Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

29. juni 2016 | 16:28

Fup og fakta om filmbranchens fremtid

Bearbejdede billeder | Jakob Bo Veibel Jensen og Zibra Digital Media Group
Informations filmredaktør Christian Monggaard og udviklingsdirektør Claus Bülow Christensen, Zibra Digital Media Group. Lytte gør de ikke.

På den nyligt afholdte Copenhagen Future TV Conference diskuterede jeg filmbranchens fremtid med Informations filmredaktør Christian Monggaard. Moderator var Ekko-blogger og udviklingsredaktør Claus Bülow Christensen, Zibra Digital Media Group.

Beklageligvis er diskussionen om filmbranchens fremtid kommet ind i en kedelig fase, hvor fakta øjensynlig overhovedet ingen rolle spiller. Ja, det er nærmest, som om der bliver vrænget på næsen af fakta, kurver og tal.

Der er nu heller ikke noget, der kan gøre en ende en god diskussion som præsentation af fakta. Men vælger man Folketingsmedlemmet Søren Kjærs tilgang til fakta, er der selvfølgelig frit slag. Det var Kjær, der for længe siden fra Folketingets talerstol udtalte: ”Hvis det er fakta, saa benægter a fakta!”

I denne blog forholder jeg mig til d’herrers påstande. Det omvendte har beklageligvis aldrig været tilfældet. At lytte er ikke blandt Bülow Christensen og Monggaards kompetencer.

Overordnet undrer Bülow Christensens holdninger ikke, idet han mere og mere er en part i denne sag og bestemt ikke uvildig ekspert. Uvildig moderator under Copenhagen Future TV Conference påstår ingen, han var. Alene at påbegynde dagen med et reklameindslag for Netflix – uden nogen sammenhæng med emnet – fortæller sin helt egen historie.

Til gengæld undrer Monggaards holdninger. Han burde da om nogen have fingeren på pulsen som filmredaktør på en af landets førende aviser, Information. Er sandheden mon, at Monggaard blot sidder i et elfenbenstårn uden at forholde sig til – eller sætte sig ind i – realiteterne? Han mener en masse, men hvad ved han egentlig?

Indlæggene fra Monggaard og denne blogger, med efterfølgende diskussion, kan streames her.

PÅSTAND: ”Det indtægtsfald, som er sket i takt med, at (dvd)-salget er faldet helt enormt, har streamingtjenesterne ikke formået at kompensere for… endnu i al fald. Måske kan de det på et eller andet tidspunkt” (Monggaard).
SVAR: Det vil aldrig ske. For eksempel har den amerikanske musikindustri oplevet et indtægtsfald på 71 procent på grund af deres omfavnelse af internettet. Det er der flere årsager til, blandt andet at prissætningen på internettet ikke er fastsat i forhold til udbud og efterspørgsel, men derimod fastsat i forhold til pirattjenester, som tilbyder gratis adgang.
DOKUMENTATION: Se skema 1 nederst i denne blog.

PÅSTAND: ”Man er nødt til at finde nye indtægtsmuligheder” (Monggaard).
SVAR: Ja, selvfølgelig skal der findes nye indtægtsmuligheder, men udtalelsen hviler på en misforståelse. Det handler nemlig ikke blot om at finde nye indtægtskilder. Dem kan enhver finde. Kunsten er at få filmbranchens samlede indtægter til at stige, så der fortsat kan produceres gode film. Det er jo den hovedløse jagt på nye indtægtskilder, som har fået musikindustriens indtægter til at falde med 71 procent.
DOKUMENTATION: Sammenlign skema 1 og 4 nedenstående.

PÅSTAND: ”Vi ved jo rent faktisk ikke så meget endnu om, hvordan det vil virke, hvis man tog nogle af de større film og sendte dem ud på nogle platforme, mere simultant i forhold til biograf-releasen” (Bülow Christensen)
SVAR: Nej, det gør vi så sandelig. Blandt andet har en amerikansk undersøgelse netop påvist, at biografeksklusivitet under tre måneder vil påvirke 41 procent af biografgængernes villighed til at gå i biografen i nedadgående retning. Og 87 procent af forbrugerne er kun villige til at betale $10 for at få nye biograffilm i hjemmet. $10 er alt for lidt til det kan betale sig. Kun 3 procent af forbrugerne er villige til at betale over $20. Inden videoen stod reprisen, det vil sige genoptagelsen af gamle film, for 30 procent af biografernes tilskuerantal. Reprisen døde med videoens fremkomst. Når noget er tilgængeligt i hjemmet, gider folk ikke bevæge sig i biografen. Hvad skal så erstatte 60 procent af filmbranchens indtægter? Så kan film jo slet ikke produceres.
DOKUMENTATION

PÅSTAND: ”Send filmene ud i biograferne og på vod samtidig. Det giver mening på mange af de lidt smallere film” (Monggaard).
SVAR: Der er i al fald én sektor, for hvem det ikke giver bare antydning af mening: Biograferne. Biograferne mister jo ethvert incitament til at vise de lidt smallere film. I USA lejer de amerikanske producenter biograferne til dette formål. Et sådant tilbud har de danske biografer mig bekendt til gode.
DOKUMENTATION 

PÅSTAND: ”Vi ender med et biografudbud, som bliver mere og mere ensrettet” (Monggaard).
SVAR: Nej, tendensen går i den stik modsatte retning. Diversiteten i biograferne bliver øget år for år. Der er både rekord i det totale antal film, europæiske film samt film fra den øvrige verden. Antallet af amerikanske film er til gengæld i tilbagegang. Europæisk film er på kurs mod at slå amerikansk film i antal. Det er dybt foruroligende en filmredaktør ikke er bevidst om dette faktum.
DOKUMENTATION: Se skema 2 nederst i denne blog.

