Hvem skal bestemme, hvad vi skal se?

Det der med at være blogger, dét skal man lige vænne sig til. Ikke så snart man har oploadet et indlæg, dukker der stemmer op, som kræver svar. Og ja, det føler man sig forpligtet til – at svare. Og der gøres forberedelser. Og skal man komme med et udsagn, der holder hele vejen til byretten, så skal der researches og ja, så er man pludselig ovre i en helt anden boldgade, nemlig den journalistiske.

Det kan være godt nok, men jeg kan mærke, at det er ikke i den gade, jeg befinder mig bedst. Jeg har skrevet et par noter. De er et udsagn til eftertanke, de må gøre det ud for svar.

Note 1:

Sæt jer roligt ned, træk vejret dybt ned i maven, glem alt om at fare til tasterne. Dette er et blogindlæg – dette er et indspark, og et sådant skal man nogle gange bare lade svæve og ikke prøve at vride et ”rigtigt og forkert”, et ”sandt og falsk”, ud af.
Alt kommer jo an på øjnene, der ser.

Skriv ovenpå. Udvid horisonten, nuancer billedet. Det giver luft under vingerne.

Note 2:

Er det biografdirektørerne, der skal bestemme, hvilke film der skal produceres i Danmark?

Er det boghandlerne, der skal bestemme, hvilke bøger der skal skrives i Danmark?

Er det instruktørerne og manuskriptforfatterne, der skal bestemme, hvilke film der skal produceres i Danmark?

Er det producenterne og forlæggerne, der skal bestemme, hvilke fortællinger og film der skal produceres i Danmark?

Hvem ejer retten til at afgøre, hvilke fortællinger vi må høre og se i dagens Danmark?

Note 3:

I tidernes morgen var biografsalen det magiske sted, et rum der indgød lige så meget respekt, som kirkerummet indgød kirkegængerne.

Da de store biografsales æra var forbi, blev de afløst af flere og mindre sale under samme tag. Alle behov og genrer kunne nu opfyldes og vises, på en og samme tid. Det gav en meget højere belægningsgrad og flere penge i kassen til biografejerne.

Udviklingen med flere og flere hjemmebiografer gør konkurrencen til de mindre sale stor. Der er næsten ingen forskel længere på at se en film i den mindste sal og se den hjemme hos sig selv med en kanon og et lærred. At se film i de allermindste sale gør man (jeg) kun, fordi man ikke kan se filmen andre steder.

Det er en fest og absolut den højeste nydelse at se en film i en stor sal på et stort lærred og med en god lyd. Den filmoplevelse overgåes ikke af noget andet.

Jeg kommer til at tænke på typograferne i 70’erne, der kæmpede for at blive ved med at sætte avisen. Computeren var fanden selv ... Jeg så den fine film Ekstra Bladet – uden for citat af Mikala Krogh og tænkte: Måske havde typograferne alligevel fingeren på pulsen ... udviklingen det djævleværk.

Jeg savner sådan, at nogen vil fortælle lidt om, hvordan fremtidens biograf skal se ud. For der er ingen, der vil undvære biografen, men hvordan forholder den sig til den tekniske udvikling?

Note 4:

Jeg har lige været i Hamborg, slentrede rundt på Hamburger Kunsthalle … og kom til at tænke på min gamle filmskolelærer Hans Henrik Jørgensen (Historien om Kim Skov). Tænkte på de første ord, han sagde til os:

”I skal se på billeder og billeder, det er sådan man bliver en god filminstruktør.”

Jeg tænkte – underlig mand, måske det også var en idé at se på lidt film for at blive en god filminstruktør. Han hev maleren Erik Lagoni ind og satte ham til at fortælle om billedets komposition. Han lod os se Jan Troells Ole Dole Doff og lod os affotografere en sekvens med et polaroidkamera. Hvor mange indstillinger er der i en scene, og hvordan er den dækket ind?

Sådan sad vi med klister og papir og gjorde vores første opdagelser om, hvad der skal til for, at en scene bær’.

Her i Kunsthallen så mange år efter må jeg sende ham en venlig tanke. Mangen en gang har jeg fundet inspiration og fået mit blik skærpet: billedvinkler, lysindfald, minimalistiske udtryk og farveholdninger, der kan løfte en hel film igennem.

Et billede. Det er nat, et fyrtårn fejer sine lysstråler over klitterne, en grøn Mercedes, en mand og kvinde på forsædet, de er et hemmeligt sted, de kysser hinanden.

Dette indre billede blev til filmen Lykken er en underlig fisk. En kærlighedshistorie.

Mine oplevelser fra Hamborg blev der fulgt kraftigt op på, da jeg lige nåede at runde Kunstforeningen Gl Strand, hvor jeg så og hørte Wim Wenders fortælle om sine fotografier. og hvordan billeder og steder har skabt film, og hvordan hans bevidsthed om billedets betydning har været det bærende i hele hans karriere.

Jeg kan varmt anbefale udstillingen og rose det meget vellykkede arrangement.