Spar psykologen – gå i biografen!

Det sker (for ofte), at jeg befinder mig i en situation, som jeg ikke er særlig stolt af.

Der er uro i min krop. Jeg ser fjernsyn, nyhederne for eksempel eller Hammerslag, hvad som helst. Jeg tjekker mails på den bærbare og facebook på mobilen, og det foregår alt sammen på samme tid. Jeg er smådeprimeret, lidt ked af det, føler mig utilstrækkelig.

Hvad leder jeg efter? Noget banebrydende, en omvæltning, news, et svar, fremdrift. Alt roterer med og i mig, et fokus er svært at finde.

Når det kører sådan af sted, er der kun en ting at gøre: finde sko og overtøj frem og begive sig ud i byen og lede efter en biograf.

Jeg går på mine flade konvolutter fra min bopæl og hen til biografen – et par kilometer velsagtens. Jeg driver stille og roligt gennem byen, jeg sanser mine medmennesker, genkendelige scenarier, dufte og lyde kører som forfilm. Jeg begynder langsomt at føle mig til stede i min krop. Det er mig, der går her. Et menneske af kød og blod. Jeg er til stede.

Jeg indfinder mig i biografens foyer i god tid.

Jeg bestiller aldrig billetter på forhånd, når man kommer i god tid, er der som regel altid billetter at få, og det er en fornøjelse at diskutere placering i salen i forhold til lærredet med billetsælgeren. Det er udsøgt, når han drejer skærmen, og man får et overblik over hele salen. Vi diskuterer lidt, og jeg spørger til hans anbefaling. Det ender altid med, at jeg vælger en plads lidt fremme i salen og med lidt luft til de nærmeste tilskuere.

Med billetten i hånden går jeg hen og bestiller en kop kaffe og et glas vand. Jeg sætter mig i cafeen og drikker vandet i en fart. Nydelsen er stor efter den lange gåtur, kaffen nipper jeg til, den kvikker. Jeg er oppe på beatet på den afslappede måde.

Har læst i avisen, at de unge kvinder aldrig vil gøre noget alene. Ikke engang at gå i slikbutikken og købe ”vej-selv-slik”. At være alene er lig med at være ensom, dømt ude. Sådan er signalet i dag, og vi vil ikke udstille vores ensomhed, så hellere sidde derhjemme alene bag skærmen.

Jeg sidder i sofaarrangementet, betragter parrene, veninderne, der er i livlig samtale. Jeg befinder mig i en vægtløs tilstand, det føles, som om jeg er påvirket.

Går ind i salen, finder min plads, har taget kaffen med. Reklamerne buldrer frem, markører for et liv jeg bør stræbe efter:

Følelsen af at sætte sig ind i en ny bil, køre af sted, ungen på bagsædet i designertøj og du selv i en blød pels, altid på vej til vigtige møder. Altid i kontrol ...

Trailer-show afløser reklamer. Det er sjældent, at jeg bliver fanget af traileren alene, jeg skal have noget at hænge den op på, noget genkendeligt, en skuespiller jeg kender, en instruktør jeg beundrer. Når jeg ser trailers, udfordrer jeg min indre filmhåndbog. Det er en sport for mig at kunne placere de medvirkende.

Jeg er 100 procent på lærredet, afkoder hver en meddelelse.

Jeg bliver ikke forstyrret af én, der byder mig lakrids eller spørger, om jeg kan holde popcornene.

Tæppet finder sit format. Filmen kan begynde.

I dag ser jeg Amy. En tour de force igennem Amy Winehouses liv. Det er gribende og sørgeligt, men også en fandens masse god musik og hudløs performance. Jeg er med til koncerterne. Det store lærred, lyden, jeg sidder i billedernes katedral, jeg er i det, spiller med på instruktørens bud, vi går ad den samme vej.

Og jeg er fri for at tænke på opdateringer, kigge efter beskeder og lade mig selv afbryde hvert andet sekund.

Filmen er slut. Jeg runder ladies room, står i tæt kø med en håndfuld kvinder, vi smiler til hinanden, giver plads, rækker papirshåndklæder på tværs. Jeg er sammen med mennesker, jeg er i et fællesskab.

Går gennem byen i mine egne tanker, analyserer filmen. Var der måske lidt for meget ”illustration”, eller tager jeg fejl? Snart er jeg hjemme, jeg har mærket en snert af frihed, af drøm, af lyst, af eftertanke. Jeg er parat til at erobre livet igen.