineringerne. 

Endelig skal nævnes, at det nye filminstitut introducerede Udviklingsstøtten, altså støtte på et tidspunkt, hvor instruktøren endnu ikke har fundet filmens form. Et tidspunkt, hvor det er utroligt svært at få anden støtte, fordi det er så svært at beskrive det endelige produkt. 

Stærk personlig stemme
Det Danske Filminstitut var dog kun det ene hjørne i en afgørende firkant. Tre andre hjørner var Den Danske Filmskole, de faglige organisationer og public service-tv. 

Dokumentarinstruktørlinjen på Den danske Filmskole blev oprettet i 1992 (i begyndelsen kaldet TV-uddanelsen) og har fra starten lagt vægt på, at skolens elever skulle udvikle en stærk personlig stemme. En auteuruddannelse. Personlige kunstværker. Ingen Oplysning til Borgerne om Samfundet her. 

Dokumentarlinjen har haft en afgørende betydning for, at vi i dag har en syndflod af talentfulde instruktører. 

Også indførelsen af en egentlig produceruddannelse i 1983 – senere kaldet Kreativ Producer – og opgraderingen af Manuskriptuddannelsen i 1988 var vigtige. De to uddannelser ligger på Filmskolens fiktions-linje, men samarbejde med eleverne på dokumentarfilmuddannelsen finder naturligvis sted. 

Producerne blev ikke kun uddannet i at lægge budgetter og organisere optagelser. De skulle også være kreative medaktører. Og instruktørerne fik flere og mere specialiserede sparringspartnere til at skrive manuskripter, hvilket man ikke nødvendigvis er god til, selv om man er en god instruktør. 

Samarbejdet fortsætter heldigvis ud over skoleopholdet. Mange fagprofessioner, ikke mindst fotografer og klippere, arbejder med begge genrer, af stor betydning for begge. 

Blandt de faglige organisationer har det ikke mindst haft betydning, at dokumentar- og spillefilmgenrens producenter gik sammen i Producentforeningen i 1998. Dokumentarproducenterne havde svært ved at trænge igennem alene, og Producentforeningens konstruktion med selvstændig organisering af genrerne og repræsentanter i den fælles bestyrelse gjorde – undtagelsesvis – sammenlægningen af de to genrer til en styrkelse for dokumentarfolket. 

Forholdet mellem den uafhængige dokumentarfilmbranche og public service-tv har ikke altid været et entydigt kærlighedsforhold. De mere kunstnerisk drevne dokumentarfilm fra de uafhængige instruktører og producenter har ofte haft svært ved at nå de store seertal. 

Branchen har jævnligt kritiseret tv for ikke at promovere filmene nok og for at programsætte dem, når de fleste seere var gået i seng. Tv-redaktørerne har omvendt ment, at branchen ikke gør nok for at nå et bredere publikum. 

Men igen, sammenligner vi os med de mange andre lande, der ikke har haft et stærkt public service-tv, falder sammenligningen afgjort ud til Danmarks fordel. Hatten af for DR og TV 2! 

Dogmebølgen
Interessant nok har store øjeblikke inden for spillefilmen også haft betydning for dokumentarfilmen. Dels har det henledt udlandets opmærksomhed på dansk film i almindelighed, dels åbnet danske politikeres øjne for branding af Danmark i udlandet. 

Her er det vigtigt at se på nogle individers betydning og ikke kun på de fire institutionelle hjørner. 

I 1988 vandt Babettes gæstebud en Oscar, i 1988 og 1989 vandt Pelle Erobreren henholdsvis Guldpalmen i Cannes og en Oscar, i 1996 vandt Breaking the Waves en Grand Prix i Cannes, og i 2000 vandt Dancer in the Dark Guldpalmen samme sted. 

Læg dertil dogmefilmenes Kyskhedsløfte fra 1995, der ikke bare satte Danmark yderligere på verdenskortet, men var en internationalt anerkendt revolution i optagelsesmetode og æstetik inden for spillefilm: håndholdt kamera, ingen brug af kunstigt lys, ingen dekorationer, ingen kostumer med mere. Kameraet skulle følge skuespillerne – ikke som normalt omvendt. 

I øvrigt et kyskhedsløfte, der blev forhåndstestet i Riget fra 1994. En tv-serie, der sendte rystelser ud gennem tv-skærmene og blev fulgt af lovsange fra skuespillerne, der blev frisat fra placeringsstreger på gulvet og indøvede kamerature. 

Med denne kroniks fokus er det jo umuligt ikke at påpege det oplagte. Produktionsbetingelserne for Riget og dogmefilmene minder påfaldende meget om dokumentarfilmens. Man kan næsten se forteksterne for sig: Based on a true film. 

Øgede bevillinger
Forud for disse succesrige fiktions-år havde dansk spillefilm i årtier levet en hensygnende tilværelse og antallet af produktioner var nået ned på et niveau, der dårligt kunne holde liv i branchen. Som repræsentanter for de faglige professioner udtrykte det: Der går så lang tid mellem de enkelte produktioner, at vi i mellemtiden glemmer, hvordan man laver film! 

De vilkår havde filmbranchen naturligvis beklaget sig over i årevis og forgæves råbt på øgede bevillinger. Men de internationale succeser og deraf følgende brandingmuligheder skabte et momentum, som ledelsen af det nye filminstitut udnyttede. 

