Fascisme, nazisme, kommunisme er begreber, der dækker totalitærstaten, som vi kender den i dag fra Kina, Rusland, Nordkorea og Syrien. Her er ikke demokrati, men i stedet censur, hvad angår medierne og kulturen.

Der har på det sidste været en hed debat omkring dette emne. Indenlands har Det Kgl. Teaters skuespilchef Morten Kirkskov i Berlingske Tidende skrevet en kronik.

Belingske Tidende: ”De senere års udvikling har vist, at det ikke længere er en hysterisk overreaktion at trække fascisme- eller nazismekortet” og ”vi er ved at integrere fascismen som en ’ok’ måde at opføre og udtale sig på”, skriver Morten Kirkskov i kronikken, hvor han giver sit besyv med i forhold til flygtningepolitikken.

Han angiver politikernes ligegyldighed over for kulturen som årsag til den fascisme, han ser spire frem i samfundet. ”Hvor er det, vi lærer om anstændighed som afgørende næring til vores civilisation? I kunsten blandt andet,” skriver Morten Kirkskov.

Udenlands har EU sat Polen under overvågning, på grund af at den nye regering har indført love, der svækker pressefriheden og domstolenes uafhængighed – og dermed går direkte imod kravene for at være medlem af unionen. En af lovene giver skatteministeren ret til at bestemme, hvem der får topposter i statslige medier. Regeringen har også signaleret, at statslige medier skal bringe mere ”patriotisk indhold”.

EU-politikeren Jens Rohde, før Venstre nu Radikale Venstre, udtaler: ”Sandheden er, at vi intet kan stille op over for Polen. Det europæiske fællesskabs ulykke er, at vi altid taler om fundamentale rettigheder, når vi forhandler internationale aftaler, men Europa er ikke i stand til at håndhæve sine egne fundamentale rettigheder. Heller ikke, selv om det er hele EU som værdifællesskab, der er på spil her.”

Men hvad med lille Danmark?

Et af EU’s bekymringer er, at Polen har indført kontrol over de statslige medier. Men Danmark har den samme kontrol, hvad angår vores to nationale tv-stationer, teater og film.

Wikipedia om DR: ”DR ledes af en bestyrelse på elleve medlemmer, der udpeges for fire år ad gangen. Tre, herunder formanden, udpeges af Kulturministeriet, seks af Folketinget, mens medarbejderne i DR vælger to medlemmer. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for DR’s programmer, ligesom den har personaleansvaret for DR's øverste chef, generaldirektøren, samt den øvrige ledelse.”

TV2’s hjemmeside: ”Mediekoncernen TV 2 Danmark ledes af en bestyrelse på ni medlemmer. Seks medlemmer er udpeget af kulturministeren, og tre medlemmer (medarbejderrepræsentanterne) er udpeget af medarbejderne på TV 2. Bestyrelsen varetager den overordnede ledelse og fastsætter de almindelige retningslinjer for mediekoncernen TV 2’s landsdækkende virksomhed. Formandskabet er bestyrelsens primære kontaktled til direktionen. Bestyrelsen vurderer løbende de væsentligste opgaver i relation til den finansielle og ledelsesmæssige kontrol med selskabet.”

Med andre ord, regeringen og dens parlamentariske grundlag har total kontrol over vores to stærkeste medier inden for nyhedsformidling og kultur, nemlig DR og TV 2.

Den polske regering har som sagt også signaleret, at statslige medier skal bringe mere ”patriotisk indhold”.

Men hvad med Danmark?

Citat fra Wikipedia: ”I juni 2010 vedtog Folketinget en merbevilling som var øremærket til udvikling og produktion af en historisk dramaserie. Merbevillingen var kommet i stand ved Medieaftalen for 2011–2014 ’Fokus på kvalitet og mangfoldighed’, der blev vedtaget med flertal af VK-regeringen og med Dansk Folkeparti og Liberal Alliances stemmer. Partierne bag den foregående medieaftale var dog enige om at benytte et forventet merprovenu fra licensen på en ’produktion af en historisk dramaserie af høj kvalitet, der kan give danskerne kendskab til vigtige begivenheder i Danmarkshistorie’.”

Men Danmark er gået skridtet videre i statskontrol over kulturen. Det Kongelige Teater dækker både skuespil, opera og ballet er 100 procent statskontrolleret.

