Jeg æder svin!

I forbindelse med debatten om kønsfordelingen i dansk film har jeg flere gange fremhævet, at den eneste rationelle løsning – hvis man ønsker en mere lige kønsfordeling – er, at flere kvinder rekrutteres på instruktørområdet. Pt. er 33 procent af medlemmerne i Danske Filminstruktører kvinder, mens 66 pct. er mænd.

Det kan vel næppe undre ret mange, at mandlige instruktører har førertrøjen på.

”Mangfoldighed” og ”lige kønsfordeling" har været kodeord i filmbranchen gennem længere tid, og som katalysator for den udvikling, mange ønsker, satte jeg mig for at finde et eksempel på en kvinde, der indeholdt alt det, der efterlyses.

Valget faldt på Wagma Khattak, 35 år, kvinde, brun, med pakistansk baggrund – og født i Herning. Bedre bliver det ikke. Det dækker ligesom alle de udtalte ønsker om køn, etnicitet og provins.

Wagma har netop som autodidakt filminstruktør optaget sin første kortfilm. Den hedder Jeg vil bare læse HF og er i klippeproces, mens jeg sidder og skriver disse linjer. Filmen foregår i et mødelokale a la Sidney Lumets 12 vrede mænd. Det er et retssalsdrama, som handler om tvangsmedicinering i psykiatrien.

Filmen har ti roller og spilles af Behruz Banissi, Henrik Kofoed, Lars Knutzon, Linda Laursen, Tine Rangan Thiesgaard, Al Agami, Maria Erwolter, Peter Oliver Hansen, Caspar Phillipson og Nina Aller Christrup. Filmens fotografer er Søren Bay og Lars Beyer.

Kortfilmen, som er produceret af Nepenthe Film, hvor Wagma er tilknyttet, vil formentlig kunne opleves til foråret på Ekko Shortlist. Efter tesen om, at en filminstruktør kun kan kalde sig filminstruktør, når vedkommende er i gang med en film, kan vi roligt kalde Wagma filminstruktør.

Som så mange andre er Wagma tiltrukket af filmbranchen som en clips mod en magnet, og hun har som skuespiller blandt andet medvirket i Kathrine Windfelds spillefilm Flugten og tv-serien De 7 drab. Gennem Skuespillerforbundet har Wagma været involveret i ligestillingsarbejdet og har her sat talentet højt som adgang til branchen.

– Wagma Khattak, du er dansk født i Herning og dansk statsborger og helt igennem dansk, til trods for, at du ikke ligner den gennemsnitlige leverpostejsdansker!

”Ja, og jeg er oven i købet også ateist, og jeg æder svin!”

– Hvornår blev du draget af filmens verden?

”Helt tilbage da jeg var barn. Vi så mange film i min familie, og der er flere i min familie med skuespiller-baggrund. Efter at have taget min studentereksamen gik jeg målrettet efter at blive skuespiller. Jeg prøvede ellers mange andre ting, lige fra hotelbranchen til bankverdenen, men der var intet andet, jeg hellere ville end at blive skuespiller.”

– Men nu, hvor du har snuset til filmens verden, vil du være filminstruktør og er autodidakt?

”Samtidig med at jeg blev skuespiller, observerede jeg de forskellige processer på en produktion. Jeg har altid skabt historier og følt, at jeg gerne ville instruere. Det er taget til siden 2010. Jeg så film og teaterforestillinger og samlede mine skuespillere med henblik på at bruge dem. Jeg begyndte at skrive og har altid mærket, at jeg bar på et talent.”

– Du er jo præcis det, jeg efterlyser i den kønsdebat, der har verseret gennem hele efteråret.

”Det er utroligt dejligt at opleve de ganske, ganske få, der går filmskolens vej. Den rejse skal de have tillykke med, og som de bare skal dyrke og nyde. Der skal dog også være plads til andre kompetencer. På den måde kan vi blive en større branche, hvis vi også lukker andre ind og giver dem muligheder.”

– Der er ikke så mange autodidakte kvindelige filminstruktører?

”Det burde være et banner: ”Enten har du talent, eller også har du det ikke.” Faglighed kan man lære. Men man kan slås og kæmpe nok så meget, hvis du ikke har talentet, så er det jo forgæves.”

– Jamen, hvordan går det så med din faglighed?

”Det rent faglige er gået som smurt i forbindelse med min kortfilm. Det, som har været vidunderligt under filmproduktionen, har blandt andet været, når jeg har arbejdet med funktioner i den kreative proces. Jeg elsker personinstruktion, men at man også arbejder kreativt med andre funktioner, dét har jeg været helt høj på.”

– Har det været hårdt? Jeg mener en arbejdsuge på 70 timer, det kan måske virke afskrækkende?

”Der er mange kvinder, som sætter deres karriere højest, og jeg kan til enhver tid holde mit fokus. Tanken om, at det måske kan være hårdt at lave film, er da helt rigtig. Det er klart, at det kræver et stykke arbejde, og det er et stort stykke arbejde. Men det er ikke umuligt. Og man har som instruktør virkelig brug for sine funktioner, som kan tage sig af de forskellige områder, som egentlig ikke er instruktørens område. Men instruktøren skal have overblikket. Da jeg havde min sidste optagedag, havde jeg ikke lyst til at skyde mig selv, men jeg blev nærmest lidt deprimeret. Jeg blev så ked af det, fordi pludselig var alt bare væk.”

– Det var et antiklimaks?

”Efter sidste optagedag, da jeg kom hjem, var jeg ekstremt ulykkelig. Jeg ville bare blive i det, hele tiden. Efter måneders forberedelse og 5-6 dages optagelse, så stod jeg ligesom der helt alene tilbage. Der findes ingen større rus end at nedprioritere alle andre ting og så bare arbejde på filmen. Der er intet lykkeligere i livet end at lave film. Og jeg får mere overskud af det. Jo mere ansvar, des bedre.”

– Din kortfilm har ti roller. Hvordan var det at arbejde med så mange skuespillere?

”Ja, det er jo et retssalsdrama med ti personer inde i et rum. Under optagelserne elskede jeg at studere samtlige mennesker, jeg arbejdede sammen med. Også spillerne i den grad. Hvordan gruppeprocessen fungerede, både på holdplan og individuelt.”

– Hvad kostede filmen at producere?

”Vi fik 20.000 kroner bevilliget af Filmværkstedet.”

– Det var ikke meget.

”Vi havde ikke så mange prøver. Og alle arbejdede gratis. Sådan er præmisserne, Kim! Alt er ulønnet. Men jeg var heldig at få rigtigt flotte navne med alligevel.”

– Det er en konkurrencepræget verden, du bevæger dig ind. Pengene er begrænset. Hvad har du at byde ind med. Hvorfor skal Det Danske Filminstitut støtte dine projekter?

”Min ambition er at lave en spillefilm. Det, jeg kan, er at komme med noget nyt, omfattende, detaljeorienteret, men ikke en centralisering af en lille historie. Omgivelserne skal beskrives. Jeg kan for eksempel rigtig godt lide Titanic, og det er der en grund til. Det er historien om skibet Titanic, som gør at kærlighedshistorien mellem Rose og Jack bliver interessant. Jeg er meget stor fan af James Cameron.”

”Men der er noget, jeg ikke kan bidrage med, eller som jeg ikke vil bidrage med. Jeg kunne aldrig i mit liv nogensinde finde på at skrive en historie til et så bredt publikum, som man gør i den kommercielle filmverden. Man skal selvfølgelig lave en film til alle publikummer, men hvis jeg for eksempel laver en film om psykiatrien, skal der ikke gå forklaringsvanvid i den. Sådan at jeg udpensler alt, så den 87-årig mormor i Ringkøbing kan forstå alt i psykiatrien. Sådan må det ikke være. Jeg skaber en ægte verden, og så kan publikum mærke det, så længe det kommer inde fra mig. Det skal ikke bare være en tanke eller en idé fra hovedet, men det skal være følt. Så skal de sgu’ nok forstå det. Både børn og voksne er kompetente.”

– Hvilke instruktører og film er du inspireret af?

”James Cameron og Nelson Mandela generelt, og specifikt til min kortfilm har jeg været inspireret af Dead Man Walking, Shawshank Redemption og Tim Robbins. Jeg har brugt Tim Robbins som eksempel til min film. Og ja, Robert Zemeckis’ Tilbage til fremtiden-filmene og Steven Spielberg er også genial.”

– Hvad er din drivkraft?