I stedet for kun at råbe på flere penge fremlagde man en konkret fireårsplan, der ville have gjort enhver sovjetisk plan-økonom ære. Hvis I bevilger os den ansøgte budgetforhøjelse, er her planen for, hvordan vi kommer til at bruge bevillingen. 

Det gav resultat og en øget bevilling, der på grund af sammenlægningen af genrerne smittede af på dokumentarfilmen. 

Udfordrer grænserne
Så er vi vist ved at have været rundt om det meste. Men ikke helt.

Den nyligt afviklede dokumentarfilmfestival Cph:Dox grundlægges i 2003 og er vokset til en af de største og mest betydningsfulde festivaler i verden. 

Til hverdag er det ikke nemt at fylde biografsalene, når der er dokumentarfilm på programmet. Men så er der opmuntring at hente hos Cph:Dox, der sidste år fik over 150.000 betalende i biografen. 

Der er kamp om pladsen i kalenderen blandt de utroligt mange festivaler verden over. Men Cph:Dox er lykkedes med at etablere en selvstændig profil, der ikke mindst har handlet om at udfordre den traditionelle dokumentarfilms grænser, både hvad angår film og fremvisning.

Jonas Poher Rasmussen blev nomineret til hele tre Oscars for den animerede dokumentar Flugt om en afghansk flygtning, som skal giftes og må tage greb om fortidens smerte.

Nævnes skal i høj grad også grundlæggelsen af den dansk funderede internationale dokumentarfilm-organisation, European Documentary Network i 1996. 

EDN medvirkede gennem årtier til dannelsen af nogle helt afgørende dokumentarfilm-institutioner i europæiske lande, der stod svagt. Blandt andet i flere sydeuropæiske lande, hvor de nationale filmfonde nærmest var et kontor på 5. sal i Kulturministeriet. 

Men først og fremmest i de øst- og centraleuropæiske, tidligere kommunistiske lande, som efter Murens fald oplevede et sammenbrud i en 100 procent statsfinansieret og -organiseret film-infrastruktur. 

Her var EDN en afgørende faktor i opbygningen af organisationer og aktiviteter, der vendte sig ud mod det øvrige Europa. De fleste eksisterer den dag i dag. 

Tusindvis af dokumentarister i Europa har rigtigt meget at takke danske EDN for. Det er ikke tilfældigt, at EDN’s første direktør har modtaget to nationale fortjenstmedaljer af præsidenterne i Letland og Litauen. 

Nå ja, og så er der jo European Film College i de smukke klitter ved Ebeltoft. En international højskole, der åbnede i 1993 og hvert år har et højtestimeret filmkursus for mere end 100 internationale filmstuderende. 

Og Filminstituttets støtteordning New Danish Screen fra 2003, der i modsætning til de etablerede støtteordninger ikke fokuserer på produktet, men på at udvikle talentet. Og den selvstændige stemme dokumentarfilmen mistede med nedlæggelsen af Statens Filmcentral er der siden i nogen grad rådet bod på med oprettelsen af en stilling som dokumentarfilmchef på Det Danske Filminstitut. 

Karakterdrevne fortællinger
Ovenfor har jeg omtalt dokumentarfilmen i ental og intet kunne være mere forkert. Der findes en række undergenrer samt hybridfilm, der blander fiktion og dokumentar. Siden årtusindskiftet har sågar animeret dokumentarfilm vundet stærkt frem. 

”Ah, hvad kaldte du det?” udbrød jeg, da en producer første gang spurgte mig, om det var noget, Filminstituttet kunne støtte. 

Med fare for forsimpling kan man vist beskrive yderpunkterne inden for dokumentarfilmgenren således: I den ene ende er der den journalistiske, hvis primære formål er neutralt at dokumentere og påvise. I den anden ende er der den karakterdrevne, hvis primære formål er den subjektive fortælling og fortolkning. 

Så vidt jeg kan se ligger Mr. Nobody mod Putin fint placeret et sted imellem disse to positioner. 

Det er den karakterdrevne dokumentarfilm, der i sit færdige resultat ligger tættest på spillefilmen. Vi følger nogle personer, der udsættes for mere eller mindre dramatiske omvæltninger. 

Interessant nok er det samtidig denne undergenre, der i skabelsesprocessen ligger længst fra spillefilmen. Spillefilmen har manuskript, kulisser, skuespillere og så videre. Altså planlagte elementer under instruktørens kontrol. 

Den karakterdrevne dokumentarfilm følger levende mennesker, der gør nøjagtig, hvad der passer dem. Fortællingens byggesten er helt uden for filmskaberens kontrol. Her er en af instruktørens fremmeste evner at spotte en potentiel udvikling. 

”Jeg ved ikke hvad, der vil ske, men jeg er ret sikker på, at noget interessant vil ske.” 

Den danske dokumentarfilm Apolonia, Apolonia, der vandt hovedprisen ved den førende dokumentarfilmfestival IDFA i Amsterdam i 2022, følger sin hovedperson i tretten år. Jeg skal hilse at sige, at hun gennemlever nogle dramatiske omvæltninger, som har været umulige for instruktøren at forudse i 2009. 

Havde det været en spillefilm: ganske interessant. Som dokumentarfilm: voldsomt nærværende. 

Så tillykke og længe leve dokumentarfilmen!