Ken Loach: Venstrefløjen må samle sig
Ken Loach fylder 90 år i næste måned og måtte støtte sig til sine ledsagere, da han hilste på publikum og presse i forbindelse med en særvisning af Land and Freedom fra 1995 i Cannes.
Britiske Ken Loach har lavet sin sidste film, men den socialrealistiske mesterinstruktør er ikke færdig med at tale til publikum.
Til en særvisning af Land and Freedom fra 1995 indledte den dobbelte Guldpalme-vinder sin bevægende tale ved at gendrive Wim Wenders’ udtalelse fra Berlinalen om, at filminstruktører bør holde sig bort fra politik.
”Lad mig gentage Martin Luther Kings ord: Det værste er det ikke ondes vold, men det godes tavshed,” lød det fra den livslange socialist, der i næste måned kan fejre sin 90 års fødselsdag.
Han fortsatte med at citere den amerikanske sanger og borgerrettighedsforkæmper Paul Robeson: ”Kunstnere er civilisationens radikale stemme. Og det er en vigtig opgave.”
”I dag er fascismen atter på fremmarch,” slår Loach selv fast.
”Selv hvis de ikke kalder sig selv fascister, bruger de fascismens metoder. De udnytter den desperate smerte, mange mennesker føler, og siger, at de, der har ansvaret, er de, der har allermest brug for vores hjælp.”
Dermed gør han sin faste manuskriptforfatter kunsten efter, idet Paul Laverty til juryens pressemøde udtrykte solidaritet med Palæstina og bekymring for repressalier mod kunstnere, der bruger deres platform i politisk øjemed.
En bekymring, der tilsyneladende er fuldt berettiget, efter at mediehuset Canal+ varslede at ville bandlyse alle, der har underskrevet et protestbrev mod dets nye ejer.
Problemer til debat
Man kan dårligt forestille sig en bedre scene til Ken Loach’ afsked med Cannes-festivalen end denne gratis visning på Cinéma de la Plage.
Hellere end at tale til de gallaklædte gæster i Grand Théâtre Lumière talte han for et blandet publikum af akkrediterede festivalgæster, lokale franskmænd og tilfældige turister, der enten puttede sig i liggestole eller sad med tæpper på sandet.
Også med på scenen var filmens kvindelige hovedrolleindehaver Rosana Pastor, producer Rebecca O’Brien og Paul Laverty, som den gangbesværede instruktør støttede sig til på vej mod mikrofonen.
De to sidstnævnte har sammen med Loach dannet et kreativt trekløver lige siden Land and Freedom, hvor Paul Laverty har en birolle som soldaterkammerat i en socialistisk milits under Den Spanske Borgerkrig.
Her bliver kampen mod Francos tropper stadig mere ulige, som venstrefløjskoalitionen mellem anarkister, fagforeninger og kommunister krakelerer. Ikke ulig Loach’ første Guldpalmevinder, Vinden som ryster kornet fra 2006, om Den Irske Borgerkrig.
Venstrefløjen må samle sig
Solidaritet på tværs af samfundet er et tema, som Ken Loach har udforsket gennem hele sin karriere, fra 60’ernes debatfilm om hullerne i det sociale sikkerhedsnet og til hans seneste film om tidens udfordringer på bunden af det engelske samfund.
De tæller blandt andet hans anden Guldpalmevinder Jeg, Daniel Blake om førtidspension, Sorry We Missed You om gig-økonomiens tabere og The Old Oak om en affolket arbejderby under pres i Nordengland.
Ken Loach ser det som venstrefløjens evindelige udfordring at fastholde solidaritet.
I et nyligt interview med The Guardian kaldte han det en ”forspildt historisk mulighed,” at den tidligere Labour-leder Jeremy Corbyns nystartede parti Your Party forfaldt i en intern magtkamp.
Han ville formentlig have noget tilsvarende at sige om de seneste måneders danske regeringsforhandlinger.
I Cannes kommer han med et råd og en opsang: ”Hvis vi er splittede, hvis vi kæmper indbyrdes, vil vi ikke have den kollektive styrke, det kræver at besejre fascismen.”
Hvem tager over?
Ken Loach har brugt sin karriere på at sætte problemer under debat, som han fortæller om i et portrætinterview i Ekko #95.