”Ja, ud over, at jeg føler lykke, når jeg laver film, er en anden drivkraft, at jeg får det så dårligt, når jeg ser en dårlig film. Hele min aften er ødelagt. Det er, fordi jeg er en person, som er i så meget kontakt med mig selv. Jeg mærker tydeligt, når noget er helt galt. Jeg elsker film, men når jeg ser en dårlig film, tænker jeg: ’Det kan jeg gøre bedre.’”

– Skal film laves på følelser?

”En film skal laves med, hvad der mærkes rigtigt. Ja, i sidste ende handler det om at være i kontakt med historien – mærke holdet, mærke skuespillerne. Mærke efter, hvad der føles rigtigt.”

– Hvad var din største udfordring i forbindelse med din film?

”Min største udfordring var, at alt var ulønnet, og det var en væsentlig hindring i forbindelse med forberedelse og selvfølgelig på settet. Det fyldte for meget. Årsagen til, at skuespillerne medvirker gratis eller en af årsagerne, er at få roller i filmbranchen på sigt. Det er simpelthen karrierepleje.”

– Hvornår går filmen i klip?

”Den 19. december begyndte vi klippearbejdet, og filmens ti karakterer er meget komplicerede, og det kræver stort skuespil at spille dem. Skuespillerne og et rum var alt, hvad jeg havde at arbejde med. Location til scenen med de ti spillere var ikke den, som vi drømte om at få. Det er selvfølgelig ærgerligt. Filmens stil blev derfor ændret under processen. Sådan er det, når man skal tage en produktionel beslutning. Der skulle knokles.”

– Er det ikke en sund proces? Kommer den bedste kunst ikke ud af smerte?

”Jeg synes, at vi har presset citronen. Jeg har bedt om meget, og jeg har bedt om kvalitet. Hvis jeg virkelig gerne vil vise min film for en Oscar-jury, så skal der sindssygt meget arbejde til. En tilstedeværelse og et godt samarbejde. En forståelse for, hvad den enkelte rolle og historien kræver. Det har været dejligt, at alle kunne lide manuskriptet.”

– Hvordan har du det med debatten om køn og mangfoldighed?

"Talentet skal afgøre alt. Men vi skal være opmærksomme på ikke at begå den fejl, at kun vælge sit eget køn og farve til. Der ligger noget menneskeligt instinktivt i det valg, men vi skal langt op over det, for ikke at fravælge talenter."

– Vi skal altså have kvoter?

"Nah, det siger jeg ikke. Men der skal mere supervision på i ansøgningsprocesserne. Det handler ikke om køn, højde og bredde. Det handler om talent. Men det her problem tror jeg aldrig bliver løst uden en fast overvågenhed på, at man ikke fravælger talenter på baggrund af deres køn og farver. Hverken et bestemt køn eller farve kan være mindre kompetente. Det er hvad vi skal kæmpe for nu. Tingene kan flyde rigtig meget, men skal vi have gennemført noget, må der regulering til. Bliver menneskerettighederne overholdt i denne proces? Jeg tror det ikke."

– Du mener, at der skal ske en eller anden form for regulering?

”Vi bliver nød til at tage problemerne alvorligt nok for at lave ændringer. Hvis man under sin kunstneriske frihed stadig får lyst til at vælge sit eget køn og farve til, må man følge loven, at der ikke må diskrimineres.”

– Hvad bliver din første spillefilm?

”Jeg vil lave film i alle typer genrer. Min første kortfilm er et retssalsdrama, som handler om tvangsmedicinering i psykiatrien. Man kan måske undre sig over, at en kvinde som jeg ikke laver en film om ulykkelig kærlighed. Men jeg er åben over for alle typer af genrer. Jeg vil både lave komedier, dramaer, julefilm og action, men jeg vil ikke sættes i bås. Jeg vil aldrig begrænse mig selv. Jeg er åben over for alt, blot kvaliteten er i orden.”

”Derimod arbejder jeg ikke ud fra, hvad publikum gerne vil have. Det er et fagligt selvmord, for det kan publikummet ikke vide, før de har set produktet.”

”Jeg vil aldrig nogensinde komme til at nøjes med mindre, og jeg vil aldrig nogensinde komme til at holde min kæft.”

Wagma Khattak instruerer Henrik Koefoed under optagelserne til Jeg vil bare læse HF.