To politiske instruktører løfter Cannes

Endelig!

Efter tretten film i hovedkonkurrencen i Cannes har festivalen fået to virkelig fremragende værker.

Mens flere af de mest anerkendte mesterinstruktører har skuffet i år, lever rumænske Cristian Mungiu (4 måneder, 3 uger og 2 dage) og eksilrussiske Andreï Zvyagintsev (Leviathan, Loveless) op til forventningerne.

Begge deres nye film ligner stærke kandidater til Guldpalmen.

Mungius Fjord er hans første film uden for Rumænien, og den har allerede skabt debat i Cannes. Heldigvis for det. Festivalen er nemlig præget af lidt for mange instruktører, der tilpasser sig et publikum af privilegerede journalister og kritikere med de ”rigtige” holdninger.

Fjord foregår i en norsk flække, som en religiøs, rumænsk familie flytter til. Men da skolen får mistanke om, at forældrene afstraffer deres børn fysisk, bliver børnene – uden en høring – taget af de norske børneværnsmyndigheder, mens sagen undersøges nærmere.

Mungiu har i film efter film blotlagt, hvordan statsapparatet kvæler almindelige menneskers liv gennem kontrol, ydmygelse og institutionaliseret magt.

I Fjord vender han blikket mod Vesten og udfordrer vores forestilling om tolerance og frihed ved at stille et ubehageligt spørgsmål: Hvor langt rækker frisindet egentlig, når mennesker lever efter værdier og normer, som flertallet hverken deler eller forstår?

Konsensustyranni
Instruktøren fastholder sin nøgterne, næsten kliniske objektivisme og skildrer kultursammenstødet uden at uddele domme. Cristian Mungiu overlader det til publikum selv at tage stilling til, hvad de ser.

Nogle anmeldere mener dog, at han denne gang går for langt i sin tilbageholdenhed – at filmen bliver så åben, at den aldrig for alvor får samlet sine tråde til en tilfredsstillende helhed.

Andre tolker den i modsatte retning og hævder, at filmen i praksis kommer til at fremstå som en indirekte forsvarstale for familien, på trods af forældrenes erkendelse af, at fysisk afstraffelse er en del af deres opdragelsespraksis.

Begge positioner overser imidlertid, at Mungiu snarere er optaget af konsensustyranni og af, hvordan normer bliver til tvang, når de ophøjes til absolut sandhed.

I den optik bliver kultursammenstødet – formidlet gennem børnene – ikke et spørgsmål om at vælge side, men om at undersøge, hvordan begge kulturer potentielt kan lære af hinandens blindheder. Mungiu retter sit blik mod ekstremismerne i begge ender af spektret, til højre og venstre i samfundet, og lader dem spejle hinanden i stedet for at lade den ene fremstå entydigt retfærdig.

Nådesløs mordscene
Russiske Andreï Zvyagintsev er en af dette århundredes største instruktører, der har skabt hovedværkerne Leviathan og Loveless.

I 2021 blev han blev indlagt med høj feber efter at være blevet vaccineret med Ruslands Sputnik V under coronakrisen. Under indlæggelsen blev han inficeret med en antibiotika-resistent bakterie, udviklede blodforgiftning og blev overført til et hospital i Tyskland, hvor han blev lagt i kunstig koma.

I dag lever han i eksil i Frankrig, fordi han ikke føler, at han vil kunne bevare sin kunstneriske frihed i Putins Rusland. Og hans nye film Minotaur – hans første i ni år og i øvrigt delvist inspireret af Claude Chabrols thriller Den utro hustru fra 1969 – udspiller sig netop i et Rusland i skyggen af krigen i Ukraine.

Gleg er en højtplaceret mellemleder i en statstilknyttet industrikoncern, hvor han styrer kontrakter og ressourcefordeling. Hans liv begynder at smuldre, da han opdager, at hans kone har en affære, samtidig med at staten presser ham til at udvælge ansatte til militærtjeneste i Ukraine-krigen.

Da han opsøger hustruens elsker, ender det i drab – en handling, der fremstår lige så impulsiv som uundgåelig. Hans efterfølgende forsøg på at skaffe sig af med liget og tørre blodet op fra gulvet skildres med en minutiøs og næsten ubærlig detaljeringsgrad.

Det er en af de stærkeste og mest urovækkende scener på årets festival.

Uhyret i labyrinten
Glebs forsøg på at bevare magten over familien og medarbejderne ender med at spejle den statslige vold, han selv er underlagt. Filmen handler ikke kun om et individ i krise, men også om et helt samfundssystem, hvor magten sætter sig brutalt igennem.

Titlen refererer til den græske myte om Minotauros, uhyret der blev spærret inde i en labyrint og hvert år krævede syv drenge og syv piger som offer.

I filmen befinder Gleb sig i en tilsvarende samfundsmæssig labyrint af bureaukrati, overvågning og korruption, hvor menneskeliv kynisk reduceres til tal og kanonføde. Her er han både offer og medskyldig.

Slutningen er kuldegysende, idet skyld ikke bliver sonet, men neutraliseret gennem systemets egen logik, så alt kan fortsætte i et land, hvor moral ikke længere har nogen reel funktion.

Dilemmaet for Cannes
Cristian Mungiu og Andreï Zvyagintsev har det tilfælles, at de fortæller historier om menneskelige skæbner, bundet af rigide samfund. I den forstand kan man med rette betegne dem som politiske filmskabere.

Og det er måske den bedste forklaring på, hvorfor netop disse to veletablerede instruktører klarer sig stærkere i Cannes end kolleger som spanske Pedro Almodóvar og iranske Asghar Farhadi.

Deres film har ganske enkelt noget på spil – for nu at bruge den mest slidte kliché.

Almodóvars Amarga Navidad og Farhadis Histoires parallèles kredser begge om forholdet mellem virkelighed og fiktion og arbejder elegant med grænselandet mellem de to. Men trods deres formelle finesse efterlader de ikke et tilsvarende indtryk af nødvendighed eller et tydeligt budskab.

Alle fire instruktører har et enormt teknisk og kunstnerisk overskud, men hvor Almodóvar og Farhadi tidligere også havde formål med finurlighederne, er de nu forduftet.

Spørgsmålet er så, hvorfor disse film overhovedet er udtaget til hovedkonkurrencen.

Svaret er enkelt. Festivalens forventninger til de store auteurs spiller en afgørende rolle. Hvis Cannes ikke tilbyder dem en plads i hovedkonkurrencen, vil de i stedet søge mod andre festivaler, som for eksempel Venedig, der konkurrerer direkte om verdenspremierer.

Cannes kan ikke tillade sig at miste disse navne, fordi de også er med til at definere festivalens prestige og arthouse-identitet. Men konsekvensen er, at hovedkonkurrencen i stigende grad præges af strategiske udtagelser snarere end et rent kunstnerisk kvalitetskriterium – og dermed ikke nødvendigvis af de bedste film.