Debutfilmen har dræbt mange instruktører

Dansk film står over for mange udfordringer.

Eftervirkningerne af finanskrisen er en af dem. Sikring af indtægter i den nye medieverden er en anden. Men der en tredje udfordring: opdyrkning af nye talenter.

Hele og halve årgange på Filmskolens instruktørlinje er blevet sprunget over, og en dyr uddannelse er dermed øjensynlig blevet spildt på gulvet. I årene 2003-11 var det kun otte ud af 30 instruktører, der fik muligheden for en spillefilmdebut.

Men det er ikke nødvendigvis udtryk for manglende talent. Finanskrisen og filmbranchens nedadgående indtægter har ramt debutinstruktørerne hårdt, og det ser ud til udviklingen af talenter er ved at gå i stå.

Historien viser, at den folkelige opbakning, en instruktør får på baggrund af biografernes besøgstal til debutfilmen, spiller en altafgørende rolle.

Og hvorfor skulle det ikke det? Biografernes tilskuerantal er jo lig folkelig opbakning og afgør, om de hundedyre spillefilm bliver overskudsgivende, eller producenten kommer til at tabe penge. Efter de nye digitale mediers kannibalisering af de øvrige platforme i home enterntainment-sektoren (dvd, blu-ray, vod), er biograferne jo en filmproducents største indtægtskilde.

Ingen tvivl om, at der skal tænkes rigtig grundigt, inden man giver sig i kast med en debutfilm. Og hjerteprojekter, som kun har interesse for filminstruktørens nærmeste familie – dem bør man gemme langt væk. 

Situationen de sidste 25 år er faktisk så grel, at man roligt kan fastslå, at filmkonsulenterne ofte gør spillefilmdebutanterne en bjørnetjeneste, når filmstøtten bevilges.

To ud af fem instruktørdebutanter falder nemlig af vognen allerede efter første film. Kun én ud af fem får et egentlig folkeligt gennembrud i deres karriere.

Nedenstående undersøgelse giver læseren et indblik i de sidste 25 års udvikling af talenter.

134 instruktører har de sidste 25 år (1989-2013) haft deres instruktørdebut med 131 spillefilm. Det er gennemsnitligt lidt over fem debutanter pr. år (årsagen til antallet af debutinstruktører og antallet af film ikke harmonerer er, at der i tre tilfælde har stået et makkerpar bag spillefilmdebuten).

De 131 spillefilm er blevet set af i alt 14,1 millioner tilskuere – eller gennemsnitligt 107.554.

28 kvinder og 106 mænd har i perioden lavet deres første spillefilm. Kønsforholdet er dermed 1:4. Kvindernes debutfilm er gennemsnitligt blevet set af 120.909 tilskuere, mændenes af 103.924.

Som det kan ses af nedenstående oversigt, har der været adskillige år, hvor der end ikke har været kvindelige debutinstruktører. I årene 1999 til og med 2004 er der en stabil tilgang af kvindelige instruktører. I perioden var der kun et år (2001), hvor de kvindelige debutinstruktører overgik deres mandlige kolleger i antal.

Man ser ligeledes i oversigten, at finanskrisen og de svigtende indtægter har ramt debutinstruktørerne hårdt. Der har simpelthen ikke været den fornødne risikovillighed til at give uprøvede kræfter chancen. I 2013 ser det ud til at udviklingen af talenter er på vej til at gå helt i stå. 2013 repræsenterer det laveste antal spillefilmsdebutanter i 25 år.

Efter fald de sidste fire år, ser det dog ud til at der kommer et svagt lys gennem sprækkerne i prognosen for 2014 – dog ikke til kvindernes fordel og under alle omstændigheder langt fra tilfredsstillende.

Det skal også tages med i betragtningen, at filmbranchen er en supertanker og vanskelig at manøvrere med. Beslutninger taget i dag får først effekt om tidligst to år. Netop derfor fik finanskrisen først for alvor konsekvenser for antallet af spillefilmsdebutanter fra 2010.

Det usædvanlig høje antal debutanter i 2009 er interessant, da det grønne lys for deres spillefilmdebut blev givet inden finanskrisen. De elleve debutanter – tre kvinder og otte mænd – kom ud med et gennemsnitligt tilskuerantal på 77.574 tilskuere, altså et pænt stykke under periodens totale gennemsnit  og med store tab til følge for producenten. Det kan ikke undre, at det igangsatte chokbølger i det danske filmmiljø og gassen så sandelig blev skruet ned de efterfølgende år.