Før han endegyldigt trak sig fra instruktørgerningen i 2024, havde man længe på fornemmelsen, at han som den japanske animeinstruktør Hayao Miyazaki især blev ved, fordi han ikke kunne finde den rette arvtager.
I sin bevægende tale beklager Ken Loach da også, at han ikke ved, hvem der kan føre faklen videre efter hans generation af socialt engagerede, politiske kunstnere.
Han citerer den italienske socialist Antonio Gramsci, der døde i et fascistisk fængsel under Mussolinis styre
”’Den gamle orden er døende. Den nye er endnu ikke født.’ For nogle af os er der ikke meget tid igen. Så for guds skyld: lad os se den nye orden blive født inden længe.”
Ken Loach’ tale til visningen af Land and Freedom i Cannes, 19. maj 2026
Det er en stor ære for os at være tilbage her. Og også tak til alle folkene i Frankrig og resten af Europa. Uden jer ville vi ikke have haft en karriere. Vi ville ikke have lavet de her film overhovedet.
For det første har jeg noget at sige til den kommentar, der faldt under filmfestivalen i Berlin, hvor min gode ven Wim Wenders foreslog, at film bør holde sig bort fra politik. Jeg er nødt til at erklære mig uenig. Lad mig gentage Martin Luther Kings ord: han sagde, at det værste ikke er det ondes vold, men det godes tavshed.
Og når vi ser udnyttelse, undertrykkelse, obskøn rigdom og desperat fattigdom; når vi ser krige og krigsforbrydelser – lad os skære det ud i pap: Israels folkemord mod palæstinenserne i Gaza – så kan vi ikke forholde os tavse. Og vi vil ikke være tavse.
Der er et andet citat, jeg gerne vil give videre til jer. Det kommer fra Paul Robeson, den store amerikanske sanger, der sagde, at kunstnere er sandhedens vogtere. De er oprørets stemme. De er civilisationens radikale stemme. Og det er ingen dårlig ting at være civilisationens radikale stemme. Det er en vigtig opgave. Vi vil gøre vores bedste.
Lad mig sige lidt om filmen, I skal se, der handler om Den Spanske Borgerkrig: Der var to historier at fortælle. Den ene er, at det var den første krig mod fascisme. Og de mange mænd og kvinder fra forskellige lande, der rejste til Spanien for at støtte den socialistiske, demokratisk valgte regering.
Den historie fortalte vi, fordi vi tænkte, at vi aldrig ville få fascismen at se igen. Det var i 1990’erne – og hvor tog vi dog grueligt fejl.
For i dag er fascismen atter på fremmarch. Og denne gang ankommer fascismen ikke klædt i skaftestøvler. Den ligner vores venner. Så tag jer i agt. For selv hvis de ikke kalder sig selv fascister, bruger de fascismens metoder: De udnytter den desperate smerte, som mange mennesker føler, og siger, at de, der har ansvaret, er de allerfattigste, de mest sårbare, de, der har allermest brug for vores hjælp.
Det er vi nødt til at gøre os bevidst. Og vores opgave må være at besejre dem.
Den anden historie, den vi faktisk fortalte, er historien om venstrefløjens splittelse. Dengang to konkurrerende idéer dystede om lederskab mod hinanden. Men den splittelse ødelagde os. Og det er en lektie, vi atter må lære i dag. For hvis vi er splittede, hvis vi kæmper indbyrdes, vil vi ikke have den kollektive styrke, der kræver at besejre fascismen.
Og ét citat mere fra en stor, italiensk socialist. Han sagde: ”Den gamle orden er døende. Den nye er endnu ikke født.” For nogle af os er der ikke meget tid igen. Så for guds skyld: Lad os se den nye orden blive født inden længe, så vi alle kan nyde godt af den.
Det er sådan en ære og et privilegie at vende tilbage til Cannes – denne sidste gang.
Niels Jakob Kyhl Jørgensen
Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.
Har i flere år dækket festivalerne Sundance, Venedig og Berlin for Ekko.
Er for fjerde gang på Cannes-festivalen, hvor han anmelder film og laver interviews.
Årets festival løber fra 12. til 23. maj.
facebook
twitter
Kommentarer