Det Danske Filminstitut præsenterede i tirsdags sit medie- og filmpolitiske oplæg for årene 2019-2022.
Når man bladrer gennem det 64 sider lange oplæg, indser man hurtigt, at Filminstituttet har høje ambitioner. Man ønsker flere offentlige støttekroner til spillefilm og muligheden for at støtte danske storfilm.
Det er fint. Og det er også fint, at Filminstituttet ønsker at øge midlerne til børn- og ungeområdet betragteligt. Man skal dog passe på ikke at smøre støtten ud over alt for mange platforme.
Men jeg har en meget stor bekymring.
Oplægget viser nemlig, at Det Danske Filminstitut først og fremmest har meget høje ambitioner for sig selv.
Den nye direktør Claus Ladegaard vil have fuld, uindskrænket magt over statsstøtten til levende billeder i Danmark, og det gælder både spillefilm, kortfilm, tv-serier, webfilm og spil. Det er særligt bekymrende, fordi produktion af levende billeder i et lille land som Danmark ikke er bæredygtig uden statslig hjælp.
Det betyder, at en enkelt statslig institution i realiteten kommer til at bestemme, hvad danskerne skal se – eller ikke se – af alle former for levende billeder.
Det kan umuligt være gavnligt med sådan en gigantisk magtkoncentration, som vi aldrig har set magen til i dansk film. Hvis man af den ene eller anden grund er så uheldig at falde i unåde hos Filminstituttets ledelse, er man praktisk talt afskåret fra at arbejde. Er det rimeligt?
Filminstituttet sætter trumf på sine enorme ambitioner ved at foreslå, at alle støttekroner til både film og tv-serier bliver koncentreret under ét tag: Filminstituttets.
Man foreslår, at DR og TV 2’s filmforpligtelse skal omlægges, så Filminstituttet får fingre i de 130 millioner kroner, som tv-stationerne årligt bidrager med til dansk film. To indgange til spillefilmstøtte bliver dermed reduceret til én, og instituttet skal alene vogte al adgang.
Filminstituttet ønsker også at øge bevillingerne til den såkaldte public service-pulje, som hidtil har været en meget lille del af Filminstituttet, hvor man har kunnet støtte tv-serier. Men med kraftigt øgede midler vil afdelingen kunne vokse sig meget stor – en afdeling, som både skal kunne støtte serier til tv-stationer og streamingtjenester.
Interessant nok kommer Filminstituttet her på kant med selveste Filmloven, hvor det tydeligt fremgår, at Filminstituttets opgave er at fremme filmkunst, filmkultur og biografkultur. Tv-serier må siges at ligge temmelig langt fra denne målsætning, og kun fordi støttebeløbet har været yderst begrænset, er det hidtil røget under den lovgivningsmæssige radar.
Jeg mener ikke, at tv-serier og computerspil hører hjemme på Det Danske Filminstitut, hvor man har brug for at koncentrere sig om sin primære opgave, der jo er defineret i Filmloven. Det er mere vigtigt end nogensinde, efter at Filminstituttet over de seneste to år har fået billetsalget til at styrtdykke.
Den folkelige opbakning til dansk film er lige nu i fare. Hvor længe kan de folkevalgte politikere leve med det?
Kommentarer