Er film kun ord?

Et godt manuskript er vigtigt, dygtige manuskriptforfattere er fantastiske. Man er i nogenlunde sikker havn som instruktør, hvis man står med et stramt velfungerende manuskript. Dårligt skuespil, fejlslagen scenografi, rusten lyd og så videre kan let skjules og dækkes til, hvis historien holder os i et jerngreb.

Men er vi blevet så begejstrede for og fokuserede på det gode manuskript, at vi har glemt, hvad der også gør en god film?

Når man arbejder som instruktør, bliver man mødt af et krav om det perfekte manuskript, som der findes en forestilling om findes. Det gode manuskript udløser produktionspenge. Men hvordan ser det gode manuskript ud?

Man skal ”bevise” sin præmis. Man skal gøre gældende, at historien går op. At den er skruet rigtigt sammen.

Det kan være rigtigt, men film er ikke bare bevisførelse. Film er fremlæggelse.

Vi instruktører viser verden frem. Der sker en forandring. Et menneske er forvandlet, et barn er fortabt, en verden er gået under, en ny er opstået. Eller alt er status quo. Fortsæt selv.

Vi hader det ukendte!

Når man læser en historie eller ser en film, sker der noget med os. Vi filtrerer handlingen i forhold til vores egen indsigt. Er det noget, jeg kender til, er det rigtigt beskrevet? Går en bager virkelig i sådan noget tøj?

Der sker en psykologisering. Vil en mand købe en isvaffel lige før, han skal slå sin kone ihjel? Tror vi på det? Holder det vand?

Hvis noget er ukendt eller uforståeligt, vælger vi det fra. Vores naturlige modstand mod det ukendte blokerer for vores oplevelse.

Hvis vi ser samme film – læser samme historie igen – er vores angst for det fremmede blevet mindre. Der er visse overraskende elementer, vi har bearbejdet og måske accepteret, og nu er der flere oplevelser og tolkninger, der kan slippe gennem vores panser.

Vi accepterer måske, at en handling ikke kun behøver at være en plotstyret fremadrettet virkelighed. Fordybelsen, indsigten eller sansningen kan være lige så spændende. Den kan bære oplevelsen i sig selv.

Drejebogen (en teknisk manual med blandt andet billedudsnit, lyd og lys) er det vigtigste redskab for instruktøren.

Billeder kan udtrykke mere psykologi end nok så mange replikker. Billederne skal ikke bare fungere, de skal ikke bare én-til-én illustrere fortællingen.

Når man som instruktør står med et færdig manuskript, er ens arbejde at gennemgå det for scener og situationer, hvor man med fordel kan erstatte dialogen med billeder.

Don’t tell it, show it!

Man søger en ramme, der giver plads til en rytme, som inkluderer den ordløse fortælling.

Spillefilmen destillerer, den bliver et voldsomt digt, der ætser sig fast.

Man siger at serien pt. er mere spændende, fordi man kan nuancere karaktererne i det uendelige og komme dybere og dybere ind i dem, nuancere og udfordre dem.

Men det er jo en tidsrøver at sidde klistret foran skærmen i så mange timer for at kunne være med i klubben og få det fulde udbytte.

Her foretrækker jeg klart spillefilmen. Den giver et quick fix, et los i røven, en tåre ned ad kinden, et gys eller en varm følelse, en teoretisk indsigt. Alt sammen på halvanden til to timer.

Man kan risikere at komme forandret ud på den anden side og samtidig have tid til en kop kaffe og et kys.