
Ondskaben har intet ansigt
De onde ler, og de gode græder, hedder en gammel, temmelig fatal talemåde, som mere end antyder, hvorfor det onde har nemmere ved at rekruttere disciple end det gode. Det er simpelthen sjovere at være ond ...
De onde ler, og de gode græder, hedder en gammel, temmelig fatal talemåde, som mere end antyder, hvorfor det onde har nemmere ved at rekruttere disciple end det gode. Det er simpelthen sjovere at være ond ...
Carl Th. Dreyer står stadig som den store ener i den danske filmhistorie. Men selv om hans navn er kendt, bliver hans film ikke vist så ofte, og det er en skam, for de har meget at byde på.
Nazismen er Europas store traume i det 20. århundrede, et nærmest mytologisk udbrud af ondskab og dæmoni. Mange film har gennem tiden behandlet det skæbnetunge stof, og i Tyskland er Der Untergang, som skildrer Hitlers og Det tredje Riges sidste dage, blevet en sensationel publikumssucces.
Joel og Ethan Coen er særlinge i sværvægtsklassen. De amerikanske brødre laver originale film ved hjælp af uoriginalt materiale. Men deres nyeste komedie The Ladykillers fremkalder panderynker hos filmanmelder Kim Skotte.
Vi har efterhånden lært at være kritiske over for reportagefotografiet. Og vi ved godt, at mediebilledet er styret og iscenesat. Fotohistorikeren Mette Sandbye anskuer diskussionen om de spektakulære pressefotos fra en anden vinkel: De kan fungere som nødvendig bearbejdning af traumer.
Filmatiseringen af Jan Guillous selvbiografiske bestseller Ondskab lægger op til debat om voldens natur. I et eksklusivt interview fortæller Guillou om det svenske skolesystems hykleriske forhold til vold og om, hvorfor hans alter ego skulle være entydigt god på filmlærredet.
Lektor Peter Schepelern finder både politisk brod og seksuel perversion i Triers seneste storværk, Dogville.
Begejstrede filmanmeldere gik uden om den varme grød: Er Lars von Triers Dogville en religiøs film? Ja, mener filosoffen Peter Tudvad og forklarer her hvorfor.
Mange af de nye dokumentarfilm bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. De er personlige, pågående og skamløst underholdende. Vi anbefaler Family og Bowling for Columbine.
Det er svært at forestille sig en vigtigere dokumentarfilm end Alain Resnais’ Nat og tåge fra 1959. Den handler om nazitidens koncentrations- og udryddelseslejre og regnes af mange for den definitive film om Holocaust.