For lidt og for meget fordærver maden. Det var måske en smule overildet at lade hele elleve instruktører debutere inden for ét år. At det så skete samtidig med finanskrisen for alvor havde vist sit grimme ansigt, gjorde ikke situationen bedre.

55 – eller 41 % – af periodens debutinstruktører har ladet det blive ved en enkelt spillefilm og er ikke siden instruktørdebuten blevet krediteret som instruktør af en spillefilm.

De 55 instruktører, som kun har lavet én spillefilm, repræsenterer et tilskuerantal for debutfilmen på gennemsnitligt 46.042.

Instruktører, som fik chancen med den anden spillefilm, repræsenterer et tilskuerantal for debutfilmen på gennemsnitligt 143.080.

Så tilskuerantallet på debutfilmen spiller i allerhøjeste grad en rolle for en instruktørs videre færd, hvorfor debutfilmens publikumspotentiale nøje må overvejes. Hjerteprojekterne bør man gemme til tredje eller fjerde film.

32 – eller 23,8 % – har lavet en enkelt film ud over debuten og er ikke siden blevet krediteret for instruktion af en spillefilm. Denne gruppe repræsenterer et tilskuerantal for debutfilmen på gennemsnitligt 90.857.

Dermed er hele 87 – eller 65 % – af alle debutinstruktørerne faldet af vognen, efter den anden spillefilm.

47 – eller 35 % – af filminstruktørerne er kommet ud over ”den anden svære, svære spillefilm”. Denne gruppe repræsenterer et tilskuerantal for debutfilmen på gennemsnitligt 178.637.

Så man kan roligt fastslå, at den folkelige opbakning, en instruktør får på baggrund af sin debutfilm, så sandelig spiller en stor rolle.

I ”box-office”-sammenhæng er det kun 24 filminstruktører – eller 17,9 % – der på et eller andet tidspunkt i deres videre karriere stået bag film, som har solgt over 300.000 billetter.

I alt har de 134 spillefilmdebutanter stået bag 236 spillefilm efterfølgende. Men det har kun været de færreste beskåret at gøre en decideret karriere ud af deres fag. Kun atten – eller 13,4 % – af debutinstruktørerne i perioden kan siges at have fået en løbende livsindkomst ud af deres spillefilmmetier.

De tyve instruktører, som har klaret udskilningsløbet og efterfølgende har instrueret over 4 spillefilm, havde for debutfilmenes vedkommende et gennemsnit på 172.145 tilskuere.

Så man kan i sandhed sige, at en dårligt besøgt debutfilm dræber mange instruktører.

Der er dog tre eksempler på det modsatte. Susanne Biers debutfilm Freud flytter hjemmefra (1991) blev kun set af beskedne 28.261 tilskuere, Niels Arden Oplevs Portland (1996) blev set af 6.495 og Lone Scherfigs Kajs fødselsdag (1990) af 11.695. Men det er klart undtagelser.

At sætte sin lid til at kunne følge i Bier, Oplev eller Scherfigs fodspor – med en så dårlig besøgt debutfilm – svarer til at basere sin pension på en lottokupon.

De øvrige mest succesfulde instruktører har nemlig haft debutfilm, som har kunnet samle et seks-cifferet tilskuerantal.

I nedenstående to oversigter kan man iagttage de mest succesfulde debutanter samt de, der har klaret sig dårligst med udgangspunkt i tilskuerantallet.

Det skal nævnes, at Frederikke Aspöcks Labrador (2011) samt Antonio Steve Tublén og Alexander Brøndsteds Original (2009) ikke er medtaget i denne undersøgelse. Filmene var angivelig så dårlige, at de end ikke fik dansk biografpremiere. Sidstnævnte blev dog set af yderst beskedne 489 tilskuere i de svenske biografer.

I nedenstående oversigt fremgår det, hvilke debutinstruktører som har været mest produktive i perioden 1989-2013.

Ligeledes fremgår det at Simon Staho – som den eneste instruktør – trodser den normale økonomiske tyngdekraft. Til trods for aldrig – trods syv forsøg – at have fået noget, der bare ligner et folkeligt gennembrud i Danmark, lykkes det alligevel instruktøren at få sine film statsstøttet.

Hans debutfilm Vildspor (1998) blev set af beskedne 28.654 tilskuere. Et tilskuerantal, det aldrig er lykkes instruktøren at overgå. Paradoksalt nok overgår det samlende tilskuerantal på hans seks efterfølgende film end ikke tilskuerantallet på debutfilmen. Instruktørens seks efterfølgende film er samlet blevet set af sølle 24.760 i Danmark.

Med til historien hører dog, at Simon Staho øjensynligt har en lillebitte smule mere held i Sverige: Hans svenske film Dag og nat (2004) solgte 134.156 i landet på den anden side af sundet, ligesom Himlens hjerte (2008) og Bang Bang Orangutang (2005) blev set af henholdsvis 75.705 og 40.417. Dog solgte en anden svensk produktion, Kærlighedens krigere (2009), kun 65 billetter i Sverige. Så vi er også i Sverige langt fra et egentligt tilskuermæssigt gennembrud.

For forståelse af situationen omkring debutfilm, skal man være opmærksom på, at staten jo ikke går ind og fuldfinansierer spillefilm. I gennemsnit støttede staten med 37,5 % af en spillefilms budget i 2012. Resten af budgettet skal findes gennem andre finansieringskilder, deriblandt privatkapital. Privatkapital, som der jo er store forventninger til også kommer retur, inklusive forrentning.

Det er et faktum, som ofte bliver overset, når talen falder på statens støtteordninger inden for spillefilm.

Uanset om man kan lide det eller ej, er indtægter afgørende. Først når staten begynder at fuldfinansiere spillefilm, kan der tales om ægte ”kunststøtte”, og så behøver man som producent egentlig ikke at bekymre sig om tilskuerantal og indtægter. 

SUCCES. Susanne Bier, periodens mest produktive debutinstruktør. Elleve spillefilm og et samlet tilskuerantal i Danmark på 3.624.965.

FIASKO. Johan Melin, periodens mindst produktive debutinstruktør. Kun en spillefilm er det blevet til – og den solgte 300 billetter.

Man kan derfor sagtens have forståelse for det danske filmmiljøs forsigtighed, overfor at give uprøvede instruktører chancen, i det nuværende ustabile økonomiske miljø. Man skal her tænke på, at finanskrisen ikke er den eneste katastrofe, som har ramt filmbranchen i perioden: Der har ligeledes været nedadgående indtægter i home entertainment-sektoren, på grund af de nye digitale mediers fremkomst.

Man bør fra politisk side sikre filmbranchens økonomi, til både at holde fast i de talenter den politiske indsats foreløbig har resulteret i, samtidig med der bør findes penge til at gyde vandene omkring udviklingen af nye talenter.

Indtil det forhåbentlig sker, kan man stille spørgsmålet om det er rimeligt, at Det Danske Filminstitut fortsat poster penge i for eksempel Simon Staho og Lars von Trier, når der er behov for at skabe plads for nye talenter?

Naturligvis ud fra vidt forskellige årsager: Staho har fået sine tre film – endda hele syv film og en ottende er på vej – uden noget egentligt gennembrud, i modsætning til Trier, som sagtens burde kunne finansiere sine film uden hjælp fra Det Danske Filminstitut.

Filmbranchen er for nuværende bestemt på en farefuld vej, som vil få både finanskrise og de faldende indtægter fra home entertainment-sektoren til at ligne småproblemer: Der er ikke bygget en ordentlig talentmasse op til at overtage, når Bier, Vinterberg, Trier, Bornedal, Scherfig, Refn med flere går på pension.

At få et nyt talent op i fulde omdrejninger kan sagtens tage otte-ti år, så der er ikke ét minut at spilde. 

Mandag den 25. november 2013 udtalte den tidligere producent Ib Tardini følgende til Politiken – og jeg kan ikke være mere enig:

”... det er et fejlskud, når nogle i branchen kobler Nesgaards ledelse med, at filmskolen ikke har fostret store talenter i en længere årrække. I stedet skal manglen på store gennembrud fra de unge talenter ses i sammenhæng med finanskrisen. Pengene sad løsere, da Christoffer Boe og Nikolaj Arcel kom ud. De kunne tillade sig at være avantgardistiske. At der ikke bliver lavet så mange mærkelige film i dag, handler ikke om, at der er mangel på talent. Det handler om systemet og risikovillighed. Og så har vi ti-femten erfarne instruktører – Bille, Bier, Arcel osv. – der absolut skal have penge fra de offentlige kasser, når de søger, og så kniber det med penge til debutanter.”