PÅSTAND: ”Filmen går ofte kun kort tid i biograferne” (Monggaard).
SVAR: ”Ja, og det er alene sket, fordi biograferne eksklusivitet bliver kortere og kortere. Biografernes (høje) indtægter på de små film bliver erstattet af (lave) indtægter i home entertainment-sektoren. Der er således ingen økonomisk fordel ved hurtig udsendelse af film i home entertainment-sektoren. Og økonomiske fordele er forudsætningen for, at der fortsat kan produceres gode film.
DOKUMENTATION: Se skema 3 nederst i denne blog.

PÅSTAND: ”Vi skal lave eksperimenter” (Monggaard)
SVAR: Nej, der er lavet talrige eksperimenter. Blot er resultatet af disse eksperimenter i Danmark hemmeligholdt. Det skyldes nok, at resultatet ikke understøtter den bagvedliggende agenda. Til gengæld har en tidligere tilhænger af hurtig eller simultanudsendelse af film i USA meddelt, at han definitivt er gået væk fra denne udsendelsesmetode og nu kun vil udsende film gennem det traditionelle biografvindue. Manden er Howard Cohen og selskabet er Roadside Attranctions. Cohen er nok værd at lytte til, da han er en af de få, som virkelig har mærket smerten af de tosserier på egen krop. Filmene, der blev eksperimenteret med, var Arbitrage og Margin Call.
DOKUMENTATION: Her og her.

PÅSTAND: ”Amerikansk film laver kun film for Millennials og young adults og superheltefilm” (Monggaard).
SVAR: Nej, 40 % af biografpublikummet i USA er over 40 år. Også amerikansk film er så meget andet, end hvad Monggaard tror, det er. Anmelder Monggaard mon med skyklapper for øjnene?
DOKUMENTATION 

PÅSTAND: ”Vi ser tv-apparatet hjemme i stuen, som film bliver flyttet ud i, i større og større udstrækning” (Bülow Christensen).
SVAR: Nej, helt fejlagtigt. Biograferne oplever stødt stigende folkelig opbakning. I ”gamle dage” hærgede forbrugerne benzintankene for at få videofilm til hjemmet, i dag hærger de Netflix. Det er der intet nyt i, bortset fra de i dag kun betaler håndører for samme ydelse. Og det får man altså ikke bedre film af.
DOKUMENTATION

PÅSTAND: ”Men hvis der er noget i al det, der er sket med musikbranchen – som filmbranchen burde have lært – så er det at man ikke kan lade stå til” (Monggaard).
SVAR: Nej, der er ikke ingen grund til at lære noget som helst af musikindustrien, med mindre man da går med selvmordstanker. Musikindustriens indtægter er faldet med 71 procent. Et så stort indtægtsfald kan filmindustrien ikke overleve. Man skal tænke på, at filmindustriens infrastruktur er mangefold dyrere at holde i gang end musikindustriens. Det er altså noget billigere at lave en sang på tre minutter end en film med både billede og lyd af gennemsnitligt 110 minutters varighed. Filmbranchen har foreløbigt været noget bedre til at klare skærene end musikindustrien. Men det skyldes ene og alene, at man ikke har givet efter for Bülow Christensen og Monggaards uhensigtsmæssige forslag.
DOKUMENTATION: Se skema 1 og 4 nedenstående.

PÅSTAND: ”Måske biograferne skal smide nogle penge. Jeg tror, det er i Frankrig, at man har en filmskat på hver biografbillet, som går direkte tilbage til finansieringen af film” (Monggaard).
SVAR: I både Frankrig og Sverige betaler biograferne en filmskat på henholdsvis 10,72 og ti procent. Men det bliver så sandelig også kompenseret gennem momsen. I Frankrig betaler biograferne en biografmoms på 5,5 procent mod den gængse på 20 procent. I Sverige betaler biograferne en biografmoms på seks procent mod den gængse på 25 procent. I Sverige er der forslag fremme om at lade momsen på biografbilletter stige til de gængse 25 procent, men man vil i samme åndedrag så opgive filmskatten. Der er ingen tvivl om, at de danske biografer gerne vil have en fransk model. Men det, Monggaard i virkeligheden plæderer for, er dyrere biografbilletter. Det vil næppe løse filmbranchens problemer.

PÅSTAND: ”Vi er nødt til at save den gren over, vi sidder på, for at se om, der er nogen der griber os” (Monggaard).
SVAR: Det er vist kun folk uden for filmbranchen, som intet står til at miste, der kan fremkomme med et så tåbeligt forslag.

 

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko