Bloggen skal i dag handle om de største uretfærdigheder, der er sket i dansk film i dette årtusinde. Med uretfærdigheder forstås film, som jeg mener burde have fået et langt større publikum, end de rent faktisk fik. Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at rædsler som Blå mænd, Nynne og Polle Fiction blev set af henholdsvis 438.047, 425.920 og 266.826 tilskuere.

Jeg er naturligvis bevist om, at folkets dom er ubarmhjertig – uanset anstrengelserne – og ”kunden” altid har ret.

Ikke desto mindre burde filmene herunder være blevet set af mange flere, såfremt publikumsinteressen havde stået mål med kvaliteten.

For samtlige film gælder det, at kvalitet og anmeldelser var i top og havde – for langt de flestes vedkommende – velkendte skuespillere i hovedrollerne, men kunne dog alligevel ikke tiltrække noget væsentligt publikum.

Der er sikkert mange og udmærkede forklaringer på, at disse film ikke fik deres retsmæssige opmærksomhed hos biografpublikummet. Fejlslagen lancering, dårlige trailere, plakater og så videre. Det handler dog ikke om at pege fingre ad elendigheden, men om at sætte fokus på danske film, man bør være opmærksom på, når lejligheden byder sig.

For ses – dét bør de!

Reconstruction: 51.523 tilskuere

Sjældent er set en flottere debutfilm, end den Christoffer Boe præsenterede i 2003. Historien handler om fotografen Alex, der tilfældigt møder den smukke Aimee. Parret oplever en intens forelskelse i løbet af et døgn, mens den omkringliggende verden i København bliver stadig mere fremmed og uforståelig. De er begge involveret i et andet forhold og bliver tvunget til at spørge sig selv om, hvor meget de er villige til at ofre for den store kærlighed.

I hovedrollerne ses Nikolaj Lie Kaas og Maria Bonnevie.

Christian Monggaard i Information flød helt over af begejstring og tildelte filmen maksimalt antal stjerner, med følgende lovprisning: ”en meget stilsikker og visuelt opslugende debut, der er proppet med referencer til ikke mindst 60’ernes franske ny bølge.” Filmen modtog den meget prestigefyldte Golden Camera-pris i Cannes samt et par Robert-priser i tekniske kategorier.

Manderlay: 21.243 tilskuere

Lars von Triers syvende spillefilm fra 2005 blev komplet forbigået af det danske biografpublikum – og det var en pokkers skam. Dramaet handler om Grace og hendes far, som har forladt Dogville. På turen gennem de amerikanske sydstater gør de tilfældigt ophold uden for det store gods Manderlay, hvor man stadig lever som slaver og herrer. Det krænker Graces retfærdighedssans, og hun beslutter sig for at forsøge at lære beboerne mere demokratiske spilleregler.

I hovedrollerne finder vi Bryce Dallas Howard og Willam Dafoe.

Bo Green Jensen i Weekendavisen fastslog, at ”Manderlay er en fremragende film, der konsoliderer Lars von Triers status som auteur i internationalt format”. Filmen var både udtaget til hovedkonkurrencen i Cannes og nomineret til både Bodil- og Robert-priser. Beklageligvis overså beslutningstagerne bag disse institutioner filmen i samme grad som publikum.

En Soap: 29.063 tilskuere

Endnu en imponerende debutfilm, denne gang af Pernille Fischer Møller. En Soap (2006) handler om Charlotte, der keder sig bravt og derfor er flyttet fra sin kæreste. For at ruske op i sig selv begynder hun at give den gas i nattelivet. Hendes nye underbo er den transseksuelle Veronica, der også har en del mænd igennem svingdøren. De to får langsomt øjnene op for hinanden og indleder et forhold, der truer med at udvikle sig til regulær forelskelse på trods af forskellighederne.

Informations daværende anmelder og Kortfilmmagasinet Ekkos nuværende chefredaktør, Claus Christensen, gav filmen følgende ord med på vejen: ”Her er lyst og vilje til en følsomhed – kald den feminin, maskulin eller tvekønnet – som dansk film godt kan bruge.” Trine Dyrholm og David Dencik yder gudsbenådede skuespilpræstationer. Filmen vandt da også en Sølvbjørn ved filmfestivalen i Berlin, ligesom den blev tildelt to Bodil-priser, inklusive bedste film, samt fire Robert-priser.

 En kærlighedshistorie: 91.370 tilskuere

Ole Christian Madsen har instrueret en af de absolut bedste dogme-film. Men den blev beklageligvis udsendt på et tidspunkt, hvor dogme-bølgen var begyndt at lægge sig. En kærlighedshistorie (2001) kredser om Kira, som har tilbragt et halvt år på en psykiatrisk afdeling og skal nu til at genoptage sit liv med sin mand Mads og to børn. Den basale konflikt mellem ægteparret får Kira til at spørge sig selv, om hun kan fortsætte sit gamle liv, og om deres kærlighed er stærk nok.

Filmen har Stine Stengade og Lars Mikkelsen i de bærende roller, og Anders Lund Madsen kvitterede i Ekstra Bladet med maksimum antal stjerner og denne salut: ”Årets stærkeste og smukkeste danske film.” Alligevel endte filmen langt under det tilskuerantal, de øvrige Dogme-film som Festen, Mifunes sidste sang og Italiensk for begyndere blev velsignet med. Filmen blev belønnet med fem Robert-priser, inklusive bedste film, og både filmen og Stine Stengade blev belønnet med hver en Bodil.

