Er lowbudget blot blændværk?

I forbindelse med filmaftalen 2015-2018 har politikerne besluttet, at der kan – ikke skal – støttes mellem 12 og 24 lowbudget film over de næste fire år. Det er mellem tre og seks lowbudget-film hvert år.

Rettelig burde det egentlig hedde microbudget. Filmenes budgetter må nemlig maksimalt ligge på tre og seks millioner kroner.

Man kan søge om støtte i alle tre støtteordninger, Filminstituttet udbyder: New Danish Screen, konsulent- og markedsordning.

Der er intet krav om biografdistribution.

Det er rammerne for lowbudget-film de næste fire år.

Støtteansøgningerne er allerede begyndt at blive indkomme. Første film vil formodentlig blive udsendt i første kvartal af 2016.

I den foregående filmaftale støttede Filminstituttet tolv lowbudget-film i spillefilmlængde. Filminstituttet kan dermed blot fortsætte business as usual og stadig indfri filmaftalens forventninger, som jo altså ikke er et krav. Faktisk behøver Filminstituttet ikke støtte en eneste lowbudget-film. Så galt eller godt – alt efter temperament – går det sikkert ikke, men der er mange tegn på, at lowbudget-filmene i Danmark rent faktisk har fået meget ringere kår under den nye filmaftale.

Filminstituttet er jo slet ikke forpligtede til at støtte lowbudget-film, og de lowbudget-film, de rent faktisk kan vælge at støtte, skal være på lavere budgetter end lowbudget-filmene i den forrige filmaftale.

I manges ører har lowbudget lydt som noget nyt og frisk. Men det er det ikke. Det eneste nye er faktisk de ord, som er fulgt i kølvandet på politikernes forventninger til lowbudget-film.

Det er sådan noget, der kan karakteriseres som politisk godt håndværk.

Det er især Danske Filminstruktører, som har været bannerførere i det øjensynlige blændværk. Og foreningen har høstet mange roser i den anledning. Men det ligner kejserens nye klæder. En masse ord uden egentlig indhold.

New Danish Screen skal såmænd nok sørge for mindst tolv lowbudget-film de næste fire år. Værre står det til, når der skal søges i konsulent- og markedsordning. Her skal lowbudget-filmene jo konkurrere med støtteansøgninger fra Danmarks mest veletablerede og succesfulde instruktører.

Nok er der kommet en smule flere penge til dansk film, men de vil blot stoppe hullerne i filmskudens i forvejen elendige økonomi.

Det er samtidig konfliktfyldt farvand mikrobudget-filmene kommer til at operere i. I for ekspempel markedsordningen er biografdistribution nemlig forudsat i støttevilkårene, da kun film, som forventes at sælge over 200.000 billetter, støttes.

Hvis Danske Filminstruktører havde forlangt en særlig lowbudget-støtteordning med et nøjagtigt budget og mål for antallet af film, så havde der i det mindste været grundlag for håbet. Nu er håbet alene baseret på Filminstituttets velvilje, som er et spørgsmål om prioriteringer. Skal et nyt talent have chancen, eller skal en af de etablerede instruktører have støtte?

Sporene fra lowbudget-filmene i den forrige filmaftale skræmmer. Ud af de tolv støttede film, var ingen nyskabende eller revolutionerende for filmkunsten. Foreløbig har de alle ført et ret tilbagetrukket liv.

Ovenikøbet mangler der en overordnet plan. Det forekommer instruktørerne har vidt forskelligt syn på lowbudget-film. Nogle mener blot, at det er en sandkasse nye talenter kan muntre sig i, andre er mere ambitiøse og taler om starten på en ny bølge. Nogen mener sågar det er fremtiden for dansk film. Nu er bølger – ligesom kultfilm – dog ikke noget man skaber, men noget som opstår.

Salgstalen for lowbudget-filmene har ikke fejlet noget: ”Filmbranchen har behov for at blive udfordret kreativt og produktionelt, for at komme ud af ensretning og økonomisk krise.”

Man skal vist være mere end almindelig talblind for at kunne påstå, at lowbudget kan hjælpe dansk film ud af økonomisk krise. Der er jo ikke engang en plan for, hvordan filmene skal kunne tiltrække et publikum. Publikums betalingsvillighed er jo netop hele forudsætningen for at kunne komme ud af en økonomisk krise. Og der er ikke meget betalingsvillighed på andre platforme end biografernes.

Alt dette til trods bliver det postuleret, at der ”er gode erfaringer med lowbudget-film i Danmark”. Det var pokkers. Alle succeseksemplerne ligger forud for den økonomiske krise, inden publikum for alvor mistede interessen for originale historier. Og i øvrigt kostede de succesfulde eksempler på lowbudget-film dobbelt så meget, som det højest fastsatte budget tilladt i det nye filmforlig.

Festen og Forbrydelsens element ville jo begge koste op mod tolv millioner kroner, hvis de var produceret i dag.

Og hvorfor har vi ikke blot kunne skimte konjunkturerne af de udtrykte håb i forbindelse med de tolv lowbudget-film, som blev støttet under den forrige filmaftale.

Hvad er det nye, bortset fra en masse ord og blændværk?

En god sælger kan altid komme tilbage til sine kunder. Spændende bliver det at se, hvordan sælgeren vil blive mødt, når blændværket går op for alle de håbefulde.

Under alle omstændigheder bliver det ikke mindre end rædselsvækkende at opleve filmskaberne blive sendt ud på motorvejen på trehjulede cykler.