Komedier med noget på spil

Content is king, men da influenceren KrazyKalle ved en fejl kommer til at filme medlemmer af en rockerbande, bryder helvedet løs. 

Viktor Gelbek har skabt et visuelt imponerende værk, der med lethed veksler mellem en klassisk æstetik og et moderne SoMe-look, som resulterer i en medrivende fortælling i højt tempo. 

KrazyKalle er en underholdende komedie, der har et underliggende, alvorligt tema, navnlig influencerkulturens potentielle glidebane i jagten på at skabe vildere og vildere content. Budskabet serveres med humor og ikke som en prædiken. 

Det er den type komedie, der udspiller sig i et overdrevet univers, men handlingen og karaktererne er så interessante og skøre, at man som tilskuer køber præmissen. Sebastian Munck Rasmussen og Sebastian Sørensen er et stærkt makkerpar som henholdsvis titelfiguren KrazyKalle og hans partner in crime Bobo. Som kronen på værket er der geniale cameos fra Mia Lyhne og Dennis Ritter.

Se filmen her

På Cecilies tyveårs fødselsdag indser hun, hvor lidt sjov og spænding hun har haft i sit liv, der går med at sælge hotdogs på den lokale tank. Sammen med bedste veninde begiver hun sig ud på en odyssé af festligheder, der kunne være en jordnær forstadsversion af Martin Scorseses 1980’er-perle, After Hours. 

Queen of Tårnby er en coming of age-fortælling. Men hvor film i denne genre ofte bliver en tand for selvhøjtidelige og overdramatiske, formår Cecilie Kronborg Thomsen at fortælle historien med lige dele eventyrlyst, ømhed, humor og – ikke mindst – en overflod af charme. 

Anna Mailund Strong er fremragende i hovedrollen som Cecilie, der trods en kronisk generthed er fast besluttet på at prøve noget nyt. Kemien mellem Strong og de andre medvirkende – Mette Horns mor, Dina Munch Rasmussens veninde og Zoe Bryan Hertz’ vært – skinner tydeligt igennem.

Queen of Tårnby tager ungdommens småskøre logikker under kærlig behandling. Filmen er fuld af sjove og mindeværdige øjeblikke, hvor man ikke kan andet end at grine og heppe på den lidt rådvilde hovedpersons mission.

Se filmen her 

Et voksent søskendepar skal pludselig forholde sig til, at deres forældre måske skal skilles. I Dad’s Divorce bruger Jesper Sichlau telefonsamtaler som motor for fortællingen. Det er et simpelt greb, som i dette tilfælde er enormt veludført. 

Filmen har et solidt cast. Især Tommy Kenter er fremragende som den aldrende far, der er ved at gå i selvsving over, at han ikke længere gider være gift med børnenes mor. 

Instruktøren spiller på fordomme om mænd i den generation, hvor faren er lige dele grov, nedladende og politisk ukorrekt. Det resulterer i, at søskendeparret bliver nødt til at lave damage control, før faren gør mere skade, end han allerede har gjort. 

Historien er i virkeligheden også en subtil måde at behandle temaet om infantilisering af den ældre befolkning. Man stiller spørgsmålstegn ved, om de ældre mennesker overhovedet er klar over, hvad der er bedst for dem. Og det gør filmens afsluttende twist endnu stærkere.

Se filmen her