18. juli 2023 | 14:34

Skæv, liderlig og bange på samme tid

Foto | Chresten Torp

Journalist Thea Torp anbefaler tre afgangsfilm fra Den Danske Filmskole af instruktører, der i dag har en international karriere som originale og modige auteurs.

M for Markus

Instruktør: Ali Abbasi
All time-placering: 1331


M for Markus er en fuldstændigt sindssyg film. Jeg er ikke engang sikker på, om den er god, men den skal bare ses. Den føles som at have en kæmpe koger på og være lidt liderlig og helt vildt bange på samme tid.

Først følger vi Camilla Stage i rollen som en kvindelig politikommissær, der skal opklare et mord.

I et drivhus møder hun en ung dreng, som kunne være morderen, men han er også lidt tiltrækkende. Og ja, så vil han klippe halsen over på hende. Pludselig er Stage drengens mor, men vil stadig have sex med ham på badeværelset. Negle kradser mod huden. Virkelig væmmeligt.

Dernæst er hun i en swingerklub, hvor Jesper Klein griner dæmonisk, mens han fotograferer en halvnøgen kvinde. Det er i øvrigt skuespilleren og komikerens sidste filmoptræden, inden han døde, og han er uhyggeligt overbevisende i rollen, der er alt andet end typecastet.

Til sidst havner vi til et gråt middagsselskab, hvor den ellers så dominatrix-agtige kvinde viser sig at være den virkelige kommissærs indelukkede, forsigtige kone i cardigan. Jesper Kleins karakter underholder selskabet med Jung og Freud og minder os patroniserende om, at drømme ikke skal tages alvorligt. 

Ali Abbasi er siden denne afgangsfilm fra Den Danske Filmskole blevet en af landets vigtigste feministiske instruktører med Grænse og især Holy Spider. Det ligger der her allerede ansatsen til, når han dykker ned i en kvindes forbudte fantasier i en film, der har drømmens logik.
 

Noter fra kælderen

Instruktør: Isabella Eklöf
All time-placering: 656


Sidste gang, jeg så Noter fra kælderen, måtte jeg stoppe halvvejs. Det er stadig en af de mest ubehagelige film, jeg nogensinde har set.

Isabella Eklöf er fra samme årgang på Filmskolen som Ali Abbasi og har været med til at skrive Grænse. Hendes afgangsfilm åbner med en mand, der spiser middag med sin kone et sted i provinsen. Han spørger, om hun vil gå ”ned til huset” med noget vand. Det vil hun ikke. ”Er du fuldstændigt hjerteløs?” spørger han.

Huset viser sig at være et kælderrum, hvor manden holder en lille pige fanget. Resten af filmen går med, at han snakker med hende, leger med hende og udnytter hende seksuelt.

Filmen er så skræmmende, fordi den gør det unormale normalt. Manden – overbevisende spillet af Ramus Haxen – viser omsorg for pigen. Han passer på hende, og han snakker til hende, som man snakker til et barn. Men han gør også noget andet, der er langt fra naturligt.

Med det skarpe, hvide lys, som Eklöf også bruger i sin senere spillefilmdebut Holiday, er det, som om hun skinner på noget, vi ikke vil se belyst. Intet kan gemme sig i det hvide rum.

Eklöf har fået en utrolig skuespilpræstation ud af Lærke Storm E. Engelshardt som pigen, der betragter sin ulykkelige tilværelse som ganske almindelig. Hun lærer endda at udnytte sin fangevogters seksualitet ved at kysse ham på kinden, når han begynder at hidse sig op. Det handler om overlevelse, og desværre er det en meget realistisk skildring af mekanismerne i overgreb mod børn.
 

En maler

Instruktør: Hlynur Pálmason
All time-placering: 384


Det er imponerende, hvor tidligt Hlynur Pálmason vidste, hvad han ville.

Allerede i sin afgangsfilm fra Filmskolen skildrer han kolde menneskers store, men usagte følelser med en enorm præcision. Fra starten flankeret af de faste samarbejdspartnere fotografen Maria von Hausswolff og skuespillerne Ingvar Eggert Sigurðsson og Elliott Crosset Hove, der siden har været en del af succesen på spillefilm som Vinterbrødre og Vanskabte land.

I Pálmasons film er alting koldt, og så er der altid heste med. Det er fedt.

Kortfilmen En maler – som blev nomineret til tre Ekko Shortlist Awards og vandt en for lyddesign – handler om en rigtig mandemand af en maler (Sigurðsson), der får besøg af sin søn (Hove). Sønnen vil ikke andet end at elske sin kærlighedsløse far, og vi mærker det allerede fra første skud, hvor farens ryg ses fra den bange drengs perspektiv.

Sønnen hjælper faren med hans omstændelige kunstprojekt, hvor noget jord skal rejse sig fra horisontalt til vertikalt. Undervejs bliver han ydmyget med alt fra mikroaggressioner til kastede spraydåser og hasarderet kørsel.

Det er et studie i psykisk vold, et rørende portræt af en søn og et virkelig interessant kunstnerbillede, når man tænker på, at Pálmason selv både er far og kompromisløs kunstner.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko