Interview
02. juni 2014 | 22:44

Til eksamen i westernmusik

Foto | Susanne Rutzou
Kasper Winding dirigerede selv London Philharmonikerne, der indspillede musikken til The Salvation i de berømmede Abbey Road-studier i London.

Musikken til den danske western The Salvation er lavet af Kasper Winding, der under processen måtte sande, at genrens musikalske klicheer var uundgåelige – og inspirerende.

Af Ida Rud

Der er ikke mange filmgenrer, hvor musikken hænger så uløseligt sammen med udtrykket, som når det kommer til westerns.

Tænk bare på Den gode, den onde og den grusomme, hvis tema skal minde om en coyotes hyl – når man hører soundtrackets klagende toner, er det nærmest umuligt ikke at føle sig hensat til en støvet amerikaner-ørken, hvor lovløsheden lurer bag hver tumbleweed.

Musikken herfra er skrevet af maestro Ennio Morricone, der var spaghettiwestern-faderen Sergio Leones faste, musikalske partner.

Filmkomponisten Kasper Winding vovede sig ud i den traditionsrige genre med en vis ærefrygt og nervøsitet, da han skulle skrive musikken til The Salvation.

”Det er så genrebevidst, at det nærmest er en form for eksamen, man skal op i,” fortæller Kasper Winding grinende.

”Det er en kanoniseret genre. Man står på skuldrene af forventninger, også fra publikum, som vil sidde med alle deres: ’Nå, kan de så lave en western?’”

Samtalen foregår via Skype, da den flittige dansker sidder i London. Han har delt sin tilværelse op i den engelske hovedstad og i Paris. Ikke desto mindre arbejder han stadig med danske filmskabere i stor stil. Til september er der engelsk premiere på Lone Scherfigs The Riot Club, som han også har lavet musikken til.

Messe og Moroder
Næsten to år brugte Kasper Winding på musikken til The Salvation, og den 57-årige komponist synes, det har været en luksus at være involveret fra starten.

”Da Kristian besluttede sig for at lave en western, var den oprindelige tanke, at han ville bruge en messe fra Händels Messias som udgangspunkt. The Salvation skulle oprindelig have heddet The Messiah. Tanken var god, men der kom ikke meget western ud af det,” griner Kasper Winding, der i det hele taget griner hjerteligt og ofte.

Så prøvede Kasper Winding at lave et elektronisk score, der var lidt Giorgio Moroder-agtigt (manden bag soundtracket til Scarface og Midnight Express).

”Det havde et eller andet, faktisk. Men fordi filmen blev så klassisk western-agtig, i gåseøjne, så blev den musik lidt påtaget smart-moderne. Hvis filmens udtryk havde været mindre klassisk, så havde det fungeret,” reflekterer han.

Ingen maskemusik
”Vi har været mange veje rundt, før vi kom der, hvor vi endte!” udbryder Kasper Winding, der nød at have god tid, så han kunne ”dumme” sig.

”Jamen, det er ret vigtigt, ikke?” klukker han. ”Det er jo efter man har dummet sig, at man spiller de rigtig sjove ting. Ellers spiller man bare safe hele tiden.”

Han komponerede omkring halvanden times musik på et tidligt tidspunkt, hvor der kun var lavet en computeranimeret storyboard til filmen.

Så kunne filmklipper Pernille Bech Christensen bruge hans musik i stedet for det, man kalder ”maskemusik”. Det er, hvor klipperen bruger et gammelt soundtrack eller lignende til den foreløbige film. Men ofte forelsker klipperen og instruktøren sig i maskemusikken, og så må komponisten nærmest imitere det.

Da Pernille Bech Christensen havde klippet og klistret i Kasper Windings tidlige musikudgave, tog han det med hjem og lavede en helt tredje og endelig version.

Musikkens hovedrolleinstrument
Soundtracket til The Salvation rammer plet. Smukke temaer, storladne orkesterarrangementer og trøstesløse solomelodier.

Kasper Winding forstår at trække musikken ud, så spændingen vokser. Der har også sneget sig en kølighed ind i nogle af instrumenternes detaljer og den brede orkestrering, som lyder nordiske. Meget mere beslægtet med spaghetti-westerns end den klassiske amerikanske western kunne man næsten fristes til at kalde The Salvation en rugbrødswestern.

Musikken har tre temaer, og musikkens ”hovedperson” er en archilaud: en spansk lut, spillet af Javier Mas, der er Leonard Cohens kapelmester.

Det lyder som en guitar, men det tolv-strengede instrument med nylonstrenge har en nærmest elektrisk aggressiv tone, selv om den er akustisk.

”Vi hørte introen til live-versionen af Cohens Who by Fire, som er helt fantastisk. ’Det er lyden,’ tænkte vi. Når man har fundet lyden, så begynder tingene at skrive sig selv, for så skriver man til det instrument. Som Bernard Herrmann gjorde med en altsaxofon i Taxi Driver,” fortæller Kasper Winding, der har sin filmmusikhistorie på rygraden.

Morricone-citat
”Vi brugte ret meget energi på at undgå klicheerne, men vi måtte så sande gennem processen, at vi først begyndte at have det rigtigt sjovt, da vi begyndte at omfavne klicheerne,” fortæller han.

”Der var også nogle gange, hvor det virkede komisk, fordi man kom for langt væk fra stilen.”

Et af filmens temaer har da også et Morricone-citat, hvor Kasper Winding lavede om på tonerne i et af italienerens temaer, men bibeholdt rytmikken.

”Men så kom Javier Mas, og han blev ved med at spille det som Morricone!,” fortæller Kasper Winding.

Selv om Javier Mas slet ikke kendte Morricone-temaet, opstod det uundgåeligt.

”Det er kun fire toner ud af hele temaet. Men Javier, han ville spille det som Morricone. ’Jamen, det er ikke det, jeg har skrevet!’’Ej, men lyder det ikke godt?’ Det måtte jeg jo indrømme, at det gjorde. Så nu er det en rigtig hyldest til Morricone,” siger Kasper Winding.

Han frygtede, at det ville blive svært at høre hans personlige aftryk i musikken, når den var så ikonisk western-agtig.

”Og så var der faktisk én, der sagde til mig forleden, at han kunne høre et ekko af Mig og Charly (1978, red.), som var det første, jeg overhovedet lavede musik til. Det er fandeme mange år siden … det tog jeg som en ustyrlig kompliment.”

Væk med symfoniorkestret
Kasper Winding var med i alle filmmusikkens faser. Han orkestrerede selv scoret, var med til at mikse og med i klipperummet. Især det sidste var lærerigt.

”Til den scene, hvor Mads Mikkelsen hænger i solen, havde jeg skrevet et meget følelsesfuldt tema. Men vi endte med at fjerne hele orkestret, så det kun er guitaren, der spiller til sidst, for … det virkede sgu også uden.”

”Det er skide sjovt, når alle kan stå en lille smule tilbage fra deres ego og så tænke på det kæmpestore billede. Det kan godt være, London Philharmonikerne lige har siddet og spillet det her, men det gør ikke filmen bedre. Vel?” spørger Kasper Winding retorisk og fortsætter.

”Når alt på en film går op i en højere enhed: billede, lyd, historie … så er det jo billedkunst, litteratur og musik i én pærevælling.”

Skal man høre filmmusik?
Samtalen om filmmusikken væsen får Kasper Winding til at udbryde, at tesen om, at filmmusik ikke skal gøre sig bemærket, er helt forkert. Det svarer til, hvis man ikke skal høre efter, hvad folk siger i filmen. Så hellere gøre god brug af stilhed.

For ham er musikken på lige fod med fotograferingen og dialogen.

”For mange år siden gik jeg et semester på Columbia University og studerede filmmusik. Der havde vi to fantastiske gæstelærere. Den ene var John Williams (Star Wars, Indiana Jones), den anden var Ennio Morricone. Det, der var interessant ved dem begge to – og det er ikke noget, jeg har opfundet! – var, at de sagde: ’Filmmusik, det skal høres!’”

”Morricone sagde på sit sindssygt dårlige engelsk, at hvis man blev tilbudt en film, hvor man ikke skulle ’høre’ musikken, så skulle man sige pænt nej tak. For så skulle der nok ikke være musik på den film.”

Jeg afrunder samtalen ved at spørge, hvad det egentlig var for et Morricone-citat, der endte med at komme med i The Salvation.

”Skal jeg ikke lade dig selv finde ud af det? Jeg vil give dig så meget, at det er de første fire toner. Så vil jeg teste dig!” griner Kasper Winding ubarmhjertigt.

Efter sådan at have været til eksamen i filmmusik med ørerne slået ud, er mit rimelig sikre bud, at det drejer sig om temaet fra Der var engang i Amerika.

Og det er det.

Kommentarer

Kasper Winding

Født i København 1956.

Søn af Thomas og Vibeke Winding.

Som fjortenårig blev han trommeslager i DR Big Bandet under ledelse af Palle Mikkelborg.

Har spillet med prominente navne som Rolling Stones, Frank Zappa, Abba, Phillip Glass og Dexter Gordon.

Skrev og sang Sjæl i flammer med Lars Muhl, titelnummeret fra tv-serien Een gang strømer.

Har produceret for musik for C.V. Jørgensen, Per Nørgaard, Mew, Steen Jørgensen og mange flere.

Har komponeret musik til Det Kongelige Kapel, DR Symfoniorkestret, Caroline Henderson og Maya Albana.

Udvalgt filmografi

The Riot Club, 2014

The Salvation, 2014

Hjemve, 2007

P.O.V. – Point of View, 2001

Når mor kommer hjem, 1998

Patrioterne, 1997

Fra hjertet til hånden, 1994

Den store badedag, 1991

Mig og Charly, 1978

© Filmmagasinet Ekko