Fighter: 53.138 tilskuere

Natasha Arthys action-drama fra 2007 skulle have haft samme bevågenhed som den engelske Bend It Like Beckham (2002), men fik aldrig den publikumsopmærksomhed, filmen fortjente. Fighter handler om pigen Aishas passion: kung fu! Desværre synes hendes tyrkiske forældre, at hun skal bruge sin energi på at gå i gymnasiet. Men Aicha trodser dem og melder sig ind i en professionel kung fu-klub. Her møder hun Emil, som hun forelsker sig i, mens hun træner til en stor turnering. Aichas følelser viser sig imidlertid at få store konsekvenser for hende selv og hendes familie.

Semra Turan, Cyron Bjørn Melville og Nima Nabipour har hovedrollerne, og til trods for at blive nomineret til tre Bodil-priser måtte filmen gå tomhændet hjem. Bo Green Jensen, Weekendavisen, kaldte filmen ”en god ungdomsfilm, der bruger indvandreroplevelsen konstruktivt, men nægter at gøre den svær og tematisk”.

Applaus: 39.757 tilskuere

Paprika Steens tour-de-force fra 2009, som den alkoholiske skuespillerinde, indbragte hende selvfølgelig en Robert som bedste skuespillerinde og burde være set af mange, mange flere i landets biografer. I filmen følger vi hende, efter at hun har gennemlevet sit livs krise. Under et langt afvænningsophold er hun blevet skilt fra sin mand og afgav samtidig forældremyndigheden over sine to børn. Nu er hun atter ude i virkeligheden og forsøger at genskabe et forhold til sine børn. Men fortiden spøger, og det er ikke nemt at starte på en frisk.

Filmen er instrueret af Martin Zandvliet, en af dansk films største talenter, som med Dirch (2011) beviste han kunne få hele Danmark i biffen.

Submarino: 48.837 tilskuere

Thomas Vinterbergs længe ventede comeback i 2010, som dog kun var et kvalitetsmæssigt comeback, idet publikum udeblev og først blev opmærksom på, at Vinterberg kunne endnu, med Jagten i 2013. Submarino handler om Nick, som bor på et herberg i København NV. Han pumper jern, bunder guldøl og er altid vred. Et andet sted bor Nicks lillebror med sin seksårige søn, som han elsker mindst lige så højt som den heroin, han er slave af. De to brødre har ikke set hinanden længe, men deler den samme sorg fra en tragedie i deres barndom. Nu tager Nick initiativ til at opsøge broren i håbet om, at de begge kan få et bedre liv.

Jacob Wendt Jensen i B.T. kaldte filmen ”grim, uafrystelig og rædselsfuld. Og forfærdelig god" og kvitterede med fem stjerner.

Jacob Cedergren, Patricia Schumann og Peter Plaugborg yder toppræstationer i Vinterbergs instruktion, og filmen hjemtog da også fem Robert-priser og en enkelt Bobil. Nordisk Råd præmierede ligeledes filmen.

At kende sandheden: 89.506 tilskuere

Nils Malmros mesterstykke af en film fra 2002 om faren Professor Richard Malmros, som i begyndelsen af det 20. århundrede vokser op under meget beskedne kår. Med målrettethed og evne til at klare sig trods hårde odds formår han at blive Danmarks førende hjernekirurg. Men trods succesen bærer han på en stærk skyldfølelse, der til stadighed står i vejen for hans lykke.

Filmen endte langt under de tilskuerantal, Malmros ellers er forvænt med. I hovedrollerne ses Jens Albinus, Søren Østergaard og Peter Schrøder. Jens Albinus modtog en Bodil for sin præstation, og filmen blev ligeledes belønnet med tre Robert-priser, inklusive bedste instruktion og bedste manuskript. Birgitte Grue i B.T. kaldte filmen ”et stort drama, simpelthen”, og kvitterede med maksimalt antal stjerner.

R: 32.180 tilskuere

Tobias Lindholm og Michael Noers fantastiske debutfilm. R (2010) handler om Rune Pedersen, som ved ankomsten til Horsens Statsfængsel får oplyst, at ”de store gutter” står klar til at vise ham på plads nederst i hakkeordenen. Den føjelige Rune, som skal afsone to år for vold, bliver slave for ”Mureren”, der sætter ham til at gøre sit beskidte arbejde inden for murene. Men Rune stiger i graderne, da han opdager en ny metode til at distribuere stoffer mellem afdelingerne.

Pilou Asbæk ejer i den grad denne film, og Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen lod champagnepropperne springe med følgende lovprisning: "Hurra for en dansk film, der gør og tør …” Modtog to Bodil-priser og gjorde næsten rent bord ved Robert-uddelingen med hele otte priser, inklusive bedste film.

Frit fald: 28.091 tilskuere

Heidi Maria Faissts drama (2011) fortjener ligeledes en plads på denne liste. Historien om teenageren Louise, som i tre år har boet hos sine bedsteforældre, fordi hendes mor, Susan, fik en fængselsdom efter at have opbevaret stoffer for en pusher. Men nu er Susan på fri fod igen. Louise opsøger tøvende sin mor for at genvinde hendes kærlighed, men morens forførende livsstil med fester, druk, drugs og hor er ikke just det sundeste forbillede for en fjortenårig skolepige.

På rollelisten finder vi Frederikke Dahl Hansen, Anne Sofie Espersen, Dar Salim og David Dencik. Politikens Sophie Engberg Sonne kaldte Frit fald ”en film, der holder sig fra at pædagogisere eller forklare på socialrealistisk vis. I stedet er den fortalt i et moderne formsprog og i et talesprog, der stiller sig på de unges side”. Tildelt en Bodil samt en Robert-pris i kategorien bedste børne/ungdomsfilm.