Fra hoften

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

05. maj 2014 | 22:49

Regionale filmfonde er fiksfakserier

Foto | Rolf Konow
Ulrich Thomsen og Nikolaj Lie Kaas i Adams æbler. Filmen modtog støtte fra FilmFyn og blev filmet på øen.

I dag er de tre regionale filmfonde kommet med et forslag om at etablere en Danmarkspulje, som skal være sideløbende med publicservicepuljen og skal financieres af en del af licensprovenuet samt de overskydende licensmidler. 

Med mindre man er overbevist om, at Se og Hør skal have større andel i mediepengene i forhold til alle andre medier, så er det her en lige så dårlig ide.

De regionale filmfonde er hverken til gavn for det lokale miljø eller filmproduktionen. Meningen med de lokale filmfonde var, at der skulle skabes lokale filmmiljøer, og det skulle gavne det lokale miljø. Det sker ikke. Tværtimod. Det er på mange måder en destruktiv pengemaskine for nogle få selskaber.

Jeg stillede engang et firma i Aarhus følgende spørgsmål:

”Hvis jeg skal lave film her, har I så opbygget et kamera- og lysudlejningsfirma, så der kommer omsætning i byen?” Vedkommende så på mig, som var jeg idiot, og svarede grinende: ”Nej da, vi får det hele fra Sverige, og så fakturerer vi til dig, som kom det fra os, og så ligner det omsætning i Aarhus, smart ikke. På den måde får vi støtte."

En anden gang blev jeg præsenteret for et oplæg til en aftale fra et andet firma i Aarhus, der skulle hjælpe Regner Grasten Film med at søge støtte i Den Vestdanske Filmpulje. Det lød sådan her:

– 7 % administration af den del af den samlede omsætning, vi håndterer.

– 10 % i co-producer fee af den finansiering, vi tilvejebringer (fra VDF og andre), dog minimum 100.000 kr.

– Varige rettigheder sat i forhold til de penge, vi tilvejebringer – pro rata pari passu med den øvrige privatkapital i tilbagebetalingsplanen.

– Formel kreditering som med-producer (er ikke ret hidsige omkring placeringer og sådan noget …).

Med andre ord: Den støtte, det lokale selskab skaffede fra fonden, skulle indgå som investering fra selskabet selv. Penge som ikke var deres egne, skulle de have andele for. Derudover skulle man have ti procent af støtten plus syv procent af omsætningen. Den omsætning, som man i øvrigt hentede fra Sverige og andre lande, bare ikke i Aarhus.

Svindel er måske et stærkt ord, men det er helt sikkert meget kreativt. Jeg droppede at søge støtte i Den Vestdanske Filmpulje og lavede hele Hvidstengruppen i Randers, så det kom lokalområdet til gavn.

Hvad så med Fyn?

Når man filmer på Fyn, kan man få støtte gennem FilmFyn, hvis det genererer omsætning for Fyn, men det gør det ikke. Ud over at leje nogle forkølede sommerhuse ud lokalt er filmmiljøet nærmest ikke eksisterende. Så for Fyn og dem, der bor der, er det ikke ret meget værd. Det er en kendt sag i branchen, og det har også været fremme i aviserne, at det meste udstyr og hold kommer fra København og bliver også her faktureret lokalt for at skabe omsætning. Kun meget sjældent bliver der lavet en film til gavn for lokalområdet.

Hvor værdifuldt er det for Fyn at se den samme landevej i alle danske film?

Det samme gælder Copenhagen Film Fund, der på mange måder er en joke. Her er referat af en samtale, jeg havde med direktøren for Copenhagen Film Fund:

”Hej, super fedt med den nye fond. Det glæder jeg mig til. Vi kommer jo med Karen Blixen-filmen, og den foregår blandt andet i København.”

– ”Er det en dansk film med dansk hovedproducent”

”Ja da.”

– ”Så kan du ikke få støtte.”

”Hvorfor?”

– ”Vi giver kun til udenlandske produktioner.”

”Hvad med Heartless, den er både på dansk og har dansk producent, den har I da støttet?”

– ”Det er noget andet. De truede med at flytte til Prag, hvis de ikke fik støtte.”

”Så jeg kan få støtte, hvis jeg truer med at flytte til Prag, det er da totalt langt ude.”

Så fik han pludselig travlt!

– ”Du, jeg må løbe, jeg skal lige snakke med TV 2, de er ved at true med at flytte deres nye tv-serie til Moskva.”

”Hvor foregår den da?”

– ”På Amager.”

Til orientering er kun de tre sidste replikker fiktion.

Så kære politikere: Lad være med at lytte til de regionale fonde om flere penge og slet ikke til et fantasiprodukt som Danmarkspuljen. De tre regionale fonde skal først vise, at de kan skabe noget konstruktivt for dem, der allerede betaler, nemlig de lokale borgere. Og det handler om talentudvikling både foran og bag kameraet, arbejdspladser og film og tv-produktioner skabt af af lokale produktionsselskaber.

Men hvordan skal vi så støtte, at filmene ikke kun foregår i København? Svaret er enkelt, det skal ske i et tæt samarbejde mellem producenterne, de lokale kommuner og Det Danske Filminstitut, som kun har det formål at styrke filmkulturen i Danmark.

Jeg har selv lavet Hvidstengruppen i Randers-området og Tarok i Skive-området, og begge steder har vi haft glæde af den lokale opbakning. Samtidig har både Skive Kommune og Randes Kommune fået et fantastisk boost for området, både hvad gælder turisme og den lokale identitet. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke der havde været støtte fra Det Danske Filminstitut, der går ind og støtter gennem en regional støtteordning, når man vil lave filmen der, hvor den faktisk foregår. Det er en unik støtteordning.

Så lige her og nu er det vigtigt at bakke op om, at Det Danske Filminstitut får flere penge til at støtte produktioner, der fortæller historier fra hele Danmark. De regionale fonde er og bliver en lokalopgave. Så hvis de regionale fonde levede op til deres ansvar og skabte filmmiljøer, ville det være fantastisk.

Men det gør de ikke, så glem al snak om Danmarkspuljer!

Gå i stedet ind og styrk det filminstitut, som I politikere selv har sat i verden til at styrke dansk filmkultur. Så hvis der er penge i filmforliget til at styrke produktioner lokalt i Danmark, så skal de gå til produktioner, der bliver produceret lokalt.

Til de kommuner, der står bag de regionale filmfonde, vil jeg sige: Vågn op og gør noget for jeres borgere!

Kommentarer

Regner Grasten


Producenten Regner Grasten skyder sine skarpladte holdninger til dansk og international film afsted fra hoften.

Søn af maler/filminstruktør Kirsten Stenbæk og filmanmelder/manuskriptforfatter Bent Grasten. Tilbragte sin barndom på Ekstra Bladets redaktion og ASA-filmstudierne i Lyngby.

Fik som ung 450 kr. om måneden for at sætte plakater op og skrue elpærer i hos ABCinema. Var med til at grundlægge biografen Klaptræet, siden selskabet Kærnefilm med Per Holst.

Startede sammen med sin kone, Tove, produktionsselskabet Regner Grasten Film og producerede med Per Holst Op på fars hat, der blev set af en million mennesker i biografen.

Har produceret 34 film, heriblandt Anja & Viktor-serien, Det forsømte forår, Kun en pige, Hvidstengruppen og senest Tarok. Har også stået bag to julekalendre og teater-musicalen Askepop. Har været forfatter og medforfatter på flere af filmene under pseudonymet Torvald Lervad. Var instruktør på Bananen – skræl den før din nabo, der blev firmaets største flop.

© Filmmagasinet Ekko