Det Kongelige Teaters hjemmeside: ”Bestyrelsen er Det Kongelige Teaters øverste ledelse og har over for kulturministeren det overordnede ansvar for teatrets virksomhed. Bestyrelsen træffer beslutning om teatrets budget og ansætter teaterchefen og direktionens øvrige medlemmer.”

Her udskiftede kulturminister Bertel Haarder for nyligt bestyrelsen i Det Kongelige Teater.

Hvad filmen angår, så er der en lille åbning, idet tre medlemmer af bestyrelsen kan vælges udefra. Men også kun en meget lille åbning. Formanden og næstformanden udpeges nemlig af staten.

Filmloven: § 3 ”Det Danske Filminstitut ledes af en bestyrelse på indtil syv medlemmer, der beskikkes af kulturministeren.
Stk. 2. Tre medlemmer udpeges af kulturministeren og skal repræsentere kulturel, mediemæssig og ledelsesmæssig indsigt.
Stk. 3. Rådet for Spillefilm, Rådet for Kort- og Dokumentarfilm og Museumsrådet, jf §8, udpeger hver et medlem til bestyrelsen.
Stk. 4. Medarbejderne ved instituttet kan vælge et medlem til bestyrelsen.
Stk. 5. Blandt bestyrelsens medlemmer udpeger kulturministeren formand og næstformand.”

To gange inden for to år har henholdvis den Socialdemokratiske/Radikale regering og Venstre-regeringen valgt ikke at følge Folketingets flertal. Det er lovligt, da det i begge tilfælde var et beslutningsforslag, ikke et lovforslag. Det blev i begge tilfælde stærkt kritiseret af medierne og politikere.

Ventres Kristian Jensen udtalte dengang: ”Det er en hån mod folkestyret, at man blæser på det, uanset hvad Folketinget beslutter.” Knap to år senere udtalte Kristian Jensen, der var blevet udenrigsminister, i anledning af at Venstre-regeringen ikke ønsker at følge flertallets beslutning: ”Vi har tilsvarende tænkt os at tilgendegive over for folketinget, at vi ikke agter at følge den vedtagelse af beslutningsforslag, der er …”

Et af totalitærstatens effektive måde at udnytte samfundet maximalt er at flytte befolkningsgrupper derhen, hvor de efter statens skøn fungerer optimalt. Det er helt sikker i god mening, at regeringen vil flytte store grupper af de statsejede styrelser og virksomheder til områder uden for København, men det er et faktum, at de pågældende medarbejdere og deres familier ikke er blevet spurgt.

Jeg er sikker på, at hverken politikere eller de valgte regeringer har til hensigt at udnytte mekanismer i det danske samfund til at indføre totalitærstaten af bagdøren. Men det er et faktum, at muligheden er dér. Morten Kirkskov var tydeligt skræmt i Deadline over reaktionerne på hans udtalelser til Berlingske Tidende, men han har en pointe.

Når man tænker over ovenstående, så er det ikke underligt, at Alternativet har fået så mange stemmer og helt sikkert vil fordobles ved næste valg. Deres hovedbudskab er klart: Politik og indflydelse tilbage til folket. Jeg mener ikke, at vejen er privatisering af medierne eller andre kulturinstitutioner, dertil er Danmark for lille et kulturland, og vi vil meget hurtigt blive amerikaniseret.

Tidspunktet er derfor kommet, hvor politikerne og organisationerne bør se folket i øjnene. Man skal lave en model over de statskontrollerede institutioner og indføre bestyrelser med armslængde til staten. Men man skal også fjerne juridiske spidsfindigheder, som gør det muligt, at flertallet kan tilsidesættes. Det skaber mistillid til folkestyret.

”Det europæiske fællesskabs ulykke er, at vi altid taler om fundamentale rettigheder, når vi forhandler internationale aftaler, men Europa er ikke i stand til at håndhæve sine egne fundamentale rettigheder. Heller ikke, selv om det er hele EU som værdifællesskab, der er på spil her."

Jens Rohdes udtalelse kunne lige så godt gå på Danmark, og vi skulle nødigt komme under EU´s overvågning.

Så kære politikere, vågn op og få Danmark tilbage på sporet!