Sydkoreas modne filmpoet

I løbet af godt og vel et årti er Sydkorea som en sydøstasiatisk tiger strøget til tops på den internationale filmhimmel.

Park Chan-wook er med sine postmoderne, tragi-groteske skæbne- og voldslabyrinter blevet kult, også uden for de allermest nørdede kredse. Ikke mindst på grund af Oldboy, der var juryformand Quentin Tarantinos favorit til Guldpalmen i Cannes 2004.

Og Bong Joon-ho har herhjemme især vakt begejstring i de små art house-sale med den genre-legesyge, rebelske monsterfilm The Host, hvor man inderligt lader sig røre, mens man klasker sig på lårene af grin.

Empatisk anfører
Men hvis Park Chan-wook og Bong Joon-ho er de anarkistiske angribere på Sydkoreas filmlandshold, så må den 56-årige instruktør, forfatter og tidligere kulturminister, Lee Chang-dong, være den modne, empatiske anfører.

Vildskaben, der har tegnet Sydkoreansk film, er ham ikke fremmed. Men han mestrer først og fremmest det karakterdrevne drama, der sætter eksistensen på spidsen. Sjældent har man set instruktører, der så følsomt, ekspressivt og bevægende tegner indre konflikter og længsler, som Lee Chang-dong gør det i Poetry, Oasis og Peppermint Candy.

De tre film kan nu for første gang ses på et stort, dansk lærred under Cph Pix-festivalen.

Det sande og smukke
Stærkest står Poetry, der var mange kritikeres favorit til Guldpalmen i 2010. I en nutid hvor Charlie Sheen og Paris Hilton — i hvert fald i Vesten — er hedonistiske afguder, er filmens opdrag nærmest provokerende: at hylde poesien som forløsende kraft, som troen på det smukke og sande i verden.

Den 66-årige Mija med gryende Alzheimers (spillet med smittende livslyst og desperation af veteranen Yoon Jeong-hee) melder sig til et kursus, hvor hun skal lære at skrive poesi. Samtidig finder hun ud af, at hendes ulideligt teenage-uvorne barnebarn, som hun tager sig af, har deltaget i et langvarigt gruppeseksuelt misbrug af en pige, der begår selvmord, og hvis krop flyder ned ad floden i filmens åbning.

Mijas kamp med ordene, der forsvinder i glemslen, og hendes frustrerede stræben efter at nå ind til denne verdens skønhed flettes sammen med de moralske mavepiner over barnebarnet og den døde pige.

Mija står alene i flokken af fædre og skoleledere, der helst bare vil dysse det hele ned og bestikke den efterladte mor til ikke at angive drengene. De voksnes fornuft er nøjagtig lige så kynisk som forældrene i Michael Hanekes Benny’s Video.

Transcendental filmkunst
Men i modsætning til østrigeren lader Chang-dong tvivlen komme menneskene til gode via Mija, der gennemlever alle rådvildhedens nuancer. Og det tjener instruktøren til enorm ros, at han vælger poesien og den fordomsfri fordybning frem for den mere firkantede misantropi.

Nærmest neorealistisk afsøger Chang-dong Mijas verden og ansigt, og i forhold til Bong Joon-hos beslægtede Mother, hvor plottet overraskende og tragisk tager fusen på publikum, er Poetry en langsom, indre rejse, hvor Mija med poesien som løftestang når en åndelig klarhed.

Slutningen, hvor alting forenes og forløses i Mijas digt, er åndeløst smuk. Transcendental filmkunst slet og ret.

Fra voldtægt til kærlighed
I Oasis fra 2002 har vi at gøre med et kærlighedsforhold mellem en spastisk lammet kvinde og en utilregnelig, socialt handikappet mand, der forsøger at voldtage sin udkårne ved deres andet møde. Alligevel finder de to outsiderskæbner sammen i ly for den omverden og de familier, der ikke vil kendes ved dem.

Deres kærlighed er titlens oase.

Men tror man virkelig på den? Ja, det gør man faktisk, også selvom Oasis sine steder nærmer sig det art film-postulerede. Ok, hun har fundet en lidelsesfælle, men hvorfor ringe tilbage til bejleren, der lige har forsøgt at voldtage dig. Her blæser svaret lovlig diffust i vinden.

Men så snart man er kommet ud over forholdets lidt klodsede gestaltning, åbner der sig en magisk-realistisk verden, hvor man ikke bare er forstående tilskuer til en retarderet kærlighed, men aktivt medlevende i en umulig længsel efter at bryde kroppen og tabuernes bidende bånd.

Uigenkaldelig beslutning
Chang-dongs Peppermint Candy fra 1999 er en skæbnefortælling, der foldes ud bagvendt.

En manisk mand, Young-ho, tager med udstrakte arme imod det skæbnens tog, der på sin fikserede kurs fuldbyrder hans selvmord, hvorefter syv kapitler optrevler begivenhederne, der ledte til Young-hos uigenkaldelige beslutning.

Hvordan endte han som fallerede forretnings- og ægtemand, der aldrig greb den store kærlighed til Sunim? Chang-dong opbygger en følelsernes suspense, der fremstår hjerteskærende i lyset af den fremtid, vi kender.

Noget går tabt
Peppermint Candy er en film om maskulin og national identitetskrise, hvor Young-hos udskejelser som soldat og siden aggressiv politimand spejler Sydkoreas egen traumatiske vej mod demokrati.

Men det historiske bagtæppe ekspliciteres aldrig, og som vestlig, uindviet tilskuer står allegorien først rigtig klar, når man efterfølgende rådfører sig med Wikipedia.

Det er det evige problem med ikke-vestlige film: Noget går uundgåeligt tabt i oversættelsen.

I sidste ende er det dog den unge, men af skæbnen dødsdømte Young-hos længselsfulde blik, der står sitrende tilbage i bevidstheden og understreger Lee Chang-dongs mesterskab.

Han laver film, som uden de store æstetiske armbevægelser afbilder en afstumpet verden, men samtidig med en velgørende, sentimental humanisme insisterer på det gode i de søgende, plagede mennesker.

Poetry vises 22. april i Grand, 27. april i Gloria og 1. maj i Vester Vov Vov.

Oasis vises 20. april i Grand og 1. maj i Dagmar.

Peppermint Candy vises 26. april i Grand og 30. april. i Palads.