Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

06. dec. 2015 | 14:12

Pulsslaget i danske børnefilm

Foto | Nordisk Film
De grimme karle, Rasmus Bjerg og Andreas Bo, har krammet på børnene i Tilde Harkamps Iqbal og den hemmelige opskrift. Filmen får biografpremiere 17. december.

Alle danske børnefilm er i år – hver og en – fortsættelser eller baseret på andet forlæg. Den originale danske børnefilm er blevet slagtet. Og ingen af filmene i årets danske filmhøst har for alvor kunnet true danske børnefilms ukronede konger: Far til fire og Min søsters børn – i al fald ikke når det har handlet om folkelig opbakning.

I skema 1 er alle danske børnefilm i 2015 oplistet. De forekommer nærmest, som om anmeldernes vurdering er direkte omvendt proportionelt med den folkelige opbakning.

 

Denne jul skal to danske børnefilm kæmpe om børnenes gunst og de er begge baseret på populære børnebøger og instrueret af debutanter. Den ene har et budget på 17,5 millioner kroner, den anden kun 6 millioner kroner.

Den ”dyre” er Tilde Harkamps Iqbal og den hemmelige opskrift, efter Manu Sareens bøger. Den ”billige” er Frederik Meldal Nørgaards Villads fra Valby, baseret på bøgerne af Anne Sofie Hammer.

Spændende bliver det at følge sammenstødet mellem low- og highbudget.

Idet der fortsat mangler resultater fra disse to børnefilm af årets høst, er en endelig vurdering selvfølgelig umulig på nuværende tidspunkt.

Så lad os i stedet kigge på danske børnefilm i perioden 2005-2014.

Skema 2 taler for sig selv. Ud af 63 børnefilm de sidste ti år besætter Far til fire-, Min søsters børn- og Olsen Banden-film alle pladserne på top ti. Samtlige er fortsættelser.

Perioden bragte over ti millioner publikummer til danske børnefilm. Far til fire-, Min søsters børn- og Olsen Banden-filmene repræsenterer nitten procent af filmene, men hele 42 procent af den folkelige opbakning.

I skema 3 kan man tage et kig på de bedst anmeldte. Her er der ganske andre boller på suppen. Kun en enkelt film er en fortsættelse, men til gengæld er tre af filmene baseret på andet forlæg, og seks af filmene er originale.

Der er gennemsnitligt en kvart million tilskuere til forskel, når man sammenligner filmene med størst folkelig opbakning og de bedst anmeldte. Pulsslaget er altså væsentlig lavere hos de bedst anmeldte. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at de bedst anmeldte gennemsnitligt har en pæn folkelig opbakning. Det beviser, at der vitterlig er noget at bygge på, men det bør blot udnyttes meget bedre.

I skema 4 kan man se, hvordan publikum søger væk fra de originale film og hen til fortsættelserne, til trods for at der er flere originale film end fortsættelser. Film baseret på andet forlæg bliver i al væsentlighed påskønnet af publikum i samme grad som udbuddet på markedet.

Som vi også ser det med voksen-filmene, søger publikum væk fra det ukendte og omfavner det velkendte i større og større udstrækning. Pulsslaget hos de originale film er livstruende.

I skema 5 og 6 kan den folkelige opbakning til børnefilmenes økonomiske grundstamme – Min søsters børn og Far til fire-filmene – iagttages.

I det nuværende økonomiske miljø, hvor de digitale medier har revet tæppet væk under den danske filmindustri og pulsslaget i dansk børnefilms sikre esser bliver lavere og lavere, kan man rolig frygte amerikanske film overtager børnefilmmarkedet.

Selv om mange med tørre tårer vil se de to mest succesfulde danske børnefilmserier gå til grunde, overser de dog flere detaljer. For eksempel: Hvad skal erstatte dem? Trods talrige forsøg er det ikke lykkes andre danske børnefilm for alvor at kunne tage kampen op med den amerikanske overmagt.

Derudover overser mange at netop ovenstående to filmserier gav økonomisk ballast til at producere de udmærkede, men ikke specielt succesfulde danske børnefilm: Storm, MGP Missionen og Vikaren.

Det nytter ikke noget blot at ønske nogen film hen, hvor peberet gror. På grund af de skadelige eftervirkninger på dansk films økonomi, skal der så sandelig først etableres nogle ordentlige alternativer, ellers ophører pulsslaget da helt.

Der bør sættes en klapjagt ind på de gode original historier, som kan give Pixar kamp til stregen, og så må Filminstituttet holde op med at sætte Far til fire- og Min søsters børn-filmene på støtteøkonomisk smalhals og samtidig forlange højere kvalitet. De to ting hænger beviseligt ikke sammen.

Fokus bør rettes mod den gode originale historie, og støtten til Far til fire og Min søsters børn-filmene skal sættes op for at sikre en kvalitet, vore mindste borgere kan være tjent med.

Det er endnu engang værd at minde om de udødelige ord fra den tidligere direktør i Det Danske Filminstitut, Henning Camre: ”Hvis staten kun støttede det ‘fine’ og det ‘kunstneriske’, ville der ikke være nogen filmindustri herhjemme.”

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko