Eleanors sandhed

Selv om hovedpersonen i Eleanors sandhed er 94 år, handler komediedramaet ikke om FOMO og dødsangst. Filmen drejer sig om venskab og behovet for at blive set og elsket.

Hvordan bliver man det, hvis man som Eleanor er ondskabsfuld og en dårlig mor?

Historien begynder med Eleanor (June Squibb) og hendes veninde Bessie (Rita Zohar), der har kendt hinanden hele livet og som pensionister deler lejlighed i Miami. De gør alt sammen fra morgenmad til indkøb i det lokale supermarked, hvor de er rent ud sagt tarvelige over for det stakkels personale.

Et par gamle, sure bitches, men også hinandens grundsten.

Da Bessie dør, flytter Eleanor hjem til sin voksne datter Lisa (Jessica Hecht), som modvilligt tager imod sin anstrengende mor. Eleanor forsøger at blive bedste ven med barnebarnet Max, der dog foretrækker yngre venner.

Lisa foreslår Eleanor at synge med en gruppe i det jødiske center, og en simpel misforståelse – eller skæbnen – sender Eleanor i armene på en støttegruppe for holocaust-overlevende.

Her bliver Eleanor, der ikke selv har oplevet holocaust, vævet ind i et livstæppe af kærlighed og omsorg. Den unge journaliststuderende Nina (Erin Kellyman) er på besøg i gruppen og vil gerne bruge Eleanors historie til en artikel.

Mennesker næres af omsorg, og da Eleanor spørger til Ninas liv, opstår et uventet venskab mellem de to. Nina åbner op om tabet af sin mor, Eleanor lytter og lyver omhyggeligt om sit eget liv.

Men en dag brister boblen.

Eleanors sandhed handler om savn, sorg og bearbejdelse. Hvor går man hen med sit tab? Også Nina bærer på en sorg efter sin mors død, og Eleanors løgn bliver paradoksalt nok et helle, hvor eksistentielle sår kan blottes. Hvem har ikke mistet en ven? En forælder? En slægtning?

Men løgnen vokser. Eleanor holder foredrag om sit traume på universitetet og bliver beundret af gruppen med holocaust-overlevende, der betragter hende som et usædvanligt fint og beundringsværdigt menneske. En rollemodel ligefrem.

Eleanors sandhed er Scarlett Johanssons debut som instruktør, og filmens styrke er en sikker ro, der går igen i både skuespillet og fortællingens befriende langsomhed. Her er plads til rummet mellem følelse og handling, de små åndedrag i karakterernes liv.

Som skuespiller brød Johansson for alvor igennem i 2003 med hovedrollen i den forrygende komedie Lost in Translation med Bill Murray, og hun var Oscar-nomineret for sin hovedrolle i dramaet Marriage Story og birolle i nazikomedien Jojo Rabbit.

I dag er hun nok mest kendt som superheltinden Black Widow i Marvels superhelteunivers.

Men når Hollywoods stjerner bliver instruktører, er det interessant nok fortællingerne om almindelige mennesker i en virkelig verden, de vender sig mod – ikke de buldrende special effect-eventyr. Tænk bare på Angelina Jolie, der som instruktør har skabt det jordnære krigsdrama In the Land of Blood and Honey.

Eleanors sandhed er skrevet af Tory Kamen og bygger på den autentiske historie om Kamens bedstemor, der flyttede til New York, da hun var 95 år. Nej, løbet er ikke kørt, når første rynke viser sig – det fortsætter, til vi dør.

Eleanors sandhed er mere komedie end drama, og June Squibb er en fin komiker, der gør historien følelsesmæssigt troværdig. Ninas historie med en far, der tilfældigvis er journalist på Eleanors yndlings-tv-program, virker derimod påklistret og unødvendig.

Jessica Hecht er perfekt i rollen som fraskilte og frustrerede Lisa, som forgæves søger at hjælpe sin livsbitre mor, mens Nina er solidt spillet af britiske Erin Kellyman, som kæmper for at gøre sin klichéfyldte karakter spiselig.

Det er dog de to ældre skuespillere, June Squibb og Rita Zohar, der ophøjer filmen til en forrygende oplevelse. Squibb, der i dag er 96 år, leverer en sammensat Eleanor, som er både led, sjov og sulten på livet.

Efter mere end 70 års optræden i teater, film og tv tog Squibb kurs mod Hollywoods stjernehimmel med en Oscar-nominering for Nebraska, da hun var 84. Det her er bare hendes anden filmhovedrolle efter Thelma fra 2024. Hvilken energi!

Og hvor befriende at se en karakter præsenteret med det håndværk, det er at spille. Ja, det lyder banalt, men Squibbs ansigt viser sliddet fra tidens strøg hen over menneskets sjæl i stedet for botox og plastikkirurgi.

Også den israelske skuespiller Rita Zohar fortjener ros for nærvær, intensitet og autenticitet som veninden Bessie, hvis holocausthistorie Eleanor låner. Hvor Squibb er flamboyant, er Zohar nedtonet. Medlemmerne i støttegruppen er ikke skuespillere, men ægte holocaust-overlevende, og det er ukrainskfødte Zohar faktisk også. En livserfaring, Zohar giver videre til Bessie.

Er Eleanor egoistisk? Ja, men hun er også menneskelig. Vi får ingen psykologisk forklaring på hendes vrede, blot erkendelsen af at begå fejl. At træde forkert i livet.

Eleanors sandhed er munter, rørende og alvorlig. Filmens bankende hjerte er Eleanors venskaber, løgne og livsvilje, der virker som sunde alternativer til tidens trang til undskyldninger og sjæleransagelse.