Instruktørens p.o.v.

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

06. mar. 2015 | 17:32

Kvinden som rekvisit

Foto | Vittorio Storaro
I Dario Argentos Fuglen med krystalfjerpragten fra 1970 er kvinden jaget vildt. Og sådan er det i utallige film og tv-serier.

I anledning af kvindernes internationale kampdag:

Jeg ser ikke mange krimifilm eller thrillers – jeg har ikke nerver til det. Det ødelægger mit gode humør at se kvinder blive maltrakteret, at se kvinder blive taget forfra og bagfra af en pumpet mand, at se kvinder blive perforeret af knive og efterladt spektakulært døende i grøfter, kældre, øde parkeringspladser og så videre.

Jeg bliver så trist af at se på det. Jeg vælger det simpelthen fra.

Billeder af skændede kvinder hører sig til som mælk i kaffen og løgring på den marinerede sild. Vi kan ikke leve uden.

Når jeg zapper rundt på mit fjernsyn, kan jeg dagligt vælge imellem utallige mordgåder, jeg bliver inviteret til at stikke næsen i sporet og følge den ofte kvindelige detektiv, der aldrig bliver oprevet over omfanget af myrdede kvinder, men er mere optaget af, om forholdet til kæresten swinger, eller om børnene er kommet helskindet hjem fra skole. Hverdagsdrama med mord som topping.

Kvindemord på samlebånd. Kan nogen svare mig på, hvorfor vi konstant skal overdænges med billeder af myrdede kvinder?

I vor tid er det en daglig udfordring at skelne mellem, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion. En tur i metroen kan opleves som film: Jeg sidder forrest i vognen og suser gennem røret , glemmer mig selv og bliver bare til et p.o.v.. Det er skønt.

Jeg stiger ud af metroen, bevæger mig gennem et landskab af glas og beton, går ind i Koncerthuset, ned i kælderen til Studie 2 i DR Byen og indtager min plads.

Jeg er inviteret til at se Indiens døtre, en rystende dokumentarfilm , der handler om massevoldtægter i Indien. Mere specifikt handler den om 23-årige medicinstuderende Jyuti Singh, der i 2012 blev massevoldtaget og dræbt.

Filmen sætter fokus på, at forholdet mellem mænd og kvinder er en magtkamp.

Mændene holder fast i de patriarkalske mønstre og vil ikke opgive deres privilegier. Kvinderne bliver reduceret til genstande, der skal være til rådighed og tilfredsstille deres behov på alle tidspunkter af døgnet.

Som en af voldtægtsmændene udtaler: ”En anstændig pige går ikke rundt på gaderne klokken 9 om aftenen. Pigen har et langt større ansvar end drengen for voldtægt.”

Han mener, at det var hendes egen skyld, at hun blev voldtaget.

”Da hun blev voldtaget, skulle hun ikke have kæmpet imod. Hun skulle bare være stille og tillade det. Så havde vi sat hende af bagefter.”

Kvinderne i den vestlige verden er helt anderledes stedt.

Men alligevel fik jeg den tanke, at vi i fiktionens verden bliver holdt i lige så kort en snor. På et mentalt plan er vi spærret inde i de billeder, der fortæller historierne om os. Mændene har hovedrollen, de bemander hovedkarakteren, og kvindernes rolle bliver automatisk gestaltet som mændenes uundværlige rekvisit.

Hvis man slentrer en tur ned ad Gothersgade og stopper foran Kvindehuset, ser man et vindue fyldt med indrammede billeder og plakater.

Et billede springer særligt i øjnene. Det er en radering af en skulende pige med et vredt blik. Hun ligger i en akavet stilling i et klaustrofobisk rum. Hun er iklædt en fin kjole med pufærmer. Under billedet med store typer står et citat af kvinderetsforkæmperen Emma Goldman:

”Historien fortæller os, at alle undertrykte klasser opnåede sand befrielse fra deres herrer gennem deres egen kamp. Det er nødvendigt, at kvinden lærer den lektie, at hun indser, at hendes frihed kommer til at gå lige så langt, som hendes magt til at opnå sin frihed går.”

Plakaten sidder i en knaldgrøn ramme og fanger let mit blik. Jeg tænker på, at det med magtkampen jo egentlig var lagt i skuffen, old school, i hvert fald noget der sjældent bliver debatteret. Men pludselig føles denne plakat aktuel , som jeg går her på gaden på vej til en middagsinvitation og med Indiens døtre siddende i kroppen.

Det er fakta.

Kommentarer

Linda Wendel


Instruktøren Linda Wendel vil se filmverdenen igennem instruktørens briller og give indblik i, hvad der rører sig i den danske og udenlandske filmkunst.

Hun er uddannet på Den Danske Filmskole i 1984 og har siden skrevet og instrueret otte spillefilm og to tv-serier. Sideløbende har hun haft en karriere som forfatter med blandt andet Diskodigte (1980) og Filmnoter (2013).

Debuterede med forstadsportrættet Ballerup Boulevard (1986), som hun fulgte op med mor/datter-dramaet Lykken er en underlig fisk (1989) – begge med Stine Bierlich i hovedrollen.

Stiftede i 2001 produktionsselskabet Babyfilm sammen med skuespillerne Jesper Christensen og Ulrich Thomsen.

På selskabet har hun skabt fem overvejende privatfinansierede lowbudget-film, blandt andet Baby (2003) og One Shot (2008).

www.lindawendel.dk

© Filmmagasinet